Jeg har interesseret mig for kærlighed, personligt og kulturhistorisk, længe nok til at have ændret opfattelse af den. Jeg har derfor med meget stor interesse læst med i Politikens serie om ung kærlighed. Det har været rørende, ægte, smukke artikler og indlæg, som jeg har fået ind med morgenkaffen. Jeg tillader mig nu at give et (lyserødt) pip med:
For jeg tror på kærligheden som den vildeste forandrende kraft og på, at den stikker af, hvis man holder for godt fast i, hvordan man synes, den skal se ud. Og derfor tror jeg, at der muligvis er ved at snige sig nogle kulturelle koder ind, som decideret spænder ben for kærligheden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

