Kvindekamp og ekstra stærk kaffe
»Kvindesag mig her og kvindesag mig der. Jeg går ikke ind for en eller anden halvfilosofisk udlægning af det helt konkrete problem, at mændene på en eller anden mystisk måde altid formår at mele kagen for sig selv«. Sådan lød det, da forkvinden for Kvindeligt Arbejderforbund Edith Olsen i 1969 indledte overenskomstperioden med fyndigt at frabede sig de der »kvindesagsdamers« indblanding.
Der har nemlig ikke altid været lige god stemning blandt de kæmpende kvinder, og 8. marts kan du indlede dagen med at blive opdateret på kvindekampens historie.
Kl. 8.30 byder Arbejdermuseet på en kop ekstra stærk kaffe, mens historiker Astrid Elkjær Sørensen fortæller om samarbejder og stridigheder mellem rødstrømperne og fagforeningsfruerne, for mens rødstrømperne stormede frem under parolen ’Ingen kvindekamp uden klassekamp’ og vice versa, lå fokus hos de kvindedominerede fagforeninger først og fremmest uden for hjemmet.
Alt det kan du høre mere om. Men det sker først, når der er skrålet med på den gamle kampsang ’Selv om vi er kvinder’, der akkompagneres af det fire kvinder stærke folkband Det Kønne Kartel.
Direktør for Kvinfo: »Drømmen om ligeværdighed er genopstået«
8. marts fejrer vi, at der, med MeToo- og Time’s Up-bevægelserne er skabt en fælles platform for at diskutere ligestilling i Danmark, mener Kvinfos direktør Henriette Laursen. Nu handler det om at fastholde det momentum.
Arbejdermuseet. Rømersgade 22, Kbh K. Arrangementet foregår 8.30-9.30 og koster 40 kroner inkl. kaffe.
Med MeToo er vi på vej til at skabe et reelt ligestillet samfund
Quiz dig gennem kvindehistorien
Hvis du stadig ikke føler dig helt up to date med kvindehistorien, kan du klokken 16 tage turen ud forbi 3F i Nordvest, hvor forfatter Pia Fris Laneth lige opsummerer kvindeliv gennem fire generationer. Bum.
Kl. 17.30 svinger musiker og feminist Karina Willumsen forbi og spiller en række af sine samfundssatiriske sange. Og man kan da have lov at håbe, at det bliver med kærlighedssangen ’Min genetik og jeg’, der er skrevet til finansordfører Joachim B. Olsen (LA), som i 2016 pænt forklarede, at kvinder er født til at gå derhjemme med ungerne, mens manden arbejder. Eller sangen ’Jeg anklager Amor’, som hun skrev til transportminister Ole Birk Olesen (LA), der i 2010 i et blogindlæg proklamerede, at kvinder »er ude af stand til at bestyre magt med moderation« og desuden er »i deres følelsers vold uden at være i tilstrækkelig kontakt med deres forstand«.
Når den feministiske troubadour har lagt guitaren fra sig, er det blevet tid til et måltid mad, mens der quizzes i kvindehistorien. Og derefter bliver efterårets faglige konflikt hos kvindefodboldlandsholdet vendt.
3F København. Peter Ipsens Allé 25, Kbh NV. Kl. 16-20.
Grænsernes gråzoner
#MeToo og Time’s Up-bevægelserne er ikke overraskende på dagsordenen ved en lang række af kampdagens arrangementer, og forlaget Udenfor benytter 8. marts til at sætte fokus på seksuelle og psykiske overgreb med udgivelsen af bogen ’Med egne ord’, der består af 14 kvinders ærlige fortællinger.
Klokken 17 til 19 kan du komme til reception på bogen i Poesiens Hus, hvor Iben Claces og Lene Henningsen, der er tovholdere på projektet, vil læse nogle af bogens breve, noveller, digte og fortællinger højt. »Voldtag mig bare – jeg sladrer ikke, for jeg tror, det er min egen skyld«, skriver en af kvinderne modigt i bogen, der skildrer alt fra grænsernes gråzoner over date rape til incest.
Den yngste af kvinderne er født i 1995, den ældste i 1951, og de forskellige udtryk og udgangspunkter i bogen skal være med til at nuancere debatten, så vi kan få bugt med de mange tabuer, mener kvinderne bag bogen.
Bogreception i Poesiens Hus. Oslo Plads 1, Kbh Ø. Kl. 17-19.
Paneldebat om kvindemord
Verdens øjne var vendt mod Danmark, da en ubådsejer sidste år blev tiltalt for mordet på den svenske journalist Kim Wall i en sag, der skabte voldsom medieomtale. 8. marts er ikke bare kvindernes kampdag, det er også dagen, hvor retssagen mod ubådsejeren gå i gang. Og hos krisecentret Danner vil de diskutere kvindedrab, vold mod kvinder og grænsen mellem fascination og forståelse i mediernes dækning af sagen.
Hvor er medierne, når omkring 10 kvinder årligt bliver dræbt af en, de kender? Og hvilken betydning har det, at vi taler om ’jalousimord’, ’husspektakler’ og ’familietragedier’? Det og meget andet debatteres, når Danner kl. 17 inviterer til paneldebat.
Journalist Mette Fugl styrer slagets gang, og i panelet sidder Bent Isager-Nielsen, der er forhenværende drabschef ved Rejseholdet, forfatter Dy Plambech, seniorforsker Mai Heide Ottosen, krimiforfatter Susanne Staun, Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, og Danners direktør, Lisbeth Jessen.
Danner. Nansensgade 1, Kbh K. Kl. 17-19, tilmelding efter først til mølle-princippet.
