Ditte Ingemann går op i mad. Virkelig meget op i mad. På hendes køkkenhylder står en stabel kasser med forskellige meltyper; der er hvedemel, kikærtemel, boghvedemel, rugmel, majsmel og masa harina, en særlig type majsmel, der er nixtaminaliseret og bruges til at lave tacos. I stuen er bogreolen fyldt med kogebøger. Hendes kontor, som ligger i den ene ende af lejligheden i Nordvest, er indrettet som fotostudie med reoler fyldt med udstyr til madbilleder. Fade, skåle, tallerkner. Selv i en reol i gangen er der små smukke tableauer, hvor kogebøgerne spiller en vigtig rolle.
Det er et hjem for et menneske, der elsker mad. 40-årige Ditte Ingemann har lavet mad hele sit liv. Hun stammer fra en familie, hvor hendes mor lavede alting fra bunden, hvor hendes far tog hende med ud at spise, og hvor hun som ung var kendt som ’Ditte, der kunne lave mad’, da det ikke var helt så smart som nu at kunne det. Hun er bachelor i ernæring, har haft bloggen The Food Club, udvikler opskrifter, også til denne avis, har har skrevet 16 kogebøger, alene og sammen med andre, og arbejder også som madstylist og fotograf.
Da hun mødte Søren Thuesen, som hun blev gift med, lykkedes det hende hurtigt at omvende ham, så han ikke længere så en mad med Stryhns som et måltid og mad som et nødvendigt tidskrævende onde, men som en fornøjelse, der dag efter dag var værd at bruge tid.
For Ditte Ingemann har mad altid været den måde, hun viste andre mennesker kærlighed på. I forhold til Søren, som hun havde et så fint og tæt forhold med, at ordet lykkeligt ægteskab er for lille, blev maden også en måde, hvorpå hun kunne vise ham, hvordan hun elskede ham.
»Når man laver mad til en anden, kan man forkæle dem. Sige: Hvad har du lyst til i dag, så laver jeg det? Gøre noget særligt for den anden«, siger hun.
Rask torsdag, syg mandag
Men for fire år siden ændrede hendes forhold til mad sig. For hendes mand, Søren, blev syg fra den ene dag til den anden; torsdag var han rask, mandag var han dødssyg, ramt af kræft. I halvandet år kæmpede de sammen mod sygdommen, hvor Ditte Ingemanns rolle blev at lave mad, han ville spise, så han kunne modtage behandling. Hun kan nærmest ikke huske, hvad hun selv spiste. Alt andet end Sørens liv var ligegyldigt.
»Vi var et par, der talte meget sammen, og vi havde travlt i løbet af dagen, så vi prioriterede at spise sammen hver aften. Måltidet var vigtigt for os. Men da han blev syg, forsvandt det fuldstændig. Det kom til at handle om, at han skulle have næring til at kunne tåle at få behandling«.
»Når man er så syg, som han var og f.eks. har kvalme, er der mange ting, man ikke kan spise. Så maden handlede slet ikke om nydelse, og det fælles måltid forsvandt. Tit havde han ikke overskud til at sidde ved bordet, men spiste i sengen eller sofaen. De måltider, jeg spiste sammen med hans familie, hvor han ikke var med, fordi han lå i sengen, husker jeg som noget af det allerværste. Den tomme plads«.
Søren Thuesen døde efter halvandet års sygdom.
Da han døde, mistede hun også lysten til alt. At leve. At spise mad og at lave mad. Men det gik op for hende, at hun måtte passe lige så godt på sig selv, som hun passede på Søren, og at det kræver tilvænning og nye vaner at spise alene, når man i årevis har været vant til, at der sad en anden overfor.
Derfor har hun skrevet kogebogen ’Solo’. En bog om at lave mad til én person, som hun håber kan gøre det lettere for alle, der bor alene.
Det er ikke, understreger hun, en kogebog beregnet til mennesker, der står i samme ekstreme situation, som hun gjorde, men til alle dem, der bor alene. Ham, der lige er flyttet på kollegium, hende, der er blevet single, dem, der blev skilt og måske bor alene hver anden uge, når børnene bor hos den anden forælder, dem, der har valgt sololivet, eller ældre, der har mistet en ægtefælle. Alle de mange, der bor alene, og som ikke helt kan overskue at lave mad, så de lever lidt for meget af takeaway og alt for mange dage i træk får rugbrød med spejlæg eller kopnudler.
