En spansk mand har angiveligt støvsuget jorden med en metaldetektor og dernæst forsøgt at sælge de værdifulde oldsager online.

Spansk politi finder ældgammel skat hos amatørarkæolog. Nu risikerer han at ryge i fængsel

Det spanske politi har delt fotos af de beslaglagte antikke genstande.  Foto: Policia Nacional Interior
Det spanske politi har delt fotos af de beslaglagte antikke genstande. Foto: Policia Nacional Interior
Lyt til artiklen

Museumsfolk taler ofte i høje vendinger om det voksende antal amatørarkæologer med metaldetektorer. Detektorfolket bruger nemlig enorme mængder tid på at svinge med deres instrument og finde frem til de steder, hvor jorden i årtusinder har gemt på antikke genstande.

I Spanien er begejstringen for detektorfolket dog lige nu dalet noget. Her har politiet beslaglagt en enorm skat fra Romerriget og andre historiske perioder, heriblandt fønikiske guldjuveler fra omkring år 1.200 før vores tidsregning. Det skriver The Guardian. Skatten er fundet hjemme hos en mand fra Villamartín i Cádiz-provinsen

Politiet kom på sporet af manden, da han begyndte at poste billeder af de værdifulde antikke genstande på forskellige salgssider på nettet. Da de spanske myndigheder ransagede mandens hjem, fandt de blandt andet også en bronzeøkse, en række guldgenstande, en større møntskat og tre metaldetektorer.

I takt med at efterforskningen skred frem, stod det klart, at indsamlingen er foregået systematisk over en længere periode, udtaler politiet ifølge den engelske avis.

»Det har også vist at sig, at den mistænkte tidligere har fået bødestraf for lignende forhold«, oplyser politiet.

Hvis det kan bevises, at manden havde til hensigt at sælge de mange fund på det illegale marked, risikerer han ifølge El País en fængselsstraf på mellem seks måneder og tre år.

Camilla Stockmann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her