Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er singlekvinde i slut-20’erne, og jeg nyder det. For et halvt år siden mødte jeg en lidt ældre mand med kone og barn, og vi indledte et forhold. Jeg leder ikke efter et fast forhold lige nu og har det o.k. med, at han har en familie. På intet tidspunkt har der været snak om, at han skulle forlade dem for mig. Han ved godt, at jeg også ser andre, og at vores frirum nok ikke holder på lang sigt.
For nylig blev min mor gift, og brylluppet var første gang, jeg mødte min mors mands udvidede familie. Det viser sig, at den mand, jeg har en affære med, er i familie med min mors mand og selvfølgelig var med til brylluppet. Han trak mig hurtigt til side og fortalte, at konen intet ved, og sådan skal det forblive.
Efter brylluppet har vi set hinanden to gange, og når vi er sammen, er det hele normalt, trygt og godt, men når han tager fra min lejlighed, får jeg pludselig et sug af dårlig samvittighed, fordi jeg er blevet konfronteret med, at hans familie rent faktisk findes. Jeg skal på konference snart, og det har hele tiden være planen, at han skulle med.
Jeg holder meget af ham og vil gerne have ham med, men selv om det ikke er jalousi, der fylder mig, føler jeg mig pludselig som ’den anden’ efter at have mødt hans familie, til trods for at jeg hele tiden har vidst, at jeg var ’den anden’.
Kan jeg mon slippe den følelse og vende tilbage til vores afslappede relation, eller bør jeg trække mig fra det?
Hende, der ikke ved, om hun skal booke et dobbeltværelse til konferencen snart ...
Gæsteredaktør Sara Alfort:
Kære Hende ...
Det er sjældent, jeg støder på et setup, der når til sokkeholderne af det, bohemekvinderne udlevede i 1880’erne, men jeg vil sige, du er godt på vej. Som forfatter og ekspert i lev-livet-to-the-max Agnes Henningsen skrev:
»Skulle jeg foragte nogen, blev det de mennesker, der lever efter en moral, andre mennesker har lavet«.
Og helt i tråd med Agnes’ standard har du – sagt med al respekt – din egen definition af det, du kalder »normalt, trygt og godt«. Det ville Agnes H. klart ha’ lykønsket dig med.
Spørgsmålet er så bare, hvorfor du får dårlig samvittighed, og hvorfor du har svært ved at retfærdiggøre jeres, skal vi sige, lidt komplekse setup, og hvorfor du »pludselig« føler dig som den anden.
Altså én mulighed er jo, at det måske ikke føles helt så normalt og trygt og godt, som du fortæller dig selv, og så ligger løsningen lige for: Hvis du gerne vil slippe følelsen af at være den anden, jamen, søde skat, så skal du være i et forhold, hvor du ikke er den anden (og måske heller ikke er i familie med ham).
Så svaret er: Ja! Book endelig et dobbeltværelse, men sørg for, at den, du deler det med, ikke er bundet på hænder og fødder.
Kys og kram fra mig og bohemedamerne
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Hende ...
Det er hidtil lykkedes dig og din elsker at skille jeres intime verden fra den verden, der ellers findes. Men nu er magien brudt, for verdener stødte sammen på en bryllupsdag. Jeg tænker på Tove Ditlevsens digt ’Episode’, om to, der vil eventyret, selv om de begge er ’bundet af andre relationer’:
»Så nåede solens stråler/ det triste hotel,/ eventyret slap os, og vi så,/ at vi var nøgne,/ og det der ikke måtte ske,/ var sket alligevel,/ og lever hemmeligt et sted/ bag vore hverdagsøjne«.
Det hårde er ikke hemmeligheden, men hvor uhumsk den hemmelighed bliver, når den bliver udsat for for meget dagslys.
Måske jeres fortælling bare ikke kunne holde til virkeligheden, til det komplekse. Du må mærke efter: Er det fordækt, det, I har gang i? Hvad sker der, når solens stråler rammer konferencehotellet?
fortsæt med at læse
