Fredag har Halfdan E premiere på koncertforestillingen ’Telefon til afdøde’. Det fejrer han med en hel masse øl og en flæskebaseret frokost dagen derpå.

Musiker: Maden er langt fra michelinstjerner, men der er så hyggeligt derinde

Weekendplanerne står på græsk mad som på billedet her for musiker og komponist Halfdan E. Foto: Loes Klinker/Unsplash
Weekendplanerne står på græsk mad som på billedet her for musiker og komponist Halfdan E. Foto: Loes Klinker/Unsplash
Lyt til artiklen

Fredag
Det er premieredag for vores flere gange udskudte koncertrække ’Telefon til afdøde’. Jeg mødes med bandet, smider mundbind og spiller en generalprøve, hvor alt går galt: Visuals virker ikke, tekster er glemt, musikken falder fra hinanden. Og er vi klar til at lægge Sorte Hest ned om aftenen. Jeg håber, at de andre er med på en seriøs øl bagefter. Det kunne være på Cafe Larsens Plaz, en billardknejpe af den gamle skole, Frederik VI eller Cafe Intime, der stadig er så rar, underlig og rummelig. Livet er fantastisk, bliver vi enige med hinanden om med svømmende øjne og ånde, som kan skrælle maling af døre.

Lørdag
Milde tømmermænd. Kaffe, greenie og avis bliver hentet med ind under dynen. Vi spiller to koncerter i dag, så der er ingen grund til at vende tilbage til virkeligheden for hurtigt. Jeg slæber uddrag af min familie med på Guldkroen eller Guldkebab og spiser en flæskebaseret tømmermandsfrokost, inden bandet mødes på Sorte Hest og samler instrumenterne op igen.

Søndag
Damn it, vi kom til at drikke øl igen i går – og i dag skal alt gear pakkes ned inden klokken 12. Efter at vi har kæmpet os på plads med det hele, tager jeg i Dyrehaven med familien. For mig er det et af de mest inspirerende steder. Måske fordi jeg har boet i storbyen siden 1987 og ikke kan tvinge mere kunst ud af stenbroen. Når vi har set os mætte på heste, hjorte og egetræer, tager vi tilbage til Nørrebro. Her kulminerer weekenden med en søndagsmiddag ude. I dag spiser vi enten på Mahalle på Nørrebrogade, Scarpetta på Rantzausgade eller gode gamle Akropolis på H.C. Ørsteds Vej, som vel er langt fra michelinstjerner, men bare er så hyggelig og uforstilt, som det kan blive.

Marie Nørgaard Skadhauge

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her