Kære læser,
God formiddag og velkommen til nyhedsbrevet 6 hjerter.
Måske er det første gang, du modtager det?
Vi har i hvert fald kørt en halvsynlig kampagne i nogle uger på Politikens hjemmeside, som reklamerer med brevet som ’Den ultimative oplevelsesguide’.
Det er måske lige til den friske side, især for en eksiljyde som mig. Jeg kan simpelthen ikke udelukke, at der findes mere ultimative oplevelsesguider derude.
Men jeg gør det så godt, jeg kan.
Her er en hurtig introduktion til brevet:
(Hvis du er trofast abonnent, kan du bare hoppe de næste afsnit over)
6 hjerter er en oversigt over ugens bedste anmeldelser i Politiken.
’Ugen’ går i denne forbindelse fra fredag til fredag.
’Bedste’ er en aldeles subjektiv vurdering fra min side. En anden skribent ville sikkert kuratere anderledes. Du hænger på mig.
Og ’Anmeldelser’ retter sig mod kulturelle produkter og frembringelser og ikke for eksempel test af vaskepulver.
Men hvordan vælge et par håndfulde ud blandt alle de mange gode kulturanmeldelser i Politiken?, spørger du nu, og tak for det.
Brevet er først og fremmest en guide til oplevelser, du selv kan tage ud og tage del i. En ny restaurant, en ny film, en ny bog og så videre.
Koncertanmeldelser er blandt vores mest læste artikler på Politikens hjemmeside, men er sjældent med i brevet, fordi det i sagens natur ofte vil være noget, der er foregået, når brevet kommer ud.
Det er et Nyhedsbrev, så en ny bog vil som regel blive foretrukket frem for (gen)udgivelsen af en litterær klassiker, uanset at sidstnævnte kan være blevet nok så vel anmeldt.
Brevet afspejler en prioritering af væsentlighed. En ny udstilling på Statens Museum for Kunst vil have tendens til at trumfe det lille hemmelige galleri.
Jeg tilstræber at ramme en så bred vifte af kulturtilbud som muligt, men husk at vi har en række fagorienterede nyhedsbreve inden for klassisk musik, film og tv, bøger og andet, som du kan skrive dig op til og følge via dette link.
I bunden af brevet er der i øvrigt altid en god håndfuld øvrige anmeldelser.
Brevet er en guide i sig selv, så du behøver ikke være abonnent på Politiken for at læse det.
Du er derfor meget velkommen til at sende det videre til venner, som måske kunne have lyst til at skrive sig op til at modtage det - det sker i så fald på dette link.
Men når det er sagt, vil jeg selvfølgelig stærkt anbefale dig at abonnere på Politiken, for så kan du læse anmeldelserne i deres fulde længde, og det er altså temmelig ultimativt, hvis du spørger mig.
Brevet udkommer hver fredag ved frokosttid - bortset fra når jeg har ferie.
Nok hedder det ’6 hjerter’, men der er altså ikke garanti for, at der altid er sekshjertede anmeldelser i det.
Det afhænger helt af anmeldernes rundhåndethed den pågældende uge.
I denne uge er der dog hele fire anmeldelser til 6 hjerter, så du har valgt et perfekt tidspunkt at stå på på.
Læs alt! Eller scroll frem til det, der interesserer dig.
Velkommen igen.
En vidundersommer på øen Ischia bliver kold af svigt og forræderi. Her er det Gaia Girace og Margherita Mazzucco som unge Lila og Lenù
’My Brilliant Friend’, sæson 4, af Ferrante og Costanzo, Max (Dramaserie)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»På trods af de gennem årene stadig mere lovprisende anmeldelser har ’My Brilliant Friend’ ikke fået den udbredelse og popularitet, som den fortjener (...) Man kunne få den tanke, at det er, fordi den er italiensk (...), men jeg tror, svaret er et andet, simpelt, tragisk og i tråd med seriens tematik. Jeg tror, det er, fordi ’My Brilliant Friend’ er skrevet af en kvinde, handler om kvinder og derfor er blevet placeret ovre i kvindehjørnet«.
»Det geniale ved ’My Brilliant Friend’ er, at den er både gift og modgift, og at de to ting er det samme. Kortlægningen af afmagten er magtfuld. Erkendelsen af den kvindelige subjektivitets umulige vilkår er den kvindelige subjektivitets mulighed. Det er en serie, der vender vrangen ud på de episke historier om maskulin vold og magt, som vi er opflasket med, og hælder alt det bløde, rå og uoverskueligt sande indeni ud, så det kan oplyses af en brændende napolitansk sol«.
(Anmeldt af Eva Eistrup) - Læs anmeldelsen her
Kristine Yde Eriksen og Niels Skovgaard Andersen er parret Megan og Gideon, der har været væk fra hinanden i 17 år og har skår at klinke
’The Last Ship’, Østre Gasværk, musik: Sting, instr.: Thomas Agerholm (Musical)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Ofte er karakterer i musicals tegnet op med karikaturens distancerende tuschpen. Sådan er det ikke i ’The Last Ship’. Både de centrale karakterer og bifigurerne fremstår som mennesker med håb, drømme, følelser og historier, så man forstår dem. Ganske ofte er historien også blot et påskud for sang og dans. Sådan er det heller ikke i ’The Last Ship’(...) Det er et stykke ægte socialrealisme, som skildrer klassemodsætningers sammenstød og utopisk peger på en forløsning, hvor de undertrykte rejser sig og skaber en ny og bedre verden, helt konkret i form af det gode skib Utopia«.
»Musikken er af Sting, men ikke så stingsk, som nogle kunne håbe og andre befrygte (...) Man labber det i sig, så ørerne slubrer. Så saftspændt og veloplagt er det. Musikken og fortællingen er noget nær perfekt integreret (...) ’The Last Ship’ er en dybt tilfredsstillende musicaloplevelse, hvor det hele spiller på den der sjældne måde, så det kilder både i hjertet og øjenkrogen. Og scenografisk kan man jo næsten ikke forestille sig et bedre match end det gamle gasværk og en historie på et skibsværft«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Nanna Cecilie Bang bringer sin karakter til live som en vidunderligt anakronistisk karakter, der ikke passer ind i sit eget liv, men alligevel taler direkte ind i tiden.
’Noter om Blanche’, Husets Teater, instr.: Liv Helm (Scene)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Inden jeg sætter mig til tastaturet for at skrive min anmeldelse af ’Noter om Blanche’ på Husets Teater, griber jeg ud efter min telefon og åbner MobilePay-appen. Jeg indtaster nummeret og tjekker, at displayet viser det rigtige navn: Nanna Cecilie Stryhn Bang. Yes, det er hende! Jeg overfører 15 kroner. Nu har jeg betalt skuespilleren direkte. Det kan ikke være meget, hun selv tjener på den enkelte billet. Da Nanna Cecilie Bang under forestillingen gav os sit nummer, opløste hun også grænsen mellem karakter og medvirkende«.
»Nanna Cecilie Bang leverer ganske enkelt en pragtpræstation i ’Noter om Blanche’ – for nu at sige det med en anmelderterm, den anerkendelsessyge hovedperson nok ville værdsætte. Nanna/Blanche er overbegejstret, ængstelig og formulerer sig i ’akut nutid’. Hun beder også til, at vi vil klappe, selv om vi ikke måtte mene det (...) ’Noter om Blanche’ er ikke bare et vildt originalt bud på, hvordan et teaterstykke kan forholde sig klogt, undersøgende og essayistisk til sit forlæg (...) Det er også klassikerfortolkning, der sætter en ny standard for samtidsdramatikken«.
(Anmeldt af Alexander Vesterlund) - Læs anmeldelsen her
Opvækstbøgerne om Herdis fra Bergen regnes som Torborg Nedreaas’ hovedværk
Torborg Nedreaas: ’Trylleglasset’, oversat af Lotte Kirkeby (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»’Trylleglasset’ (1950) er første bind af tre om pigen Herdis’ opvækst i Bergen omkring Første Verdenskrig. Trilogien blev siden udnævnt til en af de vigtigste opvækstskildringer i norsk litteratur, men i ’Trylleglasset’ er Herdis stadig blot en i flokken, for Nedreaas låner titlens trylleprisme til at flakke novellistisk mellem Sølverstads-kvarterets mange børn (...) Man kan indvende, at der findes i tusindvis af opvækst- og barndomsskildringer, og det er sikkert sandt«.
»Alligevel vil jeg hævde, at det er en litterær begivenhed, at forlaget Turbine over de næste måneder tilgængeliggør Nedreaas’ Herdis-trilogi på dansk – og så i Lotte Kirkebys lydhøre oversættelse (...) Kirkeby er en sådan følsom oversætter, der endda beriger bogen med forunderlige gamle ord som ’valen’, om hånden, når den bliver følelsesløs og stiv af kulde og vand. Der er absolut intet tilforladeligt ved Nedreaas’ barndomsskildringer. ’Trylleglasset’ er årets hidtil mest rystende oplevelse«.
(Anmeldt af Benedicte Gui de Thurah Huang) - Læs anmeldelsen her
Sædprøver, piller og hormonbehandling begynder at skyde sig ind imellem de ellers så heftigt forelskede Mia og Emil
’Sult’, instr.: Ditte Hansen og Louise Mieritz, Netflix, romantisk drama (Streamingpremiere)
❤ ❤ ❤
»Tine Høeg tog fat i et tabu af de helt store, da hun i ’Sult’ skrev hudløst om det slidsomme og rent ud sagt rå arbejde med at blive kunstigt befrugtet (...) Jeg synes, at Tine Høeg fortjener en medalje for at give kvindens udsatte rolle i den omsiggribende fertilitetsproblematik et tiltrængt skub ud i lyset. Yderligere eksponering kommer nu, hvor Ditte Hansen og Louise Mieritz har filmatiseret med Rosalinde Mynster og Joachim Fjelstrup som forfatteren Mia og arkæologen Emil«.
»Ditte Hansen og Louise Mieritz er identiske med komikerduoen Ditte & Louise, så det er ikke så mærkeligt, at filmatiseringen læner mod feministisk situationskomik. Indimellem har jeg næsten på fornemmelsen, at de har måttet holde sig tilbage for ikke at være for sjove (...) Udfordringen med at finde en balance mellem sitcomhumor og et kønskritisk blik er knyttet til Mia, der spilles med smittende energi af Rosalinde Mynster. Som i en sitcom skal Mia skildres som svær at elske på en elskelig måde, men jeg synes, der mangler en kontrast mellem Mia før og efter frustrationernes indtog«.
(Anmeldt af Kim Skotte) - Læs anmeldelsen her
Som søn af en ungarsk immigrant har Adrien Brodys indlevelse i rollen som holocaust-overlever i USA været særligt dedikeret
’The Brutalist’, instr.: Brady Corbet, drama (Biografpremiere)
❤ ❤ ❤ ❤
»’The Brutalist’ er nomineret til 10 Oscar-statuetter. Det forstår man godt. For det er en perfekt Oscar-film. Som et (...) ærkeamerikansk epos er den så symfonisk i sin form, at den kan ophøjes til filmkunst, og samtidig fortalt som en tegneserie, hvor man kan forstå hvert et udråbstegn i taleboblerne. Det er lettilgængelig storhed (...) Over næsten fire timer inklusive prolog, to dele adskilt af 15 minutters pause og en epilog følger ’The Brutalist’ den ungarske arkitekt og holocaust-overlever László Tóth (Adrien Brody) over 32 år som immigrant i USA«.
»Som i mange store Oscar-film kan det grandiose ydre overstråle eksistensens skygger. Men det betyder ikke, at man ikke kan være godt underholdt. Man skal bare være indstillet på, at metaforerne smager lidt af Ben&Jerry-cookies, og at der er mange af dem. Selv om figurerne er sammentrykkede under vægten af filmens titaniske design, fylder Adrien Brody faktisk et menneske ind i hulrummet og har også vundet en Golden Globe for sin præstation«.
(Anmeldt af Joakim Grundahl) - Læs anmeldelsen her
Selv om 'Min evige sommer' handler om alvorlige sager, er der også god plads til latter og smil. Her datter og mor spillet af Kaja Toft Loholt og Maria Rossing
’Min evige sommer’, instr.: Sylvia Le Fanu, drama (Biografpremiere)
❤ ❤ ❤ ❤
»Det ligner en normal sommerferie med mor og far, men det er en sommer i sommerhuset, der vil adskille før og nu for den 15-årige Fanny. Hun ved det godt, men hun ved det alligevel ikke rigtigt, før sommerdagene begynder at strække sig ud som dovne katte med skarpe kløer. Plejerne kører hospitalssengen ind i sommerhuset. Udsigten over det smukke landskab skal være helt rigtig. Der skal tages afsked med et elsket landskab, en elsket årstid og alt det andet. Fannys mor, Karin, er døende«.
»Sylvia Le Fanus første spillefilm trækker på hendes egne erindringer. Hvilket måske kan forklare det ellers lidt mystiske pronomen ’min’ i titlen, når nu filmen hverken tildeler Fanny eller Karin entydig synsvinkel eller fortællestemme. Denne lille film om kunsten at dø med den præcist afstemte følelsespalet føles under alle omstændigheder meget personlig. ’Min evige sommer’ går tæt på afskeden med livet. Vi følger døden helt til dørs, men med en blufærdig distance til dens mere voldsomme aspekter«.
(Anmeldt af Kim Skotte) - Læs anmeldelsen her
Maden beskrives som hardcore klassisk fransk, men måske er den i virkelig hardcore klassisk Rasmus Grønbech (tidligere Kong Hans, The Dining Room, Prémisse, Grønbech og Churchill)
Restaurant Démodé, Kronprissegade, København K (Restaurant)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Démodé betyder umoderne, og det er et godt navn til kokken Rasmus Grønbechs nye restaurant. Démodé er umoderne. Og det er ment som den største ros. På Démodé er der pudset sølvtøj, der er tykke stofservietter, der bliver foldet, mens man er på toilettet, interiøret er nydeligt, men usmart. Ingen funky playliste, intet rabalder-walk-in og ingen flyderbar, hvor alt kan ske«.
»De klassiske franske køkkener bliver i disse år – i forskellige former – ved med at poppe op og pludselig være den restaurant, vi ikke vidste, vi havde savnet og manglet. Tænk Maison, Silberbauers, Calma (fransk/italiensk). Samme følelse giver Démodé. Lidt mere voksen, en smule mere civiliseret. Man får lyst til at tage pænt tøj på, gøre sig umage, være til stede. Og mest af alt bare glæde sig over trøffel, over morkler, over service, over håndværk og over, at Grønbech er tilbage.«.
(Anmeldt af Lærke Kløvedal) - Læs anmeldelsen her
Alexandre Séons maleri af den fortvivlede sfinx (1890) er et billede på, hvordan samtidens kunstnere og intellektuelle hellere ville forholde sig til virkeligheden i al dens gru end til idealerne
’Drømmenes port - Symbolisme’, Ordrupgaard (Kunst)
❤ ❤ ❤
»Der er symbolisme på skoleskemaet på Ordrupgaards nye udstilling med den svulstige titel ’Drømmenes port’, som viser et udpluk af en fransk privat kunstsamling af – som der står på hjemmesiden – »den kunst, der blev til i årene omkring år 1900, hvor verden var i skred, og interessen forskubbede sig fra den ydre verden til individualitetens, subjektivitetens og følelsernes rige i menneskets indre««.
»Der er knald på fabeldyrene og på douche farver, der ofte giver billederne en lidt sfærisk karakter, som var de gemt bag et lag af fortryllelsens støv. Det hele smukt iscenesat: en mørk væg; en museumsbænk i mørk velour; gyldne og aristokratisk udseende rammer om værkerne. Det hele indhentet fra en privat samling i Frankrig. Og måske også derfor opleves billederne som en lidt tilfældig samling af værker. Museet har ikke været ude i verden og håndplukke. Der er tale om en samlet pakke«.
(Anmeldt af Mathias Kryger) - Læs anmeldelsen her
Hun gør det mere end almindeligt godt, Troian Bellisario, som hovedpersonen i ’On Call’
Ugens mest læste anmeldelse:
’On Call’, koncept: Walsh og Wolf, Prime Video, politiserie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»’On Call’ (...) begynder med, at en ung kvindelig politibetjent skydes på klos hold, hvorefter hun forbløder, liggende på asfalten, mens forbipasserende civilister filmer hende med deres mobiltelefoner. Ingen griber ind eller forsøger at komme den døende myndighedsperson til hjælp (...) Den samvittighedsfulde betjent Traci Harmon sætter sig for at finde gerningsmanden, selv om hun på det stærkeste advares imod det, fordi han viser sig at være sønnen i en indflydelsesrig kriminel familie«.
»Serien betjener sig af flere visuelle spor, hvoraf et centralt er optagelser fra de body cams – kropskameraer – som er en obligatorisk del af udstyret (...) Det vil sige, at vi følger vores ’helte’, som de ser begivenhederne (...) De enkelte afsnit varer kun en dygtig halv time. Men de er ualmindelig velskabte, og tager man sig ikke i agt, ender man meget hurtigt med at have set hele sæsonen i en køre«.
(Anmeldt af Henrik Palle) - Læs anmeldelsen her
Tak fordi du læste med.
Hav nu en skøn weekend.
Mange hilsner
Tommy