Hver uge giver vi dig Ibyens top-3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger tre bud til din uge i byen. Få Ibyens top-3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
Guiden gælder fra 10. januar til 16. februar 2020.
Lyt!
På fredag er det Valentinsdag, og nej, det er ikke kun en forceret romantisk middag for to efterfulgt af en mundfuld fyldte chokolader. Fredag kan du for eksempel komme til en litterær salon om kærlighed med tre af tidens mest fremtrædende forfattere, Ursula Andkær Olsen, Nazila Kivi og Kristina Stoltz. Det sker i Arnold Busk på Købmagergade klokken 17. Nyd en gratis aften i boghandlen og bliv klogere på kærlighed, køn og identitet, når de tre forfattere vil diskutere temaerne ud fra deres egne værker. Læs mere om arrangementet her.
Dans!
Når du er færdig med den intellektualiserede udfoldelse af kærligheden, kan du rykke videre og i stedet sætte gang i den kropslige på Apollo Bar, der åbner op for den helt store kærlighedsfest. De lover kærlighedssange, du kan danse til hele natten lang, og de bliver spillet af blandt andre Silas Adler, Frederik Bille Brahe og Karl Monies. Glem kærestesorgerne og lade dig indhylle af kærlighedstonerne fra klokken 22 på Apollo Bar på Charlottenborg.
Græd!
Det svenske stjerneskud Alice Boman er en mester i at sætte pres på tårekanalerne, så hvis du trænger til at få grædt ud over, at Amors pil altid rammer forbi dig, eller har ramt dig de forkerte steder, så er lørdag på Hotel Cecil det perfekte sted. Politikens Lucia Odoom anmeldte sangerindens seneste album ’Dream On’ til fire hjerter og skrev »Alice Bomans spæde stemme knuger det tabte til sig. Synthesizere, klaver, akustisk guitar og et væld af levende instrumenter giver en svimlende og hjertesyg rumklang, der får det til at suse i kroppen« Billetprisen er på 160 kroner, og du kan købe dem her.
fortsæt med at læse
