Anders er samlingspunktet. Han kender Brian fra Sønderjylland, hvor de er vokset op sammen, Klaus fra tiden på Aalborg Universitet og Mads fra jobbet hos KMD. Mere eller mindre tilfældigt blev de fire mænd bragt sammen for godt fem år siden, og straks sagde det ’bum’, som Anders udtrykker det.
»Vi begyndte bare at snakke om mad og metoder og gadgets til køkkenet lige med det samme«.
De fire venner er Klaus Kjeldsen, Mads Schytte, Anders Damm og Brian Lambæk. Tilbage i studietiden i midten af 00’erne brugte de oceaner af timer sammen i deres små studenterkøkkener i Aalborg, hvor de alle fire var samlet et par år. Hvad de ikke vidste dengang var, at det skulle blive den spæde start på en kæmpe succes med bloggen Gastromand, der åbnede i 2010 og nu besøges cirka 250.000 gange om måneden, samt udgivelsen af deres første kogebog med titlen ’Gastromand – spis og drik som en mand!’, som rammer gaden i næste uge.
»Egentlig kunne vi overhovedet ikke lave mad dengang. Jeg kunne i hvert fald ikke, og jeg tror heller ikke, de tre andre var specielt gode til det. Jeg var nok på det niveau, hvor jeg lige kunne spejle et æg«.
Det er Mads, der snakker, mens han kigger ind gennem ovnvinduet til sine flæskesvær. Små brag afslører, at den høje varme får grisehuden til at boble op. Det vækker glæde i køkken-alrummet i loftslejligheden i Valby, hvor Brian nu bor, og hvor de fire gastromænd er samlet for at tale om deres kogebog, som indeholder nogle få klassikere fra bloggen og så en »ordentlig røvfuld nye opskrifter, som sidder lige i skabet«, som de udtrykker det.
LÆS ARTIKEL
Det var, da de fire venner flyttede til hver sin landsdel, at behovet for et sted, hvor de kunne dele ideer, opskrifter og ikke mindst erfaringer fra køkkenet, opstod. Og hvad var så mere nærliggende end en blog.
»I begyndelsen var bloggen ment som et internt dokument. Men snart fandt vi ud af, at der var flere og flere, der læste med, og det var jo fedt, for så fik vi også andres ideer og erfaringer fra køkkenet«.
Mandemad var mantraet fra begyndelsen. Noget bøf, flæskesvær, fedtkant, smør og krydderier.
»Der var utrolig mange lyserøde blogs med cupcakes på det tidspunkt. Ikke at der er noget galt med cupcakes. Det er bare ikke lige noget for os. Faktisk har vi indført kagefri zone på vores blog, både fordi vi er rigtig dårlige til at bage, og fordi kager ikke lige er vores univers«, siger Mads.
Brian hælder Cremant de Bordeaux i glassene. Men han er ikke tilfreds. »Den er flad. Der mangler bobler«, som han siger og åbner en ny af samme slags. Mads serverer hjemmelavede flæskesvær og fortæller, at opskriften er i den nye kogebog, men at man egentlig ikke behøver en opskrift, fordi det er »så let, så det er til at græde over«.
»Du kommer den strimlede svær i letsaltet, kogende vand. Hælder sværene i en si og skyller dem med koldt vand. Så skal de dryppe af, og du putter salt på sværene og lægger dem i ovnen ved høj varme en halv time, eller til du kan se, de er sprøde«, forklarer han.
Tilbage til det faktum, at de fire gastromænd ikke havde meget kulinarisk erfaring, da de startede bloggen. Hvordan er de kommet så langt på så kort tid?
»Vores kendetegn, da vi startede, var mangel på realisme. Samtidig var vi voldsomt positive og havde en kæmpe stor tro på, at vi kunne udrette, hvad som helst i et køkken. Det fik os til bare at prøve og prøve og prøve en gang til. Vi eksperimenterede med al mulig slags mad, og det gav os en kæmpe erfaring«, siger Brian.
De husker, at de ofte lavede mad på et niveau, som de i virkeligheden ikke kunne magte. Det var de bare ikke selv klar over, og kun sjældent gik det galt.
»Det skal kokse en gang imellem. Det er en del af udviklingen«, konstaterer Anders tørt.
