Kære modtager,

Vi har lavet en ny debatsektion! Den kommer hver lørdag fra i morgen, og den er blevet større, og tanken er, at du kan tage den ud og gemme den og læse videre i løbet af ugen, fordi den altid (også) handler om det kæmpestore, det helt nære og alt muligt andet ud over det dagsaktuelle. Jeg havde tænkt, den skulle hedde ’Samtalen’, fordi samtalen er målet og debatten er midlet, men jeg fik nu kolde fødder, så den hedder stadig ’Debat’. Jeg håber du kan lide den, skriv, hvad du synes!

I sidste uge skrev Gyldendals direktør Johannes Riis en kronik med en velkendt sang, nemlig den om at folk altid har ondt af sig selv i Politiken.

Den er baseret på en interessant misforståelse, som jeg tænkte over, da jeg skrev det her lille manifest for den nye sektion:

Kritik er ikke klynk og andre læsetips

»Endskønt jeg ofte formåede at få ham til at afstå fra sit aberi og ikke fortsætte med at bedrage andre dermed, så havde han alligevel nylig øvet det«.

Sådan skriver den danske missionær Hans Egede i 1723 om en respektløs inuit, der »gav en unyttig mund« – og således er eliten faktisk alle dage blevet frustreret, når folk tager ordet, går op i det forkerte og ikke hører efter, når de, der ved bedst, har ordet.

»Det kunne være en god idé at koncentrere opmærksomheden om dem, der virkelig har hjælp behov«, foreslog forhenværende forlagsdirektør Johannes Riis således forleden i en Kronik om Politiken, som han finder domineret af »ofre og martyrer«. Her mener mennesker, »at man skal have ondt af dem«, skriver eksdirektøren, hvis forlagsreceptionstaler i de gode gamle dage, før verden gik af lave, hvert år gik direkte fra talepapir i Klareboderne til optryk i Politiken.

Altså før avisen blev overtaget af disse ofre og martyrer, der ikke overholder vigepligt for dem, der ved bedst, eller dem, der virkelig har hjælp behov.

Her på debatredaktionen kunne vi dårligt have ønsket os nogen bedre optakt til denne, vores nye, store debatsektion, hvor vi hver uge vil hæge om det fineste, vi har: den åbne, fælles, uenige, demokratiske samtale om den verden, vi ønsker. Den samtale, hvor alle er velkomne, og redaktionen hver uge præsenterer de bedste indlæg, med store ideer, tætte dilemmaer, satire og ballade fra arkiverne, interviews og Kroniker og opsange.

Du, kære læser, kan jo lade direktør Riis være læseguide og vurdere, om du på de kommende sider møder 1) mennesker, der har ondt af sig selv, eller 2) mennesker, der ud fra deres liv og viden tager ordet med vores fælles bedste for øje.

Foto: Mads Nissen/POLITIKEN

Har digteren Caspar Eric (side 3) ondt af sig selv, når han fortæller om at se i øjnene, at kørestolen venter? Har forsvarsforsker Peter Viggo Jakobsen (side 10) ondt af sig selv, når han forklarer, at det ikke kun er en dårlig nyhed, at atomvåbenspøgelset er tilbage? Er efterskoleforstander Anne Mette Schubart (side 7) en martyr, når hun advarer om, at forældrene flytter med curlingbørnene på efterskole?

Har direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov ondt af sig selv, når han i Kroniken (side 9) forsvarer sig mod hård kritik fra medarbejderrepræsentant Magnus Barsøe og kommentator Dennis Nørmark? Er forfatteren Glenn Bech (side 6) en martyr, når han præsenterer Bech-testen, en lakmusprøve på den håbløst udeblivende sociale mobilitet i den kreative klasse, som Johannes Riis i årtier har præsideret i toppen af?

Det er en klassisk elitefejlslutning at forveksle humør med kritik. At have ondt af sig selv er udtryk for et humør. En kritik er derimod udtryk for en analyse. Men de, der er vant til taleretten, tager ofte ikke andres kritik alvorligt. »Hvorfor har folk så ondt af sig selv?« siger de forundret til hinanden til forlagsreceptionerne. Men folk har ikke ondt af sig selv. Folk fremsætter kritik.

En anden klassisk eliteblindhed er at besvare en kritik med et humør. Sådan som klimaminister Lars Aagaard forsøgte i denne uge, da Klimarådet påpegede, at regeringen ikke lever op til Danmarks klimamål. »Jeg føler mig helt sikker på – at fordi vi vil gøre mere – kommer vi i mål. Det kan jeg mærke inde i hjertet, så det må man jo så tage mit ord for«, sagde ministeren, og det har Christian Jensen en kommentar til på bagsiden.

For ting bliver ikke sande af, at en mand med magt føler dem inde i hjertet. Ting bliver sande af, at de står oprejst tilbage, efter at de er blevet udfordret med kritik. Det er det, vi har debatstof til. Og det er den fine rolle, som vi på Politikens debatredaktion glæder os til at varetage her i vores nye sektion.

Mediedebat

Det var det fra vores egen lille verden, og så alligevel ikke, for det har været en uge med megen mediedebat, og hvorfor er det, at andre end mediefolk også finder mediedebat interessant? Jeg tror, det må være fordi mediedebat er en god måde at gestalte en masse større spørgsmål i en slags afgrænset laboratorie, der gør dem nemmere at diskutere og tænke over.

