Københavns Kommune forventer lyserød blomstring i løbet af denne uge, og derfor åbner kirsebæralleen på Bispebjerg Kirkegård nu på coronamanér.

Nu springer de lyserøde træer ud. Men i år er der særlige regler, hvis du vil se de mest populære

Vi skal til det igen: De japanske kirsebærtræer blomstrer i København. Billedet her er fra Bispebjerg Kirkegård i 2019.   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Vi skal til det igen: De japanske kirsebærtræer blomstrer i København. Billedet her er fra Bispebjerg Kirkegård i 2019. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Sakura-feberen er på vej til København, hvor de første kirsebærblomster allerede er ved at springe ud.

Ibyen guider til 5 steder, hvor du kan opleve træerne, og giver dig tips til, hvordan du gør den lyserøde blomstring ekstra farverig.

Og så fortæller vi dig om en række særlige regler på det mest populære stop ved Bispebjerg Kirkegård.

Indre By

Det kan godt lyde cheesy, men nyudsprungne kirsebærtræer, solskin og udsigt over vandet er den mest oplagte datesituation ever. Skulle stemningen dog ikke være kommet i 6. gear, efter du har imponeret med den historiske fortælling om Kirsebærlunden og Seiichi Takakis gavmilde donation af kirsebærtræerne, så frygt ej.

Al akavethed og nervøsitet kan dulmes af søde sager, og derfor har du selvfølgelig medbragt en kulinarisk surprise, der nok skal få din date til at flyve på lyserøde skyer. Den lyserøde kage choux au craquelin fra Andersen Bakery må være lige sagen!

Langelinie Park. Nordre Toldbod 16, 1259 København K

Nørrebro

Børnene insisterer på lyserød udklædning, hvis de skal med på jagt efter kirsebærtræer. Du ifører dig gladelig din legendariske lyserøde Palermo-fodboldtrøje, du købte på Sicilien i sommeren 05 – du har faktisk gået og ventet på den rette anledning.

Ungerne derimod, de kan ikke finde et eneste lyserødt stykke kluns ud over lyserøde mundbind og en gammel bandana. Men med kreativitet kan man komme langt, og iført lyserøde latexrengøringshandsker og candyfloss fra kiosken bevæger I jer til Assistens Kirkegård, hvor de smukke kirsebærtræer står klar. Sikke et syn!

Assistens Kirkegård. Kapelvej 2, 2200 København N

Frederiksberg

»Forandring er udtryk for liv«, hvisker du for dig selv, mens du er omgivet af kirsebærtræerne, der just er sprunget ud. Ja, Digterlunden på Frederiksberg sætter gang i éns indre skrivemaskine. En flaske rosévin og godt selskab i den smukke have sørger også for, at du forvandler dig til en sand Buddha, som du lige belærer din veninde om faktisk betyder ’den oplyste’. »Synes du egentlig ikke, jeg burde skrive en bog«, spørger du din veninde, der tydeligt kan se, at selvtilliden ingenting fejler, når man er kommet i en trance blandet af kirsebærtræer og moste druer.

Digterlunden. Allégade 31, 2000 Frederiksberg

Vesterbro

Lige efter det lyserøde flamingobadedyr er kirsebærtræernes blomstring det mestinstavenlige fænomen. Det skal du udnytte til fulde, og der skal ca$hes ind på likes, followers og reposts. Du har fået den geniale idé at kombinere de to instagramfænomener og planlægger at posere i dit pink flamingobadedyr foran et kirsebærtræ på Sønder Boulevard.

Var det ikke nok pink selviscenesættelse, kan du brygge dig en lyserød gin&tonic til at sætte prikken over i’et. Det skal nok sprænge alle like-rekorder.

Sønder Boulevard, 119, 1720 København V

Nordvest

Du havde nok gættet det. Sidst, men ikke mindst blomstrer kirsebærtræerne naturligvis også på Bispebjerg Kirkegård. Men fordi alle ved, at du og et par hundredtusind besøgende skal have nyt profilbillede til den ellers tørlagte Tinder-profil, bliver det et kontrolleret coronavisit.

Med ensretning og køsystem er der ikke tid til, at du både skal lave duck face og have det helt kawaii, mens du spadserer igennem den lyserøde allé. Heldigvis er du blevet ferm til køkultur, så husk det gode humør, og få taget dit billede i første shot. Københavns Kommune skriver mere om ’besøgsreglerne’ på Bispebjerg Kirkegård her. Se mere i faktaboksen i denne artikel.

Bispebjerg Kirkegård. Frederiksborgvej 125, 2400 København NV


Christoffer Worm Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her