Kun én gang var det ved at gå rigtig galt. Gastromændene havde besøg af en fotograf fra Jyllands-Posten, og pludselig gik der ild i en støbejernspande med olie, som havde stået for længe på varmen. Ilden blev slukket, men »det kunne godt have udviklet sig i en lidt kedelig retning«, som Mads udtrykker det. Med den populære blog og nu også kogebog viser de fire ikkekokkeuddannede jyder, at det er sjovt at lave mad, og at amatører sagtens kan kaste sig ud i også de svære ting.
Have a blast!
Netop gastromændenes fandenivoldskhed har taget både deres følgere og professionelle, der arbejder med mad, med storm. En af dem er Rasmus Holmgaard, medstifter af netværket Mad + Medier. Det er Mad + Medier, der både i 2013 og 2014 uddelte en pris i kategorien madblogging til Gastromand. Fra den enige jury lød det:
»Valget er faldet på Gastromand, da de som de første i Danmark har formået at opbygge et unikt gastronomisk univers for og til mænd. Fra smagning af amerikanske kultvine, over pulled pork-burgere til det daglige brød sætter Gastromand en ny standard! Gastromændene er nørdede på en måde, hvor alle kan være med, når de med saftige ord viser os, hvordan mandemad skal laves, så mændene selv får lyst til at lave det. Gastromand er en no bullshit-zone for mad (og mænd)«.
Rasmus Holmgaard understreger, at han ikke sidder i juryen, så han har ikke været med til at udpege vinderne, men at han har spist med de fire gastroherrer mange gange og efterhånden har fået et godt indtryk af, hvem de er.
»De er skønne, fordi de har en uimponerethed over sig. De er ligeglade med, hvordan andre gør. Og så har de en frygtløshed og en vi-har-ikke-noget-at-tabe-attitude over sig«.
Og så har Gastromand ramt en nerve. Mener Rasmus Holmgaard.
»Hele blogsfæren er domineret af opskrifter. Gastromand blander opskrifter med rejsebeskrivelser, vinsmagning og oplevelser, så det næsten bliver helt magasinagtigt«.
Han tror, at følgerne på bloggen har det på samme måde, og at det er derfor, Gastromand er så populær.
»Det er jo rigtig meget for sjov, de gør det. Det kan man jo tydeligt se i alt, hvad de laver. Ikke at de ikke tager madlavningen seriøst. Det gør de. Men man kan tydeligt mærke, at det er let, og det er legende, når gastromændene går i køkkenet«.
De siger det også selv.
»Vi har 10 bud i vores bog, som vi synes er gode at have med, når man laver mad. Det vigtigste bud er nr. 10: Have a blast! Det skal være sjovt at lave mad, og det bliver endnu sjovere, hvis man er flere, der laver mad sammen. Hvis man for eksempel inviterer en masse gæster, kan det være hårdt selv at stå i køkkenet og lave det hele. Hvis man derimod sætter gæsterne i gang i køkkenet, bliver det sjovt«.
Gutterne rejser sig fra den tomme skål med flæskesvær og går i køkkenet. De vil lave pankofriterede vagtelæg. Måske ikke det letteste valg, erkender Klaus, men igen: »Det værste, der kan ske, er, at det kikser og vi starter forfra«, som Klaus siger.
Brian har introduceret de andre til de panerede æg. Selv har han fået det på et af sine mange restaurantbesøg, hvor han samler inspiration og »nyder, at kæresten og jeg kan gå på restaurant lidt endnu, inden vi skal have en baby om et par måneder«.
Brian og Klaus blander mel, cayennepeber, sennepspulver, bagepulver, salt og peber i en skål. De piller de letkogte vagtelæg og lægger dem forsigtigt i blandingen. De skal dobbeltpaneres. Så bliver de sprødest. Og for at få den sprøde japanske pankorasp til at hænge fast på æggene, vender de dem først i mel.
»Friterede vagtelæg er en sindssygt lækker snack, som skal serveres med æggets bedste ven, bacon-mayo«, siger Anders. Han putter et strejf af lakrids i mayonnaisen og smager på den.
»Det var sgu en freestyler, men det smager sindssygt godt«, griner han.
