Der er ikke så lidt show over det, når man får serveret en rødbede på Claus Meyers første skud på New York-stammen, restaurant Agern på Grand Central Station. Roden, som mange danskere forbinder med noget så dagligdags som tilbehør til en leverpostejmad, kommer virkelig til ære og værdighed, når kokken ankommer til bordet med en gråbrun klump og gør klar til tranchering. Først bankes der hul i saltdejen, så trækkes rødbeden op af skallen og skæres ud, som var vi på vej til at sætte tænderne i en chateaubriand. (se video med rødbede-serveringen længere nede i artiklen).
Men her på Agern er det grøntsagerne, der råder. De to tastingmenuer, hvoraf den ene er vegetarisk, går meget sigende under navnene 'Land and Sea' og 'Field and Forest'. Det er New Nordic i sin essens. Råvareminimalisme, renhed og friskhed.

