Dette debatindlæg er udgivet i forbindelse med Kritikerskolens Skriveakademi for økonomistuderende på Københavns Universitet.
I år er første gang, jeg kan stemme til folketingsvalget. Jeg følger med, læser nyheder, ser pressemøder. Kald mig naiv, et 20-årigt barn, men jeg troede, at jeg skulle sætte mit kryds ved den person, der bedst repræsenterede min politiske dagsorden. Jeg ser nu, at jeg har taget grueligt fejl. Ifølge journalisterne på pressemøderne er det nemlig vigtigst at få svar på spørgsmålet: »Hvem peger du på som statsminister?«.
I sidste ende er det politikken og ikke politikerne, der kommer til at påvirke min hverdag. Selvfølgelig har regeringens sammensætning en betydning for, hvilke forslag der dominerer, og hvor hurtigt de stemmes igennem, men under valgkampen er det ikke det væsentligste for den almindelige vælger. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om Vanopslagh eller Løkke peger på den ene eller den anden. Som de to selv har udtalt ved deres partiers respektive pressemøder, giver det ikke mening at lege bogstavleg, når intet endnu er afgjort. Hvis de allerede nu forpligter sig til en statsminister, vil det være umuligt at samle en fornuftig regering, der har mulighed for at træffe beslutninger, uden at de enkelte partier konstant spænder ben for hinanden. Det er jo det vigtigste.
Vi vælgere har familie, arbejde og fritidsinteresser, som gør det håbløst svært at få en doktorgrad i politik. Det er mediernes opgave at gøre det lettere og ikke sværere at træffe en beslutning. Hvis de ikke formår at leve op til det ansvar, risikerer vi to ting: Enten skræmmes vælgere væk, fordi de ikke kan overskue, hvad konsekvensen af deres valg er, eller også baserer de deres valg på det, som medierne fremhæver, nemlig personerne bag politikken. Da risikerer vi, at valgkampen splitter landet i jyder og sjællændere, i erhvervsuddannede og akademikere, i unge og ældre. I de to scenarier er det måske ikke de samme, der vinder valgkampen, men resultatet vil være identisk: en svækkelse af demokratiet.
Vi kan selvfølgelig ikke adskille politik og politiker helt. Krydset sættes trods alt ved et navn eller et parti. Og ja, karisma og veltalenhed er gode egenskaber, når man skal holde taler, afvikle diplomatiske besøg og samle støtte, så politiske beslutninger rent faktisk bliver gennemført. Alligevel burde det ikke være den afgørende faktor, når vælgerne skal i stemmeboksen. Enhver kan komme på retorikkursus og lære, hvordan man bedst udstråler kompetence og selvsikkerhed. Det ændrer kun politikerens image, ikke deres politiske intentioner. Det er derfor langt vigtigere, at vælgeren støtter et menneskeligt stykke bølgepap, hvis politik de kan stå inde for, da vedkommendes sociale mangler altid kan fikses med et kursus.
fortsæt med at læse