For eksempel sendte Knud Andersen os dette filosofiske spørgsmål:

»Hvad ville Jesus have sagt til at deltage i et spørgeprogram som radioprogrammet ’Hvad ville Jesus have sagt?’«

Andersen undrer sig efter at have hørt Iben Maria Zeuthens nye søndagsprogram på P1, hvor konceptet er, at lytterne sender spørgsmål til jesus@dr.dk, som så besvares i programmet. Dog med undtagelse af et spørgsmål om, om en køber til et nyt hus skulle foretrække et med gulvvarme, beretter han. Her havde Jesus åbenbart måttet lade vedkommende blive svar skyldig.

Og det kan måske godt virke som noget lidt internt mediefnidder at bringe i en avis, men rejser jo et godt spørgsmål om, hvordan vi omgås med vores egen kulturkristendom. Et spørgsmål, som Tarek Hussein også var i kontakt med, da han for nylig kritiserede, at kirkelige krænkelser får noget mindre opmærksomhed end krænkelser i andre miljøer.

Noget andet, der godt kunne virke som mediefnidder, men faktisk var et vidunderligt mikrokosmos af nogle af de allerstørste kulturslag i vores tid, er en udgave af P1s Klog på Sprog med overskriften ’Wallah, jeg chopper dig’. Programmet går helt galt og en medvirkende ved navn Fatimah Gabriella (vært på podcasten Perkologi) ender med at give værten Adrian Hughes en ordentlig opsang. Jeg var med til at diskutere det i Presselogen på TV2 News i søndags, og det skægge var, at hele panelet - Zetlands Lea Korsgaard, Ekstrabladets Knud Brix og jeg - var enige om, at det var et skønt program, netop fordi det gik galt og gjorde det på en måde, der var så meget at lære af. Stor anbefaling herfra.

Magtens voksmuseum

Har du hørt om Magtens voksmuseum? Det er et projekt, Frihedsbrevets Mads Brügger har foranstaltet, og som handler om, at han er uenig i, at embedsmænd ikke må hænges ud offentligt. Så han har fået produceret mandshøje voksdukker af ti af dem, og dem vil han nu udstille.

Men har han ret? Jeg interviewede engang den ret skønne pensionerede kontorchef Dorit Hørlyck om spørgsmålet, og hun mente i hvert fald, at embedsmænd godt må blive lidt modigere. Og faktisk går det slet ikke så skidt i embedsværket, som nogle mener, det skriver professor Jørgen Grønnegaard i hvert fald i kroniken her.

I hvert fald har embedsmænd nok det tilfælles med os medier, at de befinder sig midt i kulturkampe og clashende virkeligheder og derfor er interessante at udfordre og tale om, også mere end deres og vores egne personligheder i sig selv berettiger. En af deltagerne i Dybvad-udvalget, Amalie Trangbæk, påpegede meget apropos at andelen af befolkningen der har tillid til begge grupper i hvert fald ligger nogenlunde lige lavt, lige omkring de 45 procent.

Interessante, men udfordrede. Embedsmænd og journalister. Velfærdsstatens magtformidlere. Her på debatredaktionen lover vi i hvert fald at forvalte den med omhu.

Og nu skal vi ud i verden!

I ørerne: Vi bliver ved medietemaet. For nogle af mine yndlingspodcasts er medieprogrammer, og jeg tror ikke kun, det er fordi jeg er journalist. Det er også fordi de her podcasts har fundet en moden form, hvor medierammen fungerer som en god afgrænsning for at få vendt en masse andre ting. Som nu i ugens Q&co med totalt kvikke Camilla Boraghi som gæstevært, hvor Rasmus Bruun taler om at lære at elske opera. Eller i Undskyld vi roder, som jo er mediesatire, og som bare holder virkelig højt niveau uge efter uge. Eller i den fede, virkelig kry og hurtigtsnakkende amerikanske Pivot, der handler mest om tech - men tech er jo også slagmark for så mange af de store slagsmål.

I fjernsynet: Det ser ud, som om jeg ikke har fået anbefalet Lasse Rahbeks pragtfulde dokumentarserie Sirius. Det går ikke. Nu har jeg fundet en anledning til at gøre den, jeg har nemlig skrevet om de lovende maskulinitetsidealer, den fremviser. Det har vi også interviewet Lasse Rahbek om for nylig.

I bogreolen: Der har været en vældig værdidebat om forfatteren Roald Dahl, fordi hans forlag begyndte at modificere bagud i hans bøger for at gøre dem mere »moderne«, vakte en raseristorm og fortrød igen. Blandt andet havde forlaget rettet en formulering i ’Heksene’ om, at alle hekse er skaldede og går med parykker der klør, for i den »moderne« version at tilføje at »Der er masser af andre grunde til at kvinder kan gå med paryk, og det er der bestemt ikke noget galt med«.

Altså. »Og det er der bestemt ikke noget galt med«. Det burde man jo på en måde så sætte for enden af hver eneste sætning i en Roald Dahl-bog, hvis man lige skulle være sikker.

I hvert fald gik jeg i bogreolen, vi har hele to versioner af ’Heksene’, for at se, hvordan det spilles igennem, det med parykkerne. Jeg ved snart ikke, hvilken af dem jeg synes er mest kongenial, men jeg elsker dem begge.

Det samme med ur-uhygge-scenen: Når en ung, smuk kvinde krænger ansigtet af, og bagved det gemmer sig the horror.

Måske skal du bare læse dem begge to. Men køb eller lån dem på papir og ikke på en Kindle, for da forlaget begyndte at »modernisere«, gjorde de det med bagudvirkende kraft! Så det værk, folk troede de ejede, pludselig var blevet bagudredigeret. That gives me the creeps.

Papir eller ej, pas på dig selv, husk at læse, og vi skrives ved.