Æblernes vej fra fast til flydende form kan også gå via en saft- eller juicemaskine. »Har man en slowjuicer, er det oplagt af bruge den til æbler«, siger Søren Ejlersen, som er uddannet kok, stifter af Aarstiderne og forfatter til bl.a. bogen ’Safter’. »Det er simpelt at gå til, og rigtig mange æbler egner sig godt til det. Man skal bare undgå at bruge melede æbler, for de ender med at køre rundt nede i maskinen«, uddyber han.
Søren Ejlersen har prøvet at lave saft af 50-60 forskellige æblesorter, og kun nogle enkelte har været svære at få gennem maskinen. Han fremhæver cox orange som et super juiceæble. Det samme gælder de friskplukkede frugter fra hans eget såkaldte september-æbletræ.