Da jeg for nylig fik nyt arbejde, besluttede jeg – optimistisk og en anelse naivt – at jeg ville cykle til og fra arbejde. Jeg forestillede mig ro, frisk luft og en stille morgenrutine. Måske en lille følelse af frihed.
Det tog ét lyskryds, før den illusion forsvandt. For jeg havde glemt noget essentielt: Cykelstierne i København er ikke almindelige cykelstier. De er en krigszone. Befolket af cyklister, der opererer efter deres helt eget regelsæt, og som får enhver Grand Theft Auto-spiller til at ligne en lovlydig borger.
Der er en romantisk idé om, at København er verdens bedste cykelby. Og måske er den det. Men kun for dem, der allerede er en del af cykelkultens inderste kreds – dem, jeg foreløbig betegner som cykelpsykopaterne.
I deres univers må man åbenbart:
