Restaurant Grøften i Tivoli i København serverer klassisk julefrokost. Og Vandhullets skribent har tradition for at spise sig igennem den hvert år.
Foto: Finn Frandsen

Restaurant Grøften i Tivoli i København serverer klassisk julefrokost. Og Vandhullets skribent har tradition for at spise sig igennem den hvert år.

Klummer

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Ibyens madklumme: Come on! I december er der ren amatør-stemning på byens restauranter

Vær klar til at møde julefrokostgæster med Grøn Ga-Jol-ånde og ansigtskulør som ostepops.

Klummer

Julekøbenhavn er vidunderlig«, siger jeg insisterende til Lasse, der sidder over for mig og spiser en sildemad, imens han himler med øjnene og ryster på hovedet.

»Jo, det synes jeg faktisk den er, Lasse. Eller det har jeg bestemt mig for at synes, at den er. Okay, det har jeg virkelig ikke altid ment, men det gør jeg nu«, prøver jeg og slår ud med armene som for at vise ham Grøftens lyksaligheder.

Luftskibene har fået selskab af julekugler, og et par af tjenerne har nissehuer på. Lasse og jeg spiser altid julefrokost her.

Jeg kan godt selv høre det, og jeg tager da også lige en tår mere af min fadøl og bestiller et par snapse til, inden jeg fortsætter:

»Jeg har valgt Julekøbenhavn til på trods, Lasse. Og jeg skal fortælle dig hvorfor. De sidste 14 dage af november er aldeles rædselsfulde. Solen står op kl. 13.30 og går ned igen kl. 14.45. Sådan føles det i hvert fald. Og jeg kommer kun igennem det helvede med stærk alkohol og re-runs af ’Frasier’«.

»Hvor kan man se ’Frasier’ henne«, spørger Lasse og ser et øjeblik interesseret ud.

»Men så kommer december dansende. Byen er pyntet, der er lys overalt, folk synger. Gløgg, mand! Jeg elsker gløgg. Folk bliver bedre mennesker af gløgg. Og julemaden!«.

Er du på stoffer?

Vi får to velvoksne snapse til, og et stort fad med medister og stuvet spinat, and, hamburgerryg, flæskesteg og rødkål bliver sat imellem os.

»Prøv nu at se på Tivoli! Det er altmodisch og ret vidunderligt, kunstig sne og nisseromantik. Som ’Far til fire i nisseland’«.

»Er du på stoffer? Julekøbenhavn er røv og nøgler, og det gør det ikke mindre irriterende, at du bruger et ord som altmodisch«, siger Lasse med munden fuld af medisterpølse og rødkål på hagen.

»Come on, mand ... Og sgu da specielt når man laver det, du laver. Vi andre kan da bare tage ud af byen, indtil det er overstået«.

»Hvad mener du?«.

»Restauranterne! Barerne! Hver aften er amateur night. I ca 24 dage, for helvede! Man kan ikke få bord et eneste sted med kort varsel, og hvis man kan, kommer man til at spise juleplatten fra Inco ude på toilettet«.

Lasse tømmer sin snaps og bestiller straks to til. Tjeneren sætter et fad æbleflæsk imellem os og tilbyder os gavmildt et par fadøl mere til snapsene.

Lasse har fået vejret igen og fortsætter ufortrødent: »Og alle skal lefle for julefrokostsegmentet. Selv de steder, man kan lide at komme, serverer pludseligt lort, de ellers ikke ville røre med en ildtang, for at presse endnu et vvs-firma fra Ishøj ind afd døren. Så kan man sidde og drikke sin naturvin ved siden af tolv typer med konfliktfrisurer og ansigtstatoveringer, mens man hører Cliff Richard!«.

»Arh, Lasse ... Nu synes jeg, at du ...«.

»Og så kan man ikke vælge andet end deres julemenu, for ellers kan deres køkken ikke følge med. Og så kan man pludseligt ikke få østers længere – til gengæld kan du få drinks med fuckin’ ild i, Lars! Hvad helvede sker der for det?!«.

Han tømmer den nye snaps, mens tjeneren endnu ikke er færdig med at skænke min. I en glidende bevægelse hælder tjeneren en ny en op til Lasse.

»Fuck it ...«, siger Lasse og går til angreb på den lune leverpostej.

Snotstiv på cykelstien

»Og alle restauranter er underbemandede. Alle. Både i køkkenet og på gulvet. På trods af at det der jul er løbet af stablen nu i cirka 2.000 år, kommer det bag på samtlige restauratører, at de hellere må kalde ekstra personale på arbejde«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Idet han siger ’personale’, ryger et større stykke leverpostej ud af Lasses mund og over på min kind. Det lander cirka en centimeter under mit højre øje. Jeg kigger spørgende på ham.

»Hvad«, spørger han irriteret, inden han tømmer snapsen og fortsætter:

»Hvis du synes, det er så fantastisk at spise julemad og dele pladsen med folk, der kun kommer ud en gang om året og derfor opfører sig som pattevisne barbarer på plyndringstogt, synes jeg, du skulle skrive en klumme om det til din lille avis. Hvem helvede skal man snave her for at få en snaps til«, siger Lasse og ser sig panisk omkring.

Den klædeligt overbærende tjener kommer flyvende til med flasken. Mens han hælder op, spørger han, om maden smager os.

»Skønt!«, siger Lasse, nu med munden fuld af æbleflæsk, og fortsætter:

»Og når du så rager snotstiv rundt på cykelstien og tror, du kan få fat på en taxa i december, kan du glemme det. I hvert fald ikke uden at du kommer til at slås med en eller anden pumpet Grøn Ga-Jol-stinkende type med en ansigtskulør som en ostepops om den. Har jeg hørt«.

20 mænd synger

Et sted i den anden ende af Grøften har et selskab bestående af 20 ældre herrer i jakkesæt rejst sig og begyndt afsyngningen af ’Galway Bay’. Hele den store restaurant dæmpes, og det lyder fantastisk.

Lasse holder op med at tale og tygge. En skygge glider over hans ansigt, inden han uanfægtet begynder at spise risalamanden foran sig. Et øjeblik kommer jeg i tvivl om, hvorvidt hans røde øjne skyldes snapsen eller sangen. Jeg kan ikke lade være med at smile.

»Du har noget siddende på kinden, Lars«, siger han uden at kigge op.

Jeg tørrer leverpostejen af kinden og løfter snapseglasset for 20. gang den aften.

»Glædelig jul, Lasse«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På vej hjem i den taxa, jeg ikke måtte slås med nogen for at få fat i, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Lasse jo har ret. Men det har jeg også.

For julen er en potentielt gyselig tid med påtvungethed, overforbrug og grådighed. Men det er også alt det andet: samværet, traditionen, gavmildheden. Et tilbagevendende snapsevædet paradoks behængt med guirlander.

Og hvis ikke du omfavner det, omfavner det dig. Hårdt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce