Musikblog vil give flere danske børn en god jul med velgørenhedskoncert

Foto: PR
Foto: PR
Lyt til artiklen

Julelys og julehjerter pryder gaderne, og går man en tur i indre København, er det nærmest umuligt ikke at blive forfulgt af duften af brændte mandler.

Julen er hyggelig og dyr. I Danmark går det særligt ud over de cirka 50.000 børn, der lever i fattigdom. Mødrehjælpens julehjælp er et af de initiativer, der støtter økonomisk udfordrede familier med alligevel at stable en jul på benene.

Det har musikbloggen Artists In The Spotlight bestemt sig for at støtte, når de 7. december fejrer 1-års fødselsdag.

De har inviteret fire danske up-coming navne til at spille, og hele overskuddet går til Mødrehjælpens julehjælp.

»Nu da jeg selv er i en position, hvor jeg har mulighed for at donere overskuddet fra arrangementet til Mødrehjælpens fantastiske initiativ, håber jeg at jeg kunne være med til at støtte mindrebemidlede familier med børn«, lyder det fra bloggens stifter, Kenneth Hillyard, i en pressemeddelelse.

Dansk Folkehjælp: Frustrerende at behovet for julehjælp stiger

På aftenen kan du opleve alt fra live-debuterende elektro-pop til energisk rockmusik.

Selv om Artists In The Spotlight hovedsageligt fokuserer på danske navne og kun har eksisteret i ét år, har bloggen allerede følgere fra 63 lande og cirka en million besøgende hver måned.

Bloggen startede umiddelbart efter, at Kenneth Hillyard havde været til en koncert med et dansk band i København:

»Jeg følte, at bandet fortjente meget større publikum end det, der var til stede, og jeg besluttede mig umiddelbart derefter at starte hjemmesiden, der skal være med til at promovere den danske musikscene«, lyder det i pressemeddelelsen.

Velgørenhedskoncerten koster 70 kroner, og der er mere info om event og billetsalg her.

Artists In The Spotlight’s Birthday Bash for Charity. 7. demember, klokken 20. Råhuset, Onkel Dannys Plads 7, 1811 København V. 70 kroner.

Inger Christine Løwe

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her