Dette debatindlæg er udgivet i forbindelse med Kritikerskolens Skriveakademi for økonomistuderende på Københavns Universitet.
Forestil dig en gammel elefant, som skal klare rigtig mange opgaver. Elefanten får hele tiden nye sygdomme, som kræver nye behandlinger. Elefanten får pisk, når den spiser og drikker for langsomt. Ligeledes får den hele tiden nye ledere, som kæfter op om nye ideer til, hvordan den skal leve. Elefanten forsøger klodset at tage ansvar for de andre dyr på savannen. Den elefant er den offentlige sektor, som bør behandles med forsigtighed og ikke som en cirkuselefant, der misbruges som en nem finansieringskilde til skattelettelser.
Vi bliver syge på mere komplicerede måder og lever længere. Det skaber nye forventninger til vores offentligt ansatte. Ligeledes ser vi i nyere komplekse sager behovet for specielle it-kundskaber og juridiske kompetencer. Det skaber større forventninger til vores offentligt ansatte. Disse kloge hoveder ville staten ikke have råd til at have gående på fuldtid. Det er den første grund til, at besparelser ikke altid er lig med effektiviseringer. Behovet for specialister vil ikke blive mindre. Derudover kan vi kun sætte lighedstegn mellem effektiviseringer og besparelser, hvis vi vil sænke kvaliteten af statens output. Plus gøre vores institutioner mere effektive med et redskab som new public management tager tid, hvilket er problematisk, når tidshorisonten for politikere maksimalt rækker fire år.
Offentligt ansatte er blevet til skydeskiver i borgerlige partiers finansiering af skattelettelser. Balance i de offentlige finanser, altså skatteindtægter lig med udgifter i den offentlige sektor, er helt centralt for den danske velfærdsstat. Det lader dog til, at denne balance glemmes. Søren Pape Poulsen argumenterer i sin politik for, at stat, kommuner og regioner skal blive 0,4 procent mere effektive frem mod 2030, men konkretiserer ikke hvordan. Det er bare varm luft. Pernille Vermund vil slanke den offentlige sektor med 7.000 årsværk årligt de næste 14 år, men konkretiserer heller ikke, hvordan kniven skal skære. Det er også varm luft. Effektiviseringer bruges alt for ofte som et casual buzzword i debatten, men det bør tages mere seriøst. Der er tale om den kvalitet, vi møder på hospitalerne, i vores børnehaver og til forelæsninger på universiteterne.
Min centrale bekymring handler ikke om selve effektiviseringerne. Jeg er skam ikke modstander af hurtigere sagsbehandling og effektive medarbejdere, tværtimod. Nej, min bekymring er, at politikere ikke tager den nødvendige tid til at have grundige samtaler med sygeplejersker, embedsmænd og forelæsere om, hvor kniven bør skære, så det bliver gennemsigtigt, hvor og hvordan kvaliteten forringes for borgerne. Jeg håber uanset resultatet efter næste valg, at elefanten overlever – og fortsat nyder en vis respekt på savannen.
fortsæt med at læse
