Kære læser,
Weekenden trænger sig på, og det er atter tid til et overblik over, hvordan vores anmeldere har bedømt ugens vigtigste kulturelle frembringelser på en hjerteskala fra 1 til 6.
Vi begynder som sædvanlig i den pæne ende af skalaen med et par gode film, en særlig kunstoplevelse samt lidt godt fra havet og musikindbakken og slutter hos en efterhånden temmelig trængt statsministerkandidat. Velkommen til!
Florence Pugh og Harry Styles i en scene fra 'Don't Worry Darling', mens alt stadig er idyl i Victory.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
’Don’t Worry Darling’ (Biograffilm)
En fræk affære. En måske-fyret hovedrolle. Et måske-betændt forhold mellem instruktør og den kvindelige hovedrolle. En måske-spytklat til en gallavisning i Venedig.
Få film har været omgærdet af større drama i nyere tid end Olivia Wildes ’Don’t Worry Darling’, men nu får værket endelig lov at tale for sig selv i de danske biografer.
Og det gør det på en aldeles fremragende måde. Ifølge vores anmelder Nanna Frank Rasmussen går man decideret »rystet og tænksom fra filmen«.
Filmen handler om ægteparret Alice (Florence Pugh) og Jack (Harry Styles), der bor i den idylliske ørkenby Victory, et idealsamfund skabt af manden Frank (Chris Pine), der også er direktør for selskabet Victory Project, hvor alle mændene i byen arbejder. Men alt er naturligvis ikke, som det syner i Jacks og Alices eventyrland. Og hvad sker der, hvis man prøver at flygte fra Victory?
Der er en evig forhandling i gang i samspillet mellem Leo Grande (Daryl McCormack) og Nancy Stokes (Emma Thompson).
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
’Held og lykke Leo Grande’ (Biograffilm)
Vi bliver i filmens verdens, hvor vi skal hilse på 55-årige Nancy, der kun har været i seng med én mand i hele sit liv.
Efter 31 års ægteskab uden orgasme (Ja, hun har da lavet en lyd som et pivedyr for at gøre ham glad, men det var altså fup, må vi forstå) er hun blevet enke, og NU er hun færdig med at lade som. NU skal pibedyret have en anden lyd!
Så Nancy (spillet af vidunderlige Emma Thompson) hyrer en sexarbejder ved navn Leo Grande (Daryl McCormack), der skal lære hende at leve lidt. Føle lidt. Det med orgasmen er faktisk ikke så vigtigt.
Men hun kan ikke lade være med at afsøge om den unge mand, der kommer til hende på hotelværelset, nu også gør det af egen fri vilje. Eller om der »gemmer sig et lille psykisk nedbrudt barn bag den stærke brynje, han kalder sin brystkasse. Det bliver afsindigt rørende, det er også virkelig morsomt, og så er det klogt«, skriver Nanna Frank Rasmussen i sin anmeldelse af ’Held og lykke Leo Grande’.
'Skakspillet' er et kæmpe mesterværk af Sofonisba Anguisola, indlånt til udstillingen på Nivaagaard fra Nationalmuseet i Poznań i Polen.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
’Sofonisba – Historiens glemte mirakel’ (Udstilling)
Skal du se bare én udstilling i år, så se denne!
Det var den overskrift, vi valgte at give Mathias Krygers anmeldelse af Nivaagaards aktuelle udstilling om en af den italienske renæssances helt store kunstnere, Sofonisba Anguisola.
Det er i sagens natur en overskrift, vi kun kan bruge én gang om året, men heldigvis er der dækning for den, for ifølge vores anmelder er det et kæmpescoop, at vi nu kan opleve kvinden, der malede sig selv, sine søstre og øvrige familiemedlemmer, så de ligner sexede dådyr.
»Hun var en drage af en kunstner i en tid, hvor man mente, at nok kunne kvinder kopiere mændenes billeder nogenlunde. Men egentlig kunstnerisk agens, det havde de ikke, mente man. Nå, men så se bare her! Den tossede teori gør udstillingen på Nivaagaard totalt til skamme. Lad os aldrig glemme det igen«, tordner vores anmelder.
