Der er både uhygge, kærlighed og tju-bang i Jesper Bryggers nye digte. Jesper Brygger er født 1973. Han er dansk, men bor i Göteborg.
Foto: PR

Der er både uhygge, kærlighed og tju-bang i Jesper Bryggers nye digte. Jesper Brygger er født 1973. Han er dansk, men bor i Göteborg.

Bøger

5 hjerter: Jesper Bryggers digte om kærlighed og død kan læses om og om igen

I Jesper Bryggers nye digte nynner, fløjter og taler den døde. Samlingen ’lover, lover, lover’ tegner med stor spænding og intensitet den komplicerede binding mellem en levende og en død.

Bøger

Døden stikker sit ansigt frem overalt i litteraturen lige nu. Også Jesper Bryggers seneste digtsamling ’lover, lover, lover’ drejer sig om døden, men på en måde, som skiller sig ud.

Sorgen er uden tvivl en grundtone i Bryggers digte. Suiten ’Hjemsøgelsen’, hvor digter-jeget trækker rundt med sit lille barn, hen ad stier, gennem kirkegårde, langs industrizoner og tilbage mellem velkendt funkisbyggeri, er tæt af bedrøvelse. Dén stumpe bedrøvelse, som kendetegner de ensomme timer, når aftenen falder på, eller det er formiddag, og hele verden er på arbejde. Manden og barnet trasker rundt, skimter gennem husvinduer: »tavse sofaer midt i arbejdsugen«. Det er gråfarvede digte, og barnevognsturene rundt i by og natur klart nok ikke kun et spørgsmål om at mane barnet i søvn, men også om at lette tyngden, sådan som det skildres her:

»at naturen skal løfte gråden, det er derfor vi er her/ blandt det vi lader leve – broernes tomhed/ den store grå og blinde dam hvis flade svæver/ over fjerne dybder hvorfra du dukker op/ nærmer dig hinden og svømmer ud til øen«

Ladet med uhygge

Skildringen af sorg viser sig i midlertidig at være mindre gængs end som så. Det du, der bryder gennem den blinde dams overflade, er nemlig ingen anden end den døde. Og det er måden, den døde træder frem i Bryggers digte, der gør dem usædvanlige. Duet er til stede i snart sagt hvert eneste digt, men ikke altid på den vemodige, rolige, smukke måde. I stedet opstår duet også der, hvor det ikke hører til, som en genganger eller et spøgelse, der besætter hvem det vil. Pludselig får jeget øje på den døde i barnets ansigt, og den genkendelige, bittersøde erfaring af at skimte sin elskede, afdødes træk i nye, levende ansigter lades med uhygge: »det er ikke meningen at du skal trænge igennem hende«.

Sådan tænker jeget, inden han i suitens sidste digt giver efter og tilbyder sig selv som ’vært’ for den døde: »du ser på mig fra barnets øjne, jeg siger: ok, kom nu ud/ det her går ikke og så: kom så, en ske til, lille ven/ kom ind i mig, siger jeg, jeg/ er der allerede«.

Bryggers beskrivelse af sorgen rummer gys. Man får at se, hvordan trangen til at blive sorgen kvit kan huse et grusomt ønske om at give fuldstændigt slip på den døde, endelig få hende til at forsvinde, blive fri.

Kærlighed og tju-bang

Men som man forstår af titlen, består ’lover, lover, lover’ også af kærlighedsdigte. Jeget og den døde har været elskende, om end på en destruktiv måde. Flere af samlingens digte sværmer om en vildere tid, en ungdom med åbne forhold og grænser at overskride. Der er tju-bang i de digte.

Der er så ualmindelig meget tekst, stof og fortælling på færde, at Bryggers digte kan læses om og om igen

Jeg er ikke vildt begejstret, når jeg får fornemmelsen af, at det åbne forhold – duets affærer med ’civilingeniøren’ og ’balletdanseren’, jegets utilregnelige interesse – er dén mørke slugt, som kan forklare alt det underbelyste og mystiske i digtene.

Til gengæld synes jeg virkelig, at Brygger har fat i noget, når han antyder en parallel mellem fravær og æggende utilnærmelighed i kærlighedsforholdet og så den endegyldige utilnærmelighed, som døden indstifter. Eller måske netop ikke indstifter, fordi den døde – ligesom en fraværende elsker – aldrig helt kan glemmes, ikke er til at slippe af med, men altid melder sig som stemmen i hovedet, eller som den kursiverede skrift i et digt. Som her i samlingens mærkelige, indledende digte, hvor jeget og den døde i fællesskab nynner en glemt melodi:

»… …., ….. .. … …/ hvad er det for en melodi, du fløjter?// husker du den ikke – Kalven?/ jo, nu kommer det, hvordan er det den går?// på vognen ligger en kalv/ ja, og så … kalven er bundet med et reb// højt på himlen flyver en fugl/ flyver snart hid og flyver snart did«

Der er så ualmindelig meget tekst, stof og fortælling på færde, at Bryggers digte kan læses om og om igen. Det håber jeg, mange vil gøre, for jeg har lyst til at dele dem med nogen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce