Her er et par franske klassikere, som ofte finder vej ind i mit sommerkøkken. Solmodne og gerne nyhøstede grøntsager er essensen af en god salade niçoise. Sommerlige salater som denne kan varieres på mange måder – byt f.eks. ansjoser ud med kapers og skiver af en god, saltet og tørret skinke. Eller kom små stykker af en god koldrøget fisk på toppen. Jeg vil sige, at det er noget nær den perfekte sommerfrokostsalat. Sprødt, frisk og saltet, en dejlig kombination i sommervarmen.
Ansjoser deler vandene, næsten som med koriander, enten elsker man dem, ellers også er man klar til at lave mange undvigemanøvre for undgå at få denne skønne lille fisk på sin frokosttallerken. Smagen er karakterfuld og intens, så det med et had- eller kærlighedsforhold er forståeligt. Vores smagssanser er forskellige.
