Da Peter Sommer for en uge siden sparkede 2013 i gang med albummet 'Alt forladt', kunne man mærke Sommers egen vaklen helt ud i fingerspidserne ved bare at se på albumcoveret, hvor hovedpersonen gemte sig bag et par sorte solbriller og bed sig selv i læben.
Coveret var perfekt, mente anmelder Simon Lund, og jeg er enig, for det slog albummets stemning an med et fingerknips.
Lykkes delvist
Det samme kan man kun delvist sige om mandagens to aktuelle danske plader, 'Wild Hearts' med Dúné og Stoffer & Maskinens 'Astronaut'.
Begge albumcovers foregår i det ydre rum. Førstnævnte med to tigre, der slås inde i noget, der ligner en hjerteformet sæbeboble på en sortgrøn stjernehimmel. Og sidstnævnte med en naivistisk illustration af en, ja, astronaut, som har fået kappet livlinen til sin raket.
Henholdsvis storslået og underspillet ser det ud. Men ingen af dem rammer plet. Hverken med cover eller indhold.
LÆS OGSÅ
Nok kan Dúnés tigerslåskamp ses som et billede på det tårnhøje energiniveau, som altid har været en del af bandets fineste slagstyrker.
Det var energien i en massiv række koncerter, der gjorde, at Dúné allerede var et navn, da de i 2007 udgav deres første album. Og bandet sprudler stadig af en selvtillid, man ikke kan købe for penge. Men de gode melodier er væk.
Skinger helhed
Bevares. Der er en stadiontung sødme over kærlighedserklæringen på den melodiske ballade 'All That I Have', ligesom den kølige 'Last Soldiers' tager livtag med et strejf af klædelig eftertænksomhed.
Men som helhed virker 'Wild Hearts' skinger. Dúné har lagt deres mere tempofyldte og synthesizerbårne electrorock på hylden til fordel for en tungere og mere rocket lyd, og den klæder dem ikke ubetinget godt. Jeg kan ellers godt lide ideen om at lave en vulgært svulmende og sjov rockplade.
Det er bare ikke det, 'Wild Hearts' er blevet. De to tigre på coveret kommer aldrig ud af boblen.
LÆS OGSÅ
Ikke engang forsanger Matthias Kolstrups både stærke og drengede vokal, der fortsat er en af gruppens styrker, kan blæse liv ind i skindøde sange som 'Wanted Out', 'Renegade' og den gumpetunge singleforløber 'Hell No!', der tager prisen som albummets lavpunkt i parløb med den seks minutter lange finale, der med både falsetsang, klaver og generel klimaksjagt rider utrætteligt af sted på klicheen »You fall harder when you reach for the stars«.
Albummet har et klart udenlandsk sigte. Derfor er Kolstrup f.eks. blevet til Matt Kolstrup i covernoterne, som tre fjerdedele af bandet desuden bruger på at takke deres tatovør, hvilket er et glimrende bevis på, at det her går den gale vej for Dúné.
Sød facade
Hvor Dúné prøver så hårdt, at resultatet lyder forceret, virker det, som om Stoffer & Maskinen på coveret til 'Astronaut' forsøger at gøre deres udtryk mere blåøjet og håndskrevet, end duoen med den strømlinede popmusik behøver.
Hvorfor skærme sig bag noget sødt og troskyldigt, når man er fuldt ud bevidst om, at man har kløer bag de bløde kattepoter?
Når det er sagt, er der unægtelig en friskhed over Stoffer & Maskinen.
LÆS OGSÅ
Man sidder som lytter tilbage med en følelse af, at her er to mænd, som - i ramme alvor - forsøger at bygge deres eget løjerlige sandslot i dansksproget popmusik - præcis som duoens ene halvdel, Andreas 'Maskinen' Sommer, for nylig har gjort det på Marie Keys to seneste plader.
Der er dog markant forskel på Key og Stoffer & Maskinen, hvis anden halvdel udgøres af tekstforfatter og forsanger Christoffer Budtz, der, eksempelvis meget modsat Key, synger med store armbevægelser og rigelige mængder patos.
Stemmen kan der ingen finger sættes på. Men Budtz' mange ord kan indimellem godt være ved at falde over hinanden, og det samme gælder for så vidt musikken, hvor Stoffer & Maskinen står stærkest, når de går all in på poppen.
Et eksempel på det modsatte tromler af sted på tåhyleren 'Timeglasset', der åbner albummet med en pompøs intro, der med fremskudt fuglebryst højstemt kanaliserer Gasolin's 'Sirenesang' med den første linje: »Har du mistet/ alt dit mod?«.
Ordene falder tungt og nøgent hen over et nærmest forsvindende sart slør af drømmende synthesizere og slår en ikke så lidt dyster tone an for albummet, som dog blot et minut senere eksploderer i en nærmest Danseorkester-agtig omgang med brusende guitarer, høj fart og et jublende omkvæd om ondt blod og mistillid.
LÆS OGSÅ
Ubetinget vellykket fremstår åbningsnummeret ikke.
Men albummet finder sin egen form undervejs, og navnlig mere rendyrkede popnumre som 'Byens tage' og 'Hånd i hånd' viser vejen frem for den københavnske duo.
fortsæt med at læse