#MeToo-demonstration
Er du frisk på at trodse kulden i ligestillingens navn, så trop op på Højbro Plads. Her fejrer det aktivistiske netværk Aldrig din skyld #MeToo-bevægelsen med en fælles finger til filmmogulen Harvey Weinstein og filmproducent Peter Aalbæk.
Kl. 16.30 begynder demonstrationen, der har linet talere op fra blandt andet Everyday Sexism Project, magasinet Friktion og Læger Uden Tavshedspligt. Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, kigger forbi scenen. Det samme gør Muneeza Rosendahl fra Feministisk Initiativ. Og så er der ellers gjort klar til pantomime-teater præsenteret af Dansk Kurdisk Kvindeforening, digtoplæsning af Linda Nørgaard og toner fra dj Nanna Balslev. Standupkomiker og feminist extraordinaire Sanne Søndergaard er konferencier.
Højbro Plads. Nytorv 1, Kbh K. Kl. 16.30-18.30
Kvindekor i kirken
Kvindernes internationale kampdag handler imidlertid ikke kun om at sætte fokus på overgreb, magtmisbrug og mord. Det er også en festdag, og i KoncertKirken på Blågårds Plads kan du fejre dagen med verdensmusik, visuel kunst og folkekøkken.
Kl. 19 åbnes dørene til Danmarks første koncertkirke, hvor arkitekt og lyskunstner Sallyr kaster levende visuals på væggene. Det kvindelige musikerkollektiv Damkapellet tropper op med 15 strygere, en pianist og en cembalist for at hylde kvindelige komponister som Hildegard von Bingen, Wilhelmine von Preussen, Elfrida Andrée og Ellen Lindquist. Det københavnske kvindekor Usmifka fyrer den af med bulgarske folkesange.
Og så bliver kirken ellers sat i sydafrikanske svingninger af vokalgruppen Baobab Sisters, der tidligere har sunget ved Desmond Tutus 80-års fødselsdag i Cape Town og indspillet med jazztrompetist Hugh Masekela. I krypten kan man købe et måltid indisk mad til 50 kr.
KoncertKirken. Blågårds Plads 6A, Kbh N. Kl. 19-22. Entré: 50 kr.
Se 9 års tegninger om kvindernes kampdag
En hyldest til minoritetskvinder
På Hovedbiblioteket har minoritetsorgansationen Mino Danmark arrangeret, hvad de kalder deres »mest ambitiøse talk til dato« for at hylde den danske minoritetskvinde 8. marts. Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) kickstarter showet, der består af i alt tre debatrunder.
I første runde taler Natasha Al-Hariri med Geeti Amiri, Moeisha Aden og Ayse Dudu om kærlighed, køn og seksualitet inden for minoritetskulturer. I anden runde har Katherah Parwani inviteret tre mødre på scenen, som alle har oplevet konsekvenserne af at skulle opdrage børn i en anden kultur, end de selv er opvokset i.
I tredje runde taler Paula Larrain med iværksætter Anh Lê, designer Bibi Chemnitz og forfatter og beautyguru Elham Kavousi. Der vil desuden være musik af trommeslager Ihan Haydar fra Liga, og sangerinden Sandra Hussein og digter Nilgün vil fremføre et digt.
Københavns Hovedbibliotek. Krystalgade 15, Kbh K. Kl. 17-20.
Femifest på Vega
Hvis du ganske enkelt ikke er klar til at lægge pussyhatten fra dig, kan du kl. 18 bevæge dig ned til Vega. Her fejrer Kvinfo for fjerde år i træk kampdagen med musik, underholdning og kampklare causører. På scenen kan du opleve alt fra Twerk Queen over soulmama Iris Gold til kvinderne bag Den Nydanske Kvindekamp, Geeti Amiri, Katherah Parwani, Natascha Al-Hariri og Halime Oguz.
Standupkomiker Dorte Rømer taler om #MeToo-bevægelsens absurditeter. Heidi Rottbøll Andersen fra konsulenthuset Living Institute giver indsigt i arbejdet med at skabe inklusion og ligestilling i danske virksomheder. Og teatergruppen Kussesumpen præsenterer en specialudgave af deres succesforestilling af samme navn, der søger tilbage til en kønsdebat, som rummer både ironi, tabubelagte drifter og – ikke mindst – mænd. Søskendeparret Yasmin Mahmoud og Abdel Aziz Mahmoud er aftenens værter frem mod kl. 22.30, hvor Ideal Bar tager over med DJ Nannalicious bag pulten.
Vega. Enghavevej 40, Kbh V. Kl. 18. Entré: 150 kr. Festen fortsætter på Ideal Bar.
HUN SOLO snakker og spiller og fester
På det nyåbnede spillested Hotel Cecil slås der også et eftertrykkeligt slag i kvindernes favør på den internationale kampdag. Det sker med en tretrinsraket af et arrangement, hvor bandprojektet HUN SOLO overtager lokalerne i det gamle Jazzhouse og byder på talks, koncerter og efterfølgende dj-fest. Alt sammen med stærke kvindelige kunstnere.
Startskuddet går 16.30, når Pernille Rosendahl fortæller om sin vej ind i musikbranchen som en del af HUN SOLOs nye talk-format Live Stories. Bagefter går hun på scenen som den første i en række, der desuden tæller Ellis May, CÉCI og HUN SOLO selv. Dagen rundes af i det festlige hjørne med Club night - female style, hvor Josephine Philip (Darkness Falls), Rosa Lux, Anastasia Kristensen Alvarado og Attention Whores styrer dj-pulten.
Hotel Cecil. Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 Kbh K. Kl. 16.30. Entré: 150 kr. for koncerter.
fortsæt med at læse