København. Rådshuspladsen som overgroet gravplads for biler. Illustrationer fra bogen: Adam O

København. Rådshuspladsen som overgroet gravplads for biler. Illustrationer fra bogen: Adam O

Kultur

Undergangen er allestedsnærværende i det dystopiske København

Jukeboxen spiller stadig Kim Larsen i ruinerne Adam O's København.

Kultur

I 2011 udgav tegneren Adam O. (for Oskar) det flotte seriealbum ’Ruiner’: et sønderbombet, måske tsunamihærget København, forfaldent, forvitret og forladt, undtagen af en ung bz-overlever i strithår og laser.

Han fortalte historien om konsumsamfundets sammenbrud i øget ulighed og terrorlovgivning. Smukt tegnet, ikke som dyrkelse af forfaldet, men des mere manende som politisk advarsel.

Musik til den sidste dag

'Du er ikke alene' synger Sebastian for vandreren ude på isen - og hvor har han ret: Der er no'n, der følger ham!

Nu er han igen i sit Wonderful Copenhagen, men denne gang med blikket vendt mere mod de indre dæmoner: En dyster herre med ar i panden efter hornene lader jukeboxen på værtshuset Blomsten i Istedgade spille ’Den allersidste dans’, mens alkoholikeren bliver fanget i sin egen flaske. Pink Floyd’s ’Wish you were here’ runger i et skibsvrag på havsens bund, og ’Du er ikke alene’ synger Sebastian for vandreren ude på isen – og hvor har han ret: Der er no’n, der følger ham!

På værtshuset sidder en anden enlig herre, og dog: Han har godt og spooky selskab af ’The Departed’, som Iggy and the Stooges spiller. Bøddel og præst skulle nok aldrig have sagt ja til at spille Ben E. Kings ’Stand by me’ for manden i den elektriske stol.

Men til gengæld er børnene, der springer over stregerne mellem fliserne – og der bliver længere og længere mellem de fliser – sande ’Heroes’ i David Bowies forstand. Og havde disse modigt springende unger nu afsluttet albummet, havde jeg bevaret håbet om en bedre fremtid end den, ’Ruiner’ advarede dystopisk imod. Men ak: Bz-eren fra dengang er vist dén gamle mand, der nu med stok humper gennem den hærgede by til de afsluttende bedrøvelige toner af Kim Larsen: ’Fik du set det du ville?’.

Den smukke og dystre symfoni

Kakofoni er en »ildelydende sammenblanding af lyd«, men hverken albummets musikalske grundgreb eller jukeboxens melodier fejler nu noget. Mislyden ligger i al den undergang, melodierne akkompagnerer.

Det fine ved en serie, der har skiftet al dialog ud med musik, er jo, at alle pointer er visuelle

Det hele bliver faktisk så dystert og dødsmærket, at læseren tager sig i selv at markere et kontrapunkt: Nåh, men så er det hele vel heller ikke værre?! Men det fine ved en serie, der har skiftet al dialog ud med musik, er jo, at alle pointer er visuelle.

Adam O. har lagt nogle meter til sine tegnefærdigheder, siden han var hustegner i Ungdomshuset på Jagtvej. Nu er han blad- og satiretegner og udgav for et halvt år siden en samling af de tegninger i ’Yndigt DK’. Gid det arbejde – eller endnu hellere: bedring af den politiske virkelighed – igen må vende hans blik udad og lyse satiren op med håb.

Så stort potentiale skulle nødig ende ligesom hans egen figur, der her står sammenbidt i silende regn og kaster jord på en grav. På Drømmenes Kirkegård.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden