Når Martin Kongstad næste gang ser, at ret nr. 7 på menuen på Søllerød Kro er oksekød eller sødmælkskalv, vil han høfligt bede om at få noget andet. Og burgerrestauranter og bøfrestauranter skal ikke længere vente besøg af anmelderen.
»Jeg vil ikke længere anmelde oksekød«, fortalte Kongstad i weekenden sine lyttere på Radio 24syv, der ikke alle har modtaget beslutningen særlig godt. Mange, især mandlige lyttere, har kaldt det for politisk korrekthed af værste skuffe. Sådan ser Kongstad ikke på det.