De danske filmanmeldere kan ikke rigtig finde ud af, hvad de skal mene om Charlotte Sachs Bostrups biografaktuelle feel good-komedie ’Mødregruppen’.
Blandt de mest begejstrede er Helsingør Dagblad, der uddeler 5 ud af 6 stjerner til filmen. Og det faktisk til overraskelse for anmelderen selv.
»Man kan sagtens mene, at fem stjerner er en for meget til ’ Mødregruppen’, men jeg stornød altså denne moderne omgang Morten Korch«, lyder Jesper Munch Nielsens vurdering.
Og selv om Helsingør Dagblad er forholdsvis alene med en så begejstret dom, er avisen ikke den eneste, der leger med Morten Korch-billedet.
Fyn er fin
Hos Dagbladet Information er »Morten Korch med kvindevinkel« dog ikke nogen hædersbetegnelse.
Anmelderen dvæler blandt andet ved en scene, hvor hovedpersonen Line (Danica Curcic), der på grund af mandens (Anders W. Berthelsen) utroskab bytter jetset-livet i Hong Kong ud med mødregruppe og hverdag på Fyn, ikke kan finde ud af at købe ind.
»Det er den mest utroværdige ubehjælpsomhed på film, siden Tom Hanks i rollen som statsløs ekssovjetborger lærte at håndtere et dørhåndtag i Spielbergs karrieres lavpunkt, The Terminal (2004)«, skriver hun og fortsætter:
»Resten af filmen er nemmere at snuppe. Ambitionen er, som den er: at fortælle historien om en kvinde, der finder tilbage til sin solbeskinnede hjemstavn og dens fællesskabsorienterede værdier. Tre-fire af replikkerne er ret sjove. Og Fyn er ikke mindst fin at se på«.
For få grin
Information uddeler ikke karakterer, men det gør Politiken. Det bliver dog ikke til mere end to af slagsen fra anmelder Joakim Grundahl, der mener at »filmkaraktererne er så slidte i skabelonen, at man nærmest tror, det er løgn«.
Samme dom, om end i stjerner frem for hjerter, lander kollegerne fra Jyllands-Posten på.
»Det er lidt af en bedrift at skrue halvanden times komedie sammen med så få grin som premiereaktuelle ’Mødregruppen’, men det skyldes, at projektet har gang i en solid identitetskrise«, mener anmelderen om filmen, som angiveligt »er svær at blive klog på og endnu sværere at blive underholdt af«.
Filmagasinet Ekko giver – ligesom Ekstra Bladet – fire stjerner for det »charmerende persongalleri og den morsomme dialog«, mens Fyns Amts Avis giver tre stjerner for godt skuespil, lave ambitioner og et plot, der er »tæt på papirtyndt«.
Også B.T. Metro kvitterer med den lunkne dom for en omgang »tom ammestuesnak«.
fortsæt med at læse







