Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kød. Der var massive kødmængder på Akvavitten. Det var godt. Resten svingende for meget.
Foto: Ivan Riodan Boll

Kød. Der var massive kødmængder på Akvavitten. Det var godt. Resten svingende for meget.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Madanmeldelse: Kødorgie med for mange svipsere

Stilforvirringen lurer på Akvavitten, der som noget nyt også serverer middagsmad. Kødet var veltilberedt, men stedet mangler retning.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er nødt til at bede jer om at flytte til et større bord«, sagde tjeneren, efter at vi havde bestilt på Akvavitten, en frokostrestaurant i Store Kongensgade, der nu også serverer middagsmad.

Min bror og jeg havde bestilt både nyretap og svineskank, og da svineskanken i sig selv var til to personer, krævede det åbenbart mere plads. Bordskiftet mindede min bror om scenen med ædedolken i Monty Pythons ’The Meaning of Life’. Selv tænkte jeg på de voldsomt store vildsvinekøller, de altid spiser i slutningen af Asterix. Om ikke andet skabte det en vis spænding.

Men først var der forretterne, eller små retter, som det hed. Min brors tartelet virkede hjemmebagt, men sovsen var for tyk og hang i grå klumper på skaldyrs- og fiskestykkerne. Det var ikke appetitligt.

Min blomkålssuppe var god og simpel, og trøffelolien, der var hældt på, var yderst forsigtigt doseret, hvilket var en lettelse, da den parfumerede, kunstige trøffelessens har potentiale til helt at ødelægge en ret.

Mad i rigelige mængder

Der var en smule dunkelt i lokalet, så hvis man er en af dem, der kan lide at fotografere maden, før man spiser den, er det svært at få et resultat, der er de sociale medier værdigt. Telefonen er et godt redskab for en madanmelder. Den gør en notesblok unødvendig, men jeg kunne dårligt få mig selv til at sidde og og lyse lokalet op med blitzlys og måtte opgive at tage billeder.

Det er vel en smagssag, hvor meget lys man vil have til sit måltid. Selv vil jeg helst kunne se alt tydeligt, så jeg ved, hvad jeg tygger på, og ikke ender som min bedstefar. Anekdoten lyder, at han under en julemiddag i stearinlysskær kom til at spise en vatnisse fra borddekorationen. Nissens ben stak ud af munden på ham, da det elektriske lys ved et tilfælde blev tændt.

Nyretapper er navnet på de stykker kød, der sidder mellem nyrerne og mørbraden – de bliver også kaldt onglet eller ’slagterens stykke’ og er på trods af det indvoldsklingende navn et reelt stykke muskel. Vores nyretap var hårdt stegt og stadig rød indeni. Den var mør og fuld af smag. Men de to stykker friterede løg, der lå ovenpå, var kolde, og det var nogenlunde lige så festligt som en kold pomfrit.

Selv om restaurantens hjemmeside lover traditionelle danske retter, ville en Martin Henriksen nok have dømt et par af dem ude

Svineskanken var også et godt og veltilberedt stykke kød – og fedt at få kød serveret på benet, det sker ikke så ofte. Schweinshaxe, som tyskerne kalder det, kommer ofte med sauerkraut, men også af og til med rødkål, som det var tilfældet her. Jeg bad tjeneren om at præsentere maden, da den ankom, da jeg ikke kunne huske, hvad der stod på kortet om tilberedning og tilbehør. Han pegede på svineskanken og sagde »svineskank«, og på nyretappen og sagde »nyretap«, og således informeret gik vi i krig med gaffelværket.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Afskrækket af advarslerne om de store mængder mad havde vi desværre kun bestilt én side order, en lille skål med grillede zuchiniskiver. Akvavitten har skippet kartoflerne til fordel for mere palæoagtige grøntsager, lagde min bror mærke til. Og spændingen blev udløst: Der var rigelig mad, men det endte ikke galt, som da mr. Creosote eksploderede efter at have spist sin myntechokolade i ’The Meaning of Life’.

Og hvad drak vi så til? Øl og en snapsemenu bestående af tre snapse fra det store bord med flasker i midten af lokalet. Højdepunktet var en lettere cognac-agtig valnøddesnaps, men vi fik også smagt snaps med havtorn, med citron og safran – og så en med vild timian, der nærmest angreb næsen med sin sødt krydrede aroma. Der er noget ved hjemmelavet snaps, der tiltaler mig: Man trækker i røjserne og går ud og samler noget i naturen, som man hælder spiritus på – for herefter på apotekervis at lade det trække i flasker med håndskrevne etiketter. Man kan gøre som Akvavitten og bruge vodka i stedet for snaps, da det er et helt rent medie, der ikke er afrundet med honning og andre ting.

Til dessert fik vi en æblekage, der havde stået for længe på køl, så æblemosen var begyndt at opløse en allerede trist makronrasp. Citronfromagen var tør og ikke velafbalanceret – det havde måske bidraget til en hurtigere udtørring i køleskabet, at den var anrettet gourmet-style i små klatter. Det er to desserter, der er overkommelige at lave selv, og når man sidder og får lyst til at gå hjem og lave en ordentlig citronfromage, så er det, fordi det, der bliver serveret, ikke rigtig sidder i skabet.

Der var en vis stilforvirring over måltidet, og selv om restaurantens hjemmeside lover traditionelle danske retter, ville en Martin Henriksen nok have dømt et par af dem ude.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan man leve med, men der manglede en klar retning og en samlende tanke. Maden svingede fra det virkelig lækre til det halvdårlige, og betjeningen, der kunne have skabt en følelse af sammenhæng, var ikke særlig god.

Men selv hvis vi tog maden isoleret, var vi enige om, at den ikke rigtig lod sig anbefale på trods af de lave priser. Hvis vi kun snakkede hovedretterne, så jo, bestemt, men forretten og desserten trak ned.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden