Kære læser,
Det lignede noget, vi har set alt for mange gange før, da politiet i Memphis i fredags offentliggjorde en samling voldsomme videooptagelser af anholdelsen af 29-årige Tyre Nichols, der endte med at koste ham livet for godt tre uger siden.
Tyre Nichols bliver endnu et navn, vi kommer til at forbinde med amerikansk politibrutalitet, i særdeleshed mod landets sorte medborgere - præcis som vi mindes George Floyd og Rodney King, og over weekenden markerede vrede amerikanere over hele USA, at de har fået nok.
Alligevel er det som om, at noget er anderledes denne gang. Ikke fordi politivolden var mindre afstumpet, måske snarere tværtimod, og forhåbentlig ikke kun fordi betjentene denne gang også var sorte.
Når reaktionerne og protesterne indtil videre har været mindre voldsomme, end de var i 1991 og 2020, så kan det i hvert fald også skyldes, at politiledelsen og myndighederne denne gang reagerede helt anderledes konsekvent på betjentenes uhyrlige optræden.
Få dage efter hændelsen var de fem betjente fyret, og i sidste uge blev de sigtet for mord. Også en række redningsarbejdere og andre betjente, der så passivt til, mens Tyre Nichols kvæstelser langsomt tog livet af ham, er fratrådt i vanære.
Selv om politichefen Cerelyn Davis – der selv er sort – tøvede i de første døgn efter hændelsen, så er myndighedernes handekraft blevet rost og kaldt et første skridt mod, at alle amerikanere – uanset hudfarve – måske en dag vil kunne genvinde tilliden til politiet.
Den forfærdelige episode i Memphis efterfulgte en uge, hvor to masseskyderier i Californien nok engang havde sat gang i diskussionerne om våben-lovene i USA, ligesom Biden-regeringens beslutning om at sende Abrams-kampvogne til Ukraine virkelig var en stor og lidt uventet nyhed.
Men vold, skyderier og krig har heldigvis ikke været de eneste store dagsordener i USA.
Eksempelvis har det taget mange overskrifter, at skuespilleren Pamela Anderson, der nok stadig er bedst kendt for sine optrædener som livredderen C.J. i 90’er-tv-serie-hittet Baywatch, har udgivet en selvbiografi.
Som NY Times-skribenten Jessica Bennett skriver i dette interview med Anderson, så var hun var forløber for »en hel kulturstrømning – forestillingen om, at kvinder kunne styrke deres magt gennem deres status som sexobjekter. I hvert fald så længe de kunne overbevise sig selv om, at de havde kontrol over tingene«.
Det havde Anderson og Mötley Crüe trommeslageren Tommy Lee ikke, da private sexoptagelser blev stjålet fra deres fælles hjem og siden kopieret og distribueret vidt og bredt som historiens vel mest berømte sexvideo, men med bogen forsøger Anderson i hvert fald at generobre retten til at udlægge sit eget liv – og løfter samtidig sløret for nogle af de ubehageligheder, hun gennem sit karriere er blevet udsat for af mænd i underholdningsbranchen.
Jeg har ikke selv fået læst den.
Og det samme gør sig – må jeg blankt erkende – gældende om den seneste rapport fra den amerikanske centralbank (Fed), der udkom torsdag, men konklusionen er i hvert fald relativt positiv.
Torsdag valgte Fed at hæve den styrende rente med et kvart procentpoint, og det lyder måske ikke så positivt, men det er en tilbagevenden til mere normale pengepolitiske tilstande, efter renten i 2022 med korte intervaller blev hævet med både halve og tre-kvarte procentpoint.
Fed’s mere afdæmpede stil i 2023 afspejler, at inflationen i USA synes at være kommet nogenlunde under kontrol.
De store rentestigninger har endnu heller ikke haft de frygtede konsekvenser for arbejdsløsheden i USA, der i december ramte det laveste niveau i 50 år og kun forventes at stige marginalt til 3,6 procent, når myndighederne i dag offentliggør en såkaldt job-rapport.
Ledighedsprocenten kan snyde lidt, da arbejdsstyrken fortsat ikke er på samme niveau som før corona-pandemien, og en række store tech-virksomheder har i januar foretaget massefyringer. Det går dog ikke værere, end at Meta – selskabet bag Faceboook – forventer en stor fremgang i omsætningen, hvilket på kort tid har fået værdien af Meta-aktien til at stige med 20 procent efter et sløjt 2022.
Selv om de amerikanske myndigheder advarer om, at de økonomiske stramninger ikke er slået helt igennem i det amerikanske samfund endnu, så virker den amerikanske økonomi alt i alt til at lande blødere, end mange havde forudset.
Og så er vi vist ved at være klar til en ny nyhedsuge, der i den grad kan komme til at stå i præsident Joe Bidens tegn.
Eks-præsident Donald Trump har allerede meldt sit kandidatur til præsidentposten i 2024, og nu er det så godt som bekræftet, at han skal ud i et republikansk primærvalg, da Trumps tidligere FN-ambassadør Nikki Haley meldes på vej med en officiel melding om, at hun vil udfordre Trump.
Trump afslørede allerede ved et vælgermøde tidligere på ugen i vanlig ubetænksom stil, at Haley i al fortrolighed havde ringet ham op for at fortælle, at hun agtede at stille op. De efterfølgende dage har Trump brugt på at sende vrede mails ud om Haleys illoyalitet, og nu forlyder det så, at den tidligere guvernør i South Carolina planlægger at lancere sin kampagne den 15.februar ved et vælgermøde i Charleston.
Men hvad med Joe Biden? De fleste forventer, at han genopstiller, og han har tidligere antydet, at der ville komme en melding i den netop overståede januar måned, men vi venter stadig, og nu er alles øjne rettet mod præsidentens traditionelle State of the Union-tale til Kongressen den kommende tirsdag, der kan synes som en oplagt lejlighed.
Mens vi venter, arbejder jeg personligt på en række mini-portrætter af potentielle modkandidater til Joe Biden i den demokratiske lejr, for selv om det ikke er normen, at partifæller udfordrer en siddende præsident, så mener jeg bestemt ikke, at det kan udelukkes, at også han skal igennem et primærvalg. Det er sket for en række andre præsidenter, der både har været yngre og mere populære end Biden.
Jeg har også netop afleveret mindre epos om et – synes jeg – virkelig spændende drama i bjerg-og-prærie-delstaten Montana, hvor vaskeægte cowboys på mærkværdig vis synes at være kommet i takt med tidsånden og er blevet en del af fronten i klimakampen. Det var en stor oplevelse at bevæge sig rundt i en af USA største, fattigste, tyndest befolkede og vildeste delstater og møde nogle virkelig specielle mennesker, og jeg håber, det skinner igennem i historien, som I kan læse til morgenkaffen på søndag.
God weekend!