At møde Jamie Oliver er som at møde et fortættet bundt energi, en rastløs energiudladning, der stæser op og ned ad gulvet, når han taler i telefon, som vipper knæene rastløst, som bryder ud i smil, grin og ’Happy Days’ og bander som en pubejer, når talen falder på de ’fuckers’, han anser som onde: sodavandsfabrikanterne, McDonald’s, madlobbyisterne og bureaukraterne, der stiller tåbelige barrierer i vejen, når man forsøger at gøre en forskel.

Han er i virkeligheden, som han er på tv, eller sådan oplevede jeg i hvert fald Jamie Oliver, da jeg for seks år siden interviewede ham i forbindelse med hans reality-serie fra Huntington, USA, hvor han skulle ændre byens skolemenuer fra pomfritter og pizza til hjemmelavet mad.