Den store turnering kulminerer i en finale til oktober, hvor der er knap 40.000 kroner på højkant.

Har du våbnet, der skal til? Denne sommer kan du dyste i sten-saks-papir på 250 københavnske bodegaer

250 bodegaer i Storkøbenhavn er med til Nordens største turnering i sten-saks-papir denne sommer - blandt andet Wessels Kro i Sværtegade.
   Foto: Jakob Jørgensen/POLFOTO
250 bodegaer i Storkøbenhavn er med til Nordens største turnering i sten-saks-papir denne sommer - blandt andet Wessels Kro i Sværtegade. Foto: Jakob Jørgensen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvornår har du sidst brugt det?

Måske skal du og kæresten afgøre, hvem der skal give sig i kast med opvasken. Måske diskuterer du med vennerne om, hvem der skal hente den næste omgang øl til bordet. Eller måske skal der endelig ske en ende på familiestridighederne, når du og resten af søskendeflokken en gang for alle skal afgøre, hvem der har patent på børnenavnet ’Lucifer.’

Og så står du der igen, midt i det evige dilemma. For hvad skal der til for at hive sejren hjem? Den robuste ’sten’? Den tilintetgørende ’saks’ eller det altomsluttende stykke ’papir’?

Nu får du chancen for at teste dine evner i sten-saks-papir, når en turnering i Storkøbenhavn begynder til august.

Omkring 250 bodegaer, værtshuse, barer og cafeer er værter i de indledende runder, og for at være med, skal du såmænd bare holde øje med turneringsplakaterne hos din lokale beværtning og møde op med det håndvåben, du tror mest på.

Sådan vinder du i sten-saks-papir

Konceptet hedder ’ENTOTRENU’, og det er eventbureauet Club Selection, der står bag ideen, som de håber kan blive et årligt tilbagevendende event. Turneringen er blandt andet sponsoreret af Tuborg, Gammel Dansk og Fishermands Friend.

»Vi ville gerne lave noget banalt og barnligt, men som samtidig er gakket og sjovt, og hvor alle kan være med. Alle kender reglerne, og du behøver ikke møde op med andet end dig selv«, siger Jan Pedersen fra Club Selection til Ibyen.

Fra saks til 40.000

Der er plads til cirka 60 spillere per gang, når hver bodega afholder deres turnering.

Man møder sin modstander i bedst ud af syv og i mindre puljer af fire personer. Herefter er der en knockout-runde, indtil kun to spillere er tilbage.

Kinesere afslører skjulte mønstre hos sten-saks-papir-spillere

De to tilbageværende spillere kvalificerer sig til turneringens regionale semifinaler, der blandt andet bliver holdt på McKluuds på Vesterbro, Copenhagen Pool House på Frederiksberg og Frihavnskroen på Østerbro.

Det hele kulminerer i den store finale 7. oktober på The Dubliner på Strøget Her dyster de 64 heldigste – eller dygtigste, om man vil – i et stort finaleshow med en præmie på knap 40.000 kroner.

Udover at samle en masse mennesker til en stor turnering, er initiativet også er et forsøg på at puste nyt liv i Københavns gamle beværtninger, siger Jan Pedersen.

»Mange i branchen har det hårdt, fordi de ikke fornyer sig, og det er de samme ejere, der sidder på stederne. Samtidig er cafékulturen med caffe latte til en 50’er på hvert et gadehjørne blevet dominerende hos mange københavnere. Derfor vil vi gerne give bodegaerne mulighed for at lave et sjovt arrangement, der tiltrækker kunderne, så de får noget tiltrængt medvind«.

Konkurrencen har flest repræsentanter i Indre By, men det bliver også muligt at dyste i Solrød, Bagsværd og Gladsaxe.

Det koster 50 kr. at deltage. Du kan se mere om eventet her.

Anna Winsløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her