Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Henrik Bo Nielsen brugte 10 år som direktør for Dansk Film Institut og derefter halvandet som chef for museumskoncernen Romu i Roskilde.
Foto: Peter Hove Olesen

Henrik Bo Nielsen brugte 10 år som direktør for Dansk Film Institut og derefter halvandet som chef for museumskoncernen Romu i Roskilde.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Færre midler, hårdere konkurrence, større politisk pres: Ny kulturdirektør overtager posten midt i historisk stormvejr

Som kulturdirektør bliver Henrik Bo Nielsen ansvarlig for både den levende musik og dramatikken i DR. Blandt meget andet. Hans største opgave bliver at genrejse DR som kulturinstitution, siger tidligere kulturdirektør.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er alt andet end en nem opgave, som Henrik Bo Nielsen får i DR.

Medievirksomheden er blevet skåret ind til benet i den medieaftale, som træder i kraft ved indgangen til 2019. Og presset fra udenlandske streamingtjenester og andre kulturproducenter er større end nogensinde.

I det stormvejr bliver det den nye kulturdirektørs opgave at sørge for, at DR leverer klassisk musik, nye fiktionsserier, programmer om kunst og andet kulturindhold af højeste kvalitet til danskerne.

»Den store udfordring bliver at sikre, at DR fortsat leverer væsentlige, identitetsskabende historier for færre midler og i en hårdere konkurrence«, siger Tine Smedegaard Andersen.

Henrik Bo Nielsen overtager posten fra netop Tine Smedegaard Andersen, der blev afskediget som kulturdirektør i den fyringsrunde, som kostede flere hundrede ansatte deres job i efteråret.

Henrik Bo Nielsen kommer fra en stilling som chef for museumskoncernen Romu i Roskilde, hvor han har været siden sommeren 2017. Inden da var han gennem 10 år administrerende direktør på Det Danske Filminstitut.

Som kulturdirektør får Henrik Bo Nielsen ansvaret for DR’s dramaafdeling, der har leveret store succeser som ’Borgen’, ’Forbrydelsen’, ’Krøniken’, ’Nikolaj og Julie’ og flere andre. Han bliver også chef for den klassiske musik i DR, hvilket blandt andet omfatter Symfoniorkestret og driften af DR Koncerthuset. I modsætning til sin forgænger skal Henrik Bo Nielsen desuden stå for DR’s tilbud til børn og unge.

»Opgaven spænder meget vidt«, siger Tine Smedegaard Andersen.

»For DR skal både være skabende på højt niveau i den levende musik og i dramatikken. Men DR skal også nå ud til mange mennesker med væsentligt og dybdegående kulturindhold på dansk. Og det skal man gøre på et tidspunkt, hvor udviklingen i medieforbruget skaber en generationskløft og udfordrer de traditionelle store medieinstitutioners evne til at nå hele befolkningen«.

Folk har svært ved at se vigtigheden i DR, og det tror jeg hænger sammen med, at DR ikke længere er en kulturinstitution

Ifølge Morten Hesseldahl, der også er tidligere kulturdirektør i DR og i dag sidder i spidsen for forlaget Gyldendal, venter der Henrik Bo Nielsen et større genopretningsarbejde i DR.

Problemet er, at DR i dag er blevet for fokuseret på at være en medievirksomhed, der kan slå private konkurrenter som TV 2 og TV 3. Det handler for meget om lytter- og seertal, siger han. Og derfor skal Henrik Bo Nielsen som kulturdirektør slå DR fast som den velansete kulturinstitution, den engang var.

»Folk har svært ved at se vigtigheden i DR, og det tror jeg hænger sammen med, at DR ikke længere er en kulturinstitution, men en medievirksomhed, der leverer noget, som rigtig mange andre tv-stationer også leverer. DR skal blive bedre til at sige, hvorfor det, man laver, er vigtig public service«, siger Gyldendals direktør.

Morten Hesseldahl mener, at det er kulturdirektørens opgave at sørge for, at DR’s kulturtilbud går på to ben.

»DR skal spejle danskernes historie, kulturelle mærkedage og den identitet, som nationen har. Samtidig skal man levere programmer med kunstnerisk tyngde, som udfordrer befolkningen, vores vaner og fordomme. Servere noget andet, så vi kan bevæge os«, siger den tidligere kulturdirektør.

Regeringen og Dansk Folkeparti har gjort det klart, at DR ikke længere skal være en bred medieinstitution, men et kulturelt fyrtårn. Der skal være mere finkultur, mere historie og andet klassisk public service-stof på DR1 og DR2, lyder det politiske opdrag.

Og derfor er det en »vigtig direktørpost i DR«, som Henrik Bo Nielsen sætter sig på, siger medieforsker Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet.

»Han skal finde balancen mellem mere klassisk public service og finkultur uden samtidig at opgive ambitionen om at være hele Danmarks medievirksomhed. Det har altid været svært, men det er endnu sværere nu med de markante politiske udmeldinger om, hvad DR skal«, siger han.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden