Kære læser
Det er to uger siden, at nyhedsbrevet sidst udkom, så der er masser af anmeldelser at tage fat i.
Siden sidst har vi uddelt 6 hjerter til noget så forskelligt som en alkoholfri cocktail og en novellesamling gennemtrukket af vemod. Vi ser nærmere på dem begge.
I den anden ende af skalaen finder vi Mette Frederiksens nye podcast. Vores kronikredaktør, Marcus Rubin, har lyttet til første afsnit, som han kalder »en bizar oplevelse«.
Velkommen til.
Den alkoholfri cocktail Driver’s Delight kan findes hos Gensyn på Frederiksberg
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Driver’s Delight. Gensyn (Cocktail)
»En kompleks oplevelse og en optur af de sjældne – helt uden tømmermændsrisiko«.
Sådan beskriver David Dyrholm cocktailen ’Driver’s Deligth’ hos Gensyn på Rolighedsvej på Frederiksberg. David Dyrholm har taget en rundtur i København og besøgt fem barer for at teste deres bud på sommerens næste tørstslukker.
Mest begejstret var han for den alkoholfri aperitivo hos Gensyn, men der var også rosende ord til ’One For The Terrace’, der kan fås hos Duck and Cover. Kom med på den store aperitivorundtur med David Dyrholm her.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Sara Stridsberg. Hunter i Huskvarna (Skønlitteratur)
Lilian Munk Rösing har læst svenske Sara Stridsberg novellesamling ’Hunter i Huskvarna’, som hun mener er »en stor lykke at læse«.
De 11 noveller fortælles fra et tilbageskuende, livserfarent perspektiv, med alt hvad det indebærer af sorg og humor. Stridsberg formål er - ifølge vores anmelder - at »fremstille ethvert sumpet landskab og enhver sumpet eksistens, så man forelsker sig i dem«. Og den bedrift udløser altså de maksimale 6 hjerter.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Anders Fogh Rasmussen. At træde i karakter (Erindringer)
Måske kan du genkende drengen bagerst til højre. Det er den senere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen som 6-årig sammen med sine to yngre brødre. Billedet indgår i erindringsbogen ’At træde i karakter’, som chefredaktør Christian Jensen har læst.
Under overskriften »Hulemanden er blevet blød« fremhæver Christian Jensen, hvordan bogen viser dybe sprækker i Foghs hårde overflade og giver Danmark muligheden for at komme tættere på den tidligere statsminister.
Kendrick Lamar Mr. Morale & The Big Steppers (Album)
Det er fem år siden, vi sidst har hørt fra den amerikanske stjernerapper Kendrick Lamar. Siden dengang er #metoo vokset frem, vi har været igennem en pandemi og Black Lives Matter har fået globale dimensioner. Men Lamar, der på tidligere album har leveret knivskarpe røntgenbilleder af det amerikanske samfund, forholder sig på femte album ikke til de ydre konflikter, men i stedet til de indre brudlinjer.
’Mr. Morale & The Big Steppers’ skuffer dog ikke. Ifølge vores musikredaktør Simon Lund har Lamar masser på hjerte på de 18 numre, der udgør albummet. Han er igen musikalsk enestående, skriver musikredaktøren, der giver 5 hjerter til et album, hvor Lamar både fremviser sit blærede arsenal af rapteknikker og bryder med hitlistens hiphop-formular.
Panini med smørmøre skiver af blæksprutte.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Italo Caffé. København V (Café)
Midt på Københavns franske gade, Værnedamsvej, er der åbnet en rap lille italiensk sag, Italo Caffé. Bag cafeen står de erfarne restauratører fra den populære restaurant Italo Disco på den nærliggende Oehlenschlægersgade.
Vores anmelder Birgitte Kjær har besøgt stedet og fremhæver særligt deres panini med blæksprutte. Og nej, der er ikke tale om en sandwich med otte dinglende arme med sugekopper. Det er derimod »silketynde, delikate skiver af smørmør polpo«, skriver vores anmelder.
Stedet byder generelt på pivfriske råvarer af italiensk ophav og få - men skarpe - serveringer, hvilket udløser 5 hjerter fra vores anmelder.
Selma Higgins. Spot Festival (Koncert)
Forrige weekend blev den årlige Spot Festival afviklet i Aarhus. Vores musikredaktør Simon Lund havde taget turen til Smilets by, der bød på godt 250 koncerter fordelt på to intense dage.
Særligt begejstret var Simon Lund for Selma Higgins koncert fredag aften i Kammersalen i Musikhuset, der bød på »en Olivia Newton-John-følelse af funk-spændstig pop«. I sin 5-hjertede anmeldelse beskriver musikredaktøren koncerten som »én lang flirt med publikum«.
Vi har samlet alle anmeldelserne fra Spot Festival i én artikel, hvor Simon Lund blandt andet også anmelder Zar Paulo, som han spår en stor fremtid efter koncerten på Spot.
Mette Frederiksen er gået i studiet som vært på en podcast. Det er en dårlig ide.
❤ ❤
Skuffelsen: Statsministeren Spørger. Mette Frederiksen (Podcast)
»Det er svært at overdrive, hvor sælsom og usædvanlig dårlig en idé det er«.
Med den rubrik kommer det nok ikke som en overraskelse, at vores kronikredaktør Marcus Rubin ikke er begejstret for Mette Frederiksens nye podcastprojekt ’Statsministeren Spørger’.
Marcus Rubin kalder det »en bizar oplevelse« at lytte til den nye podcast, hvor statsministeren selv agerer journalist. Kronikredaktøren uddeler 2 hjerter og afslutter anmeldelsen med svadaen:
»Statsministeren er magthaver, ikke journalist. Hun skal svare på spørgsmål, ikke stille dem«.
Det var alt for denne omgang. Jeg har samlet en række 5-hjertede anmeldelser fra de seneste to uger nedenfor.
God weekend.