❤ ❤ - ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
12 danske album (Musik)
Vores musikredaktion modtager hver uge et væld af udgivelser, og det er simpelthen umuligt at nå at anmelde det hele. Noget tilvælges. Meget må fravælges. Sådan er vilkårene.
Men en gang i mellem tager redaktionen en opsamlingsheat, hvor vi ’puljer’ en række udgivelser fra lidt mindre, hovedsageligt upcoming navne for at se, hvad der egentlig rører sig i dansk musik.
Spændvidden i de 12 udgivelser, som Pernille Jensen og Simon Lund har anmeldt, går fra fodkold elektropop over terapeutiske lydlandskaber til støjforrevne sømænd.
Tag et kig og et lyt. Måske gemmer din næste yndling sig i det brogede felt.
Beaucoup Fishs front mod Enghave Plads er indbydende. Inde i restauranten halter det mere med charmen.
❤ ❤ ❤
Beaucoup Fish. København V (Restaurant)
På Enghave Plads åbnede for nylig restauranten Beaucoup Fish. Navnet afslører genren; det handler om sushi i ugens restaurantanmeldelse.
I snart 30 år har Sticks’n’Sushi-kæden været stedet, man sammenlignede andre sushisteder med, og det kan vores anmelder Lærke Kløvedal heller ikke lade være med på Beaucoup Sushi.
Fisken smagte godt og frisk - selv om tjeneren ikke kunne oplyse, hvem fiskeleverandøren var, og så havde restauranten på mirakuløs vis fundet markedets eneste sojakande, der ikke drypper. Til gengæld var stemningen i restauranten til den lidt triste side, og da vandet kom ind i små plastikflasker med låg, som tjeneren ikke kunne skrue af, begyndte »den lidt golde shawarmabarfølelse« at melde sig. Og da anmelderen selv måtte bede om den ål, hun havde bestilt, begyndte hun at fortryde, at hun ikke bare havde bestilt takeaway.
»Som takeaway ville Beaucoup Fish have fået fire hjerter, for de serverer såmænd glimrende sushi, hverken værre eller bedre, hverken dyrere eller billigere end netop Sticks’n’Sushi. Som restaurantoplevelse måtte vi selv arbejde for både stemning og flaskeåbning og i sidste ende også selv bede om ål og dessert. Derfor ender vi på tre hjerter«, lyder konklusionen.
Søren Pape Poulsen (K) misser en gylden mulighed for at tale om sine visioner som mulig statsminister, mener vores anmelder.
❤ ❤
Mads Brandsen og Johs Lynge: ’Pape - hele vejen’ (Faglitteratur)
Vi slutter i det politiske hjørne, hvor Politikens chefredaktør Christian Jensen har læst den veltimede biografi om den ene af de to borgerlige statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen (K).
»Bogen udkommer for enden af en dramatisk spændingskurve, der de seneste uger har plettet Papes troværdighed efter afdækningen af selvbestaltede ministerrejser til Den Dominikanske Republik, som hans nu tidligere ægtefælle samtidig har løjet om sin familiære forbindelse til«, som det hedder i anmeldelsen.
Men timing er ét. Relevans er noget helt andet. Og det halter med sidstnævnte, for bogen bringer nærmest kun kendt stof til torvs.
»Det er faktisk lidt af en bedrift at skrive en politisk biografi på 286 sider uden at gøre læserne afgørende klogere på hovedpersonens personlighed, psykologi og politiske projekt«, betoner Christian Jensen.
Ifølge chefredaktøren er det mest interessante alt det, der ikke står i ’Pape - hele vejen’. For hvorfor griber den konservative leder ikke denne enestående mulighed for at ’lave en Løkke’ og præsentere sit statsministerprojekt over for to forfattere, der er deres hovedperson overmåde venligt stemt?
Det spørgsmål får lov at stå åbent, mens vi venter på, at statsminister Mette Frederiksen (S) ringer med den store valgklokke.
Tak fordi du læste med,
Det var alt i denne omgang, men du kan se et udvalg af ugens øvrige anmeldelser herunder. Hav en rigtig dejlig weekend.