Den danskproducerede dokumentarfilm ’The Cave’ er nomineret til en Oscar i kategorien bedste dokumentar.
Filmen er instrueret af syriske Feras Fayyad, der bor i Danmark, og handler om et hemmeligt hospital, der findes i underjordiske huler under slagmarken i Douma i det østsyriske område Ghouta.
Filmen følger den unge børnelæge Amani Ballour, der i mere end fem år kæmpede for at tage sig af hårdt sårede børn og andre ofre efter voldsomme syriske bombardementer af byen målrettet civile. Desuden behandler hun ofrene efter et gasangreb.
Den 29-årige Amani Ballour slås ikke bare for at tage sig af de krigsofre, hun må også slås med syriske patriarker, der ikke mener, at hun som kvinde skal arbejde på endsige lede et hospital.
Filmen følger Amani Ballour og hospitalet, ’Hulen’, indtil lægerne bliver tvunget til at forlade stedet i 2018. Hun er flygtet og nu endt i Tyrkiet, hvor Politiken for to uger siden talte med hende.
Her fortalte hun, at hun følte sig forpligtet til at blive, selv om hun havde mulighed for at rejse væk.
»Når du er læge, er det ikke bare et arbejde. Du aflægger en ed om, at du vil hjælpe mennesker. Du skal hjælpe mennesker«, forklarede Amani Ballour.
Hun fortalte også, hvordan hun kunne huske alle de børn, hun lærte at kende på hospitalet.
»Jeg kan fortælle dig historier om dem alle sammen«, sagde hun.
’The Cave’ vandt publikumsprisen på Toronto International Film Festival i september sidste år, og i november blev Ferad Fayyad hædret med Nordisk Film Prisen.
Filmen, der er produceret af Sigrid Dyekjær og Kirstine Barfoed fra Danish Documentary Productions, havde premiere herhjemme i sidste uge, hvor den fik fremragende anmeldelser. Jyllands-Posten kaldte den »en mirakuløs filmbedrift«, og Politiken mente, at ’The Cave’ er »en af de mest rystende film i flere år«.
Det er anden gang, Feras Fayyad bliver nomineret til en Oscar. Første gang var i 2018, hvor han var nomineret for den danskproducerede dokumentar ’Last Men in Aleppo’.
Den eftertragtede oscarstatuette bliver uddelt søndag 9. februar. Men det bliver formentlig uden Feras Fayyad, der er blevet nægtet indrejse i USA. I et brev til den amerikanske udenrigsminister opfordrer den internationale sammenslutning af dokumentarinstruktører til at omstøde beslutningen om ikke at lade Fayyad rejse ind i USA.
»Feras Fayyed er en respekteret og dygtig dokumentarfilminstruktør, men fordi han er syrer, er han blevet nægtet visum til USA«, skriver sammenslutningen i brevet.
Indtil videre bliver afvisningen dog fastholdt.
I kampen om en Oscar er Feras Fayyad og ’The Cave’ oppe imod Netflix’ ’American Factory’ om et kinesisk firma på vej op, brasilianske ’The Edge of Democracy’ om den tidligere præsident Lula da Silva, ’For Sama’ om en kvinde, der opfostrer sit barn under krigen i Syrien, og endelig makedonske ’Honeyland’ om en af de sidste kvindelige biavlere i Makedonien.
fortsæt med at læse



























