OMG!

Jeg ved det godt, den slags slangudtryk hører egentlig ikke hjemme i et nysseligt nyhedsbrev fra Organet for den Højeste Oplysning. Men helt ærligt. Sikke dog et år, det har været. Selv en hårdt prøvet midaldrende kronikredaktør som mig er helt udmattet.

Så her i årets sidste nyhedsbrev tænker jeg, at der er behov for at puste lidt ud og trække vejret dybt. Jeg kan ikke mindes et vildere år, det har været en rutsjebane af vanvittigheder, ulykker og elendigheder.

Fra krigene i Ukraine, Gaza og Sudan til Donald Trumps kamp mod den vestlige verdens orden og almindelige redelighed og så videre og så videre. Toppet af de sidste dage med det meningsløse terrorangreb i Australien og drabet på filminstruktøren Rob Reiner og hans hustru Michelle. Har man ikke gjort det for nylig, kan det anbefales at gense Reiners mesterværk Da Harry Mødte Sally, en herlig romantisk komedie fra før verden gik agurk. Jeg så den for nogle måneder siden, og det er stadig en utrolig sjov og rørende film.

Nu er det jo juletid, så jeg har besluttet at holde dette nyhedsbrev i en mere opmuntrende tone. Dårlige nyheder har mildt sagt ikke været en mangelvare, så jeg vil have ja-hatten på hele vejen.

Her på debatfronten har jeg knuselsket debatten om Killer Kebab og gastronationalisme.

Den startede med højskoleelev Alba Andrea Poulsens debatindlæg, hvor hun bramfrit erklærede, at »svinedyre Killer Kebab er et symbol på alt, hvad der er galt med København. Når først kebabben erobres af kædevirksomheder og hipstere, er der ikke meget af byen tilbage til os andre«.

Det fik co-founder af Killer Kebab, Ulv Ankerstjerne, til tasterne, og i et indlæg, der drev af sarkasme, skrev han undskyld for at »ødelægge København med vores friskbagte surdejsbrød« og for ikke at »servere industrielt fremstillet kebab«.

Men havde han troet, det lukkede debatten, tog han fejl. Kandidatstuderende i Moderne Kultur, Liv Kousholt, skrev nemlig en hel kronik om sagen og det, hun betegnede som gastronationalismen, der gennemsyrer den københavnske madscene.

»En tendens, hvor hvide gastroiværksættere og entreprenører kapitaliserer på madkulturer, der ikke er deres egne, ved at ’opgradere’ dem med fortællinger om nordisk kvalitet,« skrev hun. Og her stoppede det ikke, forleden brugte konkurrenterne i Pilestræde, Berlingske, et helt opslag på at gengive debatten, og også Weekendavisen kunne ikke holde sig fra kebaberne.

Personligt elsker jeg den slags debatter og har som nytårsforsæt at få tjekket Killer Kebabs surdejsruller ud. Så må banken brokke sig, det skal smages. Den slags debatter kan virke som sjov og ballade, men det siger også noget om tiden, vi lever i - både kebabben, kæderne, diskussionen om kulturel appropriation og så videre. Og så er det et kærkomment afbræk fra de dystre nyheder på den større globale scene. Tror man, det bare er Danmark og Politiken, der er blevet gak, kan man med fordel læse denne klumme fra ugens udgave af Economist, der handler om just gastronationalism.

Og der er også andre opmuntrende nyheder og interessante debatter. Siden sidste nyhedsbrev har Jes Dorph-Petersen vundet sin sag mod advokat Yvonne Frederiksen for fejl begået i den advokatundersøgelse, hun lavede om hans påståede sexchikane på TV2. Dommen er for mig at se endnu et tegn på en lidt mere modig og aktivistisk Højesteret og en herlig understregelse af, at der også gælder retssikkerhedsgarantier i Metoo-sager.

Retssagen handlede nemlig ikke om køn og krænkelser, men om dårlig advokatarbejde, som Christian Jensen skriver i denne leder, hvor han også retter et fortjent spark mod Kvinfo-direktør Henriette Laursen. Hun leverer »et pinligt maskefald ved at anfægte Højesterets afgørelse, alene fordi den er afsagt af fem mandlige dommere. Hvor dumt kan det blive?«, skriver han, og det er så sandt, som det er sagt.

