Hvis Schønnemanns tjenere fornemmer, man kan holde til det, viderefører de en stolt dansk tradition for at blande venskabeligt drilleri med alkoholindtag og fed mad. Restauranten har ligget på Hauser Plads i halvandet århundrede og er i dag et af fyrtårnene inden for klassisk dansk smørrebrød.
Sandet på gulvet har de måttet fjerne, efter at de udvidede lokalerne, hvilket vist skyldes noget med hygiejne og bevilling, men her er stadig god atmosfære i frokosthulen neden for den lille stentrappe.
Den første snaps blev skænket, så den bulede op over glassets kant. Søren, min gæst, bukkede sig ned og sugede uden at løfte glasset. Et stearinlys var placeret sådan, at jeg risikerede at få ild i håret, hvis jeg prøvede det samme, så jeg løftede glasset op til munden ... og fejlede. Snapsen drev ned over fingrene og dryppede på dugen. Søren var ikke sen til at håne.
Da jeg senere hen i distraktion havde glemt at samle bestikket, kom tjeneren og lagde et diskret lille kort på min plads, der redegjorde for bestik-etiketten. Sørens ansigt lyste op igen, endnu en gang var jeg til grin. Men så skete det velsignede, at tjeneren tabte en kniv ned i skødet på mig, og nu kunne jeg fyre tilbage.
Men videre til maden. Silden, sundets lille fede bandit, kom i to varianter: en marineret sild i akvavit, der var fast i kødet, og en lun stegt sild i øllage, der var sød og porøs. Det virkede gennemtænkt, at de to sild var modsætninger både i konsistens, syre/sødme og temperatur. Og fedtet, for selvfølgelig skal der fedt under silden, var med små æblestykker i – god idé til en julefrokost.
Den eneste ulempe var, at den lune sild smeltede fedtet, bemærkede Søren, og han så et øjeblik næsten helt trist ud. Som om der under selve universets skabelse var opstået en fejl i termodynamikken, der for evigt umuliggjorde den perfekte mad med lun sild.
Det var en Gammel Opland, vi drak. Du søde milde, de kan lave snaps i Norge. Den ravfarvede akvavit fyldte munden med en kærlig ild og en mild krydret smag båret frem af en vaniljebrise fra de sherryfade, den er lagret på.
På trods af, at vi denne eftermiddag på Schønnemann ikke var helt oppe at ringe over alle serveringerne, var der en gennemgående fornemmelse af, at nogen ude i køkkenet ville os det godt. Det viste sig blandt andet ved, at det yderste tynde stykke af fiskefileterne var skåret af inden friturestegningen. Og nej, en fiskefilet behøver ikke at blive smørstegt. En tur i ønskebrønden giver også et godt resultat med knitrende sprødhed og indespærret smag bag fritureskorpen.
Den ravfarvede akvavit fyldte munden med en kærlig ild og en mild krydret smag båret frem af en vaniljebrise
Til laksen var der to slags sigtebrød: med og uden kommen, og Søren mumlede for sig selv: »Jeg er meget positiv over for kommen. Nogle mener jo nærmest, det er et ondt krydderi«. Vi skulle selvfølgelig have kommen. De små muselortes hengemte smag lagde sig under laksen som en generalbas. En dildsnaps fra stedets store snapsebatteri gik godt i samspil med det hele.
Sigtebrødet var desværre en smule tørt. Men det var ærligt talt ikke noget, man mærkede, når først pålægget var kommet på.
