»Ideen til stedet blev fostret på en rejse i det centrale Italien med talrige besøg på små familiedrevne trattorias«.
Sådan skriver restauratørerne Andreas Byder og Kim Keller på La Vecchia Enotecas hjemmeside.
Når man nu, som jeg, har anskaffet sig en fyrreårskriserød Alfa og vil have kæresten med ud at køre aftentur, for at også hun skal nyde den højfrekvente sitren fra turboladerne og den umærkelige kraftoverførsel i den dobbelte kobling, hvad var så mere oplagt end en rejse til det centrale Italiens trattoriaer, hvorfra sandhedernes sandhed om gastronomi udgår? Hjemmesiden gav indtryk af en blomsteromkranset udeservering. Så ud ad Kongevejen spandt den lille italiener.
De hyggelige omgivelser må man sige er fremkommet på hjemmesiden med en ejendomsmæglers talent for fotografi, hvor en lille herlighed isoleres fra omgivelserne. Så charmerende ligger det ikke ligefrem ud til Øverødvej med kig til noget moderne byggeri. Men lokalet var meget hyggeligt, overbeviste vi os selv om.
En sommeraften kaldte på en blanding af antipasti og aperitiffer – en hel flaske kan to jo ikke køre aftentur på.
Der gik cirka tre minutter, før to tallerkener landede med et brag foran os. Det kan jo kun lade sig gøre, hvis tingene står omtrent færdiglavede. Omtrent så charmerende som i en kantine.
Mormordressing på afveje
Min bruschetta di pomodori var på mørkt maltbrød, hvor i det centrale Italien det så kommer fra, og med en tomatsalat, der var mere løg end tomater. Den på menuen lovede parmesanost var der ikke noget af, men et hvidt pulver var drysset ud over. Tjeneren oplyste, at det hvide pulver var lavet på den (meget billigere) granaost, at det ikke smagte af så meget, og at det i øvrigt mest var til pynt. Jeg var enig i, at det ikke smagte af så meget. Det er ellers svært at gøre bruschetta uspiseligt.
Jeg var enig i, at det ikke smagte af så meget. Det er ellers svært at gøre bruschetta uspiseligt.
Imens stirrede kæresten ned i en lille skål salat med en cremet dressing, der smagte temmelig meget af dansk mormordressing. Det var en hvid, cremet sag med en lille håndfuld store og for længe siden kogte og pillede kæmperejer. Igen måtte jeg konstatere at mit kendskab til italiensk mad måtte være minimalt, for mormordressing har jeg godt nok aldrig set i støvlelandet. Ikke at det som sådan bød munden trods.
Vi rykkede efter lidt tid for drikkevarerne. Der kom spritz til mig, og mod mit bedste råd havde min kæreste bestilt en ’sommerflirt’ – en slags spumante-cocktail, der ud over boblerne ifølge kortet indeholdt rabarber, mynte samt både citron og limoncello, selv om man skulle TRO, der var citron nok i.
Ambitiøst at få både de kolde egnes rabarber og mynte til at hænge sammen med Sorrento-halvøens syrligt-søde likør. Det var da også helt forudsigeligt et rodet blandingsprodukt, der ikke vil finde vej til andre cocktailkort.