Måtte kønsdebatten og Metoo blive mindre polariseret og dumme i 2026. Og måtte der blive mere tid til læsning, liv og fordybelse. AI-boomet er over os, der investeres med arme og ben, milliarderne ruller, og lur mig, om det hele ikke ender med et stort brag ligesom dot.com-boblen i begyndelsen af årtusindet.

Så meget desto mere er der en grund til at slå et slag for den gode gamle bog, helst den trykte slags, selv om lydbøger vel også kan gå an. Jeg er selv i en bogklub og kan varmt anbefale kombinationen af læsning og snak og debat som adspredelse og måde at blive klogere på. Og selv om nyhedsbrevet naturligvis ikke er en bogklub, vil jeg alligevel gerne slutte med lidt forslag til bøger - og opfordre alle jer til at sende mig ideer til, hvad jeg skal og bør læse næste gang. Jeg har en bred smag...

Så - her er de bøger, som jeg synes er mageløse og noget, jeg vil anbefale:

Først og fremmest Giuliano da Empolis Rovdyrenes tid. En herlig lille sag på godt halvanden hundrede sider om, hvordan den verdensorden, vi haster mod, bliver karakteriseret af kaos og mangel på forsigtighed og forudsigelighed. Empoli kender magten indefra, men har bevaret en outsiders blik, og analysen er helt i top.

Næste bud er Åsne Seierstads Ufred. Russere i krig. Det er en lang sag, også for lang, men det fascinerende er, at mens alle vi andre har talt og talt om Rusland og russerne, har den norske Seierstad faktisk pakket kufferten og taget ind og talt med dem. Selv elsker jeg især beretningerne fra Sibirien. Seierstad tager hele vejen til den lille by Ust-Baktjar i Sibirien - fem timers kørsel fra Tomsk, som er to døgn med tog eller fire timer med fly fra Moskva. Det er hjertet af Rusland, og vil man forstå landet og folkesjælen, er Seierstads bog den bedste, jeg længe har læst.

Taler vi USA, er der stadig ikke en mere tankevækkende bog end den amerikanske Harvard-professor Louis Menands bog ’The Free World – Art and Thought in the Cold War’, en tour de force gennem det amerikanske kulturliv og dets enorme påvirkning. Det er et digert værk, men et man vitterlig bliver utroligt meget klogere af - og mindet om, hvordan USA er så utroligt meget andet og bedre end Donald Trump.

Sidste anbefaling herfra er den polske forfatter Olga Tokarczuk. Hun har fået Nobelprisen, så ukendt er hun ikke ligefrem, men selv læste jeg hende først i år, og det er helt magisk. Hun er klog, sjov og tankevækkende og kaster et blik i sære verdener.

I Book of Jakobs er det en jødisk sekt i 1700-tallets Polen. Det lyder måske tungt - ikke mindst fordi bogen er på omkring 1000 sider - men det er et fejende og medrivende indblik i en verden, der balancerer mellem overtro og videnskab, lige på randen af den moderne verden, men alligevel fanget i fortidens fordomme. Lettere - og kortere - er Flights som en slags novellesamling løseligt orienteret omkring temaet, men som kommer meget vidt omkring. Den ene sære fortælling tager den anden, meget af det baseret på virkelige hændelser, som er så sære, at de kunne være fiktion.

Det er mine fem anbefalinger - hvad har I andre læst af gode sager? Skriv om det og meget andet til mig på marcus.rubin@pol.dk, jeg svarer efter bedste evne og tid, men satser på snart at trække stikket og recharge mig selv til 2026, som jeg håber bliver både et mere opmuntrende og lidt mindre hæsblæsende år.

Måtte jeres guder, kærester, børn, ægtefæller, venner og alle andre væsner - de virkelige såvel som de imaginære - passe på jer alle sammen, og så ses vi igen næste år!

kh

Marcus