0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mit vildeste måltid: Det kostede 15 kroner, men smagen var som eksploderende stjerneskud

På en ferie for mange år siden blev jeg dybt forelsket i det vietnamesiske køkken. Det er grønt, sprødt og friskt. Alt det, vi har brug for at spise lige nu, hvor efteråret nærmer sig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lene Samsø
Foto: Lene Samsø
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi sad på lave plastikbørnestole, skålens indhold lignede grumset kloakvand, det blev serveret i plastik og fortovet havde vist aldrig set en kost. Men smagen! Ren og tæt umami, der opstår, når kød og knogler har kogt længe nok sammen med vand og bliver til suppe. Et strejf af ingefær og stjerneanis. Sprødhed fra krydderurter, jeg ikke kendte navnene på, og som foldede deres parfumerede aromaer ud som prikken på tungen.

Når en ny, vidunderlig smag rammer, og sanserne snurrer en ekstra omgang, et det som et stjerneskud, der lyser op inde i hjernen. Og så skal jeg lige tilføje, at det hele kostede 15 kroner, og ingen blev syge bagefter.

Min første oplevelse med den vietnamesiske nationalsuppe, phó, var det, man kalder autentisk. Indtaget på et grumset gadehjørne i byen Nha Trang, hvor jeg sammen med min mand og dengang to små børn holdt ferie.

Det var her, jeg for alvor forelskede mig i det vietnamesiske køkken. For sjældent har jeg spist så godt på en ferie.

Min første oplevelse med den vietnamesiske nationalsuppe, phó, var det, man kalder autentisk. Indtaget på et grumset gadehjørne

Jeg var ved at falde bagover, da jeg fik kålsalaten goi ga, som jeg har kopieret mange gange siden, og som jeg for nylig forsøgte at genskabe i mit eget køkken, da jeg en dag så et hvidkålshoved og kom i tanke om salaten.

Og så er der vietnamesisk kaffe – lavet på kondenseret mælk og den bedste form for nedkøling på en varm dag, og som jeg bliver lykkelig, hvis jeg finder på kortet et sted, rispapirruller, der – fyldt med knas og grønne åbenbaringer – er langt sundere end den velkendte friterede forårsrulle.

Og glem ikke bánh mi, en baguette fyldt med sprøde grøntsager og masser af krydderurter, og hvor man ser det aftryk, kolonimagten Frankrig har sat på vietnamesisk madkultur. I stedet for at brænde alt, hvad kolonimagten stod for, i det, der dengang hed Fransk Indokina, har man taget det bedste og brugt det i sit eget køkken. Derfor finder man omeletter, baguette og croissanter i Vietnam, men inkorporeret på deres helt egen måde. Som et godt fundament, hvorpå der er rejst et smukt hus.

Derfor er det vietnamesiske køkken mit yndlingskøkken i Asien. Hvor thaikøkkenet ofte er sødt og tungt med kokosmælk og mange frugter, har det vietnamesiske en anden lethed. Alt er frisk, sprødt og med bid, men ikke så stærkt, at svedperlerne ruller, og tungen lammes.