Hvordan kan deres opdragelse være så langt fra min?
Det spørgsmål stiller jeg tit mig selv. Men jeg gjorde det især, da jeg i år var på Jelling Musik Festival. Det var min første rigtige festival med fire dages fest både i campen og til gode koncerter med mine skønne efterskoleveninder. Jeg er født med dværgvækst, der gør, at jeg er lidt mindre, og på Jelling fik jeg øjnene op for andre unges opførsel.
Ja, det kan godt være, at de havde fået en øl eller to, men det gav dem simpelt hen ikke retten til at opføre sig, som de gjorde. Min gang fra koncerten og ud til vores campingområde var et helvede.
Jeg oplevede, at mennesker på min egen alder tog billeder af mig, grinede i hjørnerne, kom over og spurgte, om de måtte bruge mig til ølbowling, altså om de måtte kaste med mig. Konstant var der nogle, der kom over for at høre, om de måtte få navnet på min Snapchat-profil. Man kunne godt tænke, at det var, fordi de gerne ville i kontakt med mig. Men nej. Ikke, når vi står seks piger sammen, og de går direkte over til mig, samtidig med at der står tre af deres venner bagved og griner. Det handler jo om: »Kan vi score en dværg?«.
Er vi virkelig ikke kommet videre i vores samfund? Episoder som disse gør, at hvis fyre kommer over til mig i byen, vil jeg med det samme være på vagt og tænke, om der er en skjult bagtanke. Det er virkelig ærgerligt, for der er helt sikkert mennesker i det her samfund med gode intentioner.
Én episode står klart i min hukommelse. Min veninde og jeg går sammen hånd i hånd. Vi skal ind og høre en koncert. Det er første dag. En dreng kommer og spørger mig, om han må give mig et kram. Jeg er draget af festivalstemningen, så han får et et kram, og idet samme løfter han mig op. Jeg kan stadig mærke den ubehagelige følelse i min krop. Min veninde havde mig heldigvis stadig i hånden, og derfor kunne hun trække mig ned. Hvis hun ikke havde været der, havde jeg ikke kunnet gøre noget som helst. Han var jo meget højere og stærkere end mig. Episoden satte sig virkelig i mig og var ikke en god start på festivaleventyret.
Alt det, jeg oplevede på Jelling Musik Festival, fik mig virkelig til at tænke over, hvordan nogle kan være opdraget til at tro, at det er okay at behandle et menneske, som jeg blev behandlet. Er det, fordi de ikke tror, at jeg er et menneske, men en ting? Som om jeg ikke også har følelser? Tror de, at jeg er helt okay med det? Hvordan kan det være sjovt? Og sidst, men ikke mindst, hvordan kan man have samvittighed til det? Med min opdragelse ville jeg aldrig, som i aldrig, hvis jeg så en person, der skilte sig ud fra mængden, behandle ham eller hende sådan.
Jeg er bevidst om, at når alkoholen ryger ind, ryger forstanden ud. Men jeg synes stadig ikke, at det er en undskyldning for en dårlig opdragelse.
Hvorfor skriver jeg så det her debatindlæg? Jeg gør det ikke, for at I skal synes, at det er synd for mig. Jeg gør det for at sætte fokus på det her emne. Jeg synes ikke, at jeg kan opleve episoder som disse og bare lade det stå hen. Jeg har brug for at gøre noget ved det. Jeg ønsker ikke, andre skal komme ud for det samme som mig. Men jeg kan også have en følelse af håbløshed, for er der egentlig noget at gøre ved det?
Er det bare mig, der skal vænne mig til, at jeg er født i en krop, som folk åbenbart godt må diskriminere?
Jeg skriver det, for at især unge mennesker kan læse det og tænke over deres opførsel. Jeg kommer ikke til at gemme mig under dynen og ikke tage ud på festivaler og leve livet. Det er ikke mig, der skal indordne mig. Det er folk omkring mig, som skal vise mig respekt.
fortsæt med at læse