For selv om de, der bor alene, fylder meget i statistikken – der er over en million af dem – fylder deres behov ikke på kogebogshylderne:
»Når man taler om mad, er det altid mad til flere, kogebøger, måltidskasser. Der er udgivet én bog på dansk, tror jeg, en kogebog til singlemanden, og der er mange, der gerne vil, men synes, det er kan være svært, opdagede jeg, da jeg spurgte folk, der bor alene, hvad de manglede at få hjælp til«, siger hun.
I ’Solo’ er der opskrifter på aftensmad til en person, tilberedt af ingredienser, man kan finde i helt almindelige supermarkeder, retter, som kan strækkes til flere dage, eller retter, som kan transformeres til nye retter, hvis man ikke har lyst til at spise det samme flere dage i træk. Det er små praktiske løsninger på det problem at lave mad til sig selv. Men Ditte Ingemann har skrevet bogen, fordi den kærlighed, man kan give ved at lave mad, er vigtig:
»Det gik op for mig, at jeg skulle passe lige så godt på mig selv, som jeg havde passet på Søren. Man skal faktisk passe på sig selv, uanset om man bor sammen med andre eller alene«, siger hun og tilføjer med al den vægt, som hendes egne erfaringer har givet:
»Uanset om man bor alene eller sammen med andre, er man det vigtigste menneske i sit eget liv. Man har kun sig selv. Når man skal dø, er man alene, uanset hvor mange der er omkring én«.
Maden tilbage i livet
Det var næsten umuligt for hende i begyndelsen efter Sørens død for to et halvt år siden. Hun havde ikke lyst til mad, en bid rugbrød voksede i munden på hende, Hun spiste, hvad der blev sat foran hende af hendes søster og mor, som hun boede hos i en periode, fordi hun vidste, hun var nødt til at spise, hvis hun ville leve.
»Jeg var ligeglad. Alt var ligegyldigt. Men jeg kan huske den første gang, jeg fik lidt lyst til at lave mad igen. Jeg boede hos min søster og sagde: »I morgen vil jeg gerne lave min egen morgenmad«. Men jeg var meget i tvivl i begyndelsen, om jeg ville få maden tilbage i mit liv på samme måde. Søren og jeg boede sammen, rejste sammen, gik ud at spise sammen og arbejdede også tæt sammen. Da han døde, blev jeg revet op med rod«.
Ditte Ingemann skulle starte forfra. Hun solgte, næsten symbolsk, som det allerførste det kæmpestore spisebord, hun og Søren havde haft. De boede i et stort hus uden for byen, og hun vidste, at hun ville flytte. Det bord ville hun aldrig få brugt igen. Men maden fik hun tilbage i sit liv. Både privat og arbejdsmæssigt.
»Mit forlag spurgte mig, hvad jeg havde brug for, og jeg sagde: »at lave en bog««.
Det blev til bogen ’Hverdagsvegetar’, og efterhånden som Ditte Ingemann begyndte at lave mad for at udvikle opskrifter og fotografere det, begyndte hun langsomt at spise sin egen mad igen og tage sig af sig selv.
»Jeg har aldrig været særlig egoistisk, men altid været en, der gav og gav. Nu prøver jeg også at tage hensyn til mig selv. Jeg laver aftaler med mig selv, som jeg ikke vil bryde, f.eks. om at få trænet. Og jeg laver varm mad hver aften. Jeg gør mig umage med, at det skal være hyggeligt. Jeg tænder stearinlys, og jeg kan godt finde på at gemme et afsnit af en podcast, så jeg først må høre den, når jeg skal lave mad. Jeg kan sagtens lave mad i en times tid, og jeg nyder det igen«, siger hun.
Det er straks sværere for hende at sætte sig ved spisebordet og sidde der alene.
»Jeg ved ikke hvorfor, men det kan jeg ikke. Jeg spiser ret tit i sofaen eller i køkkenet, hvor der er en spiseplads. Men ved spisebordet bliver det meget tydeligt, at der kun er mig. Jeg ser fjernsyn eller er på min telefon, og jeg bruger ikke så meget tid på at spise. Det kan godt være, at jeg bruger en time på at lave mad, men at spise tager kun få minutter og det er ikke så mindfuldt«, siger hun.
Hun har ellers forsøgt at lokke sig selv til bordet ved at investere i sit absolutte drømmespisebord, som nu står på den bedste plads i hendes stue, tæt op af de store vinduer med udsigt over byens tage.
»Det blev leveret for fjorten dage siden. Jeg troede måske, det kunne lokke mig til at spise ved bordet, men det virkede ikke«, siger hun:
»Men jeg ser på det hver dag og synes, det er pænt. Måske en dag kan jeg sidde der alene, men ikke endnu. Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har nu, det er et rigt liv. Men det går lidt op og ned. Sådan tror jeg, det må være«.
fortsæt med at læse
