Kære læser,

Musikeren Sting behøver næppe den store præsentation.

Han har solgt over 175 millioner album, som solist og med The Police, og for tiden kan hans stærkt anmelderroste musical ’The Last Ship’ opleves på Østre Gasværk Teater i København.

Journalist Helene Navne fulgte Sting, da han forleden besøgte teatret for at se forestillingen, og det blev til en rørende samtale om levet liv, drømme og håb.

Sting, eller Gordon Sumner som han rettelig hedder, blev født i 1951 i en engelsk industriby, hvor man enten kunne blive skibsbygger eller minearbejder.

Alt andet var betragtet som en vanvittig drøm.

Musicalen handler om hjembyen, som drengen Gordon drømte om at komme væk fra hurtigst muligt.

»Jeg tænkte: Er det her, hvad jeg skal? Det var det sidste, jeg havde lyst til. Så jeg gjorde alt, som stod i min magt, for at komme væk«.

Der er dog ikke tale om en biografisk historie i musicalen, selvom spændingen mellem faren og sønnen har en parallel i Stings forhold til sin egen far.

Hans far var i industrien, byggede turbiner og havde ingen forståelse for, at Sting ønskede at læse latin.

Selv da Sting fik enorm succes, spekulerede faren på, hvornår sønnen mon fik et rigtigt job.

For Sting selv forblev forholdet til faren anspændt.

»Indtil han lå på sit dødsleje. Jeg holdt ham i hånden, da han døde. Og jeg sagde: »Far, vi har ens hænder««.

»Min far svarede: »Ja, min søn, men du har brugt dine bedre, end jeg har««.

»Det var den første og eneste kompliment, han gav mig. Og med en noget dramatisk timing. Men altså ... det var forløsende. Han elskede mig, og jeg elskede ham«.

Læs interviewet her:

Hvis du drømmer noget stærkt nok, så sker det

Og herunder kan du læse Henrik Palles anmeldelse af musicalen ’The Last Ship’:

6 hjerter: Skuespil, musik, kostumer og scenografi går op i en højere enhed

Foto: Miriam Dalsgaard

Nationalikonet H.C. Andersen satte små krydser i sin dagbog og almanak.

De hundredvis af krydser er blevet diskuteret indgående af H.C. Andersen-eksperter.

De markerer, at digteren havde onaneret, har en tolkning lydt.

Sikke noget vås, har andre sagt.

Men for forfatteren Jens Andersen er der ingen tvivl:

»Krydserne i dagbøgerne har et sammenfald med stor sanselighed og opstemthed, som når han bevægede sig rundt eksempelvis i Rom eller Napoli. Jo længere sydpå han kom, jo mere balstyriske blev lysterne. Han så flere gange samlingen på det hemmelige museum fra Pompeji med strittende penisser og mennesker, der knepper dyr og den slags, og det var han stærkt optaget af«.

Jens Andersen står bag en komplet nyskrivning af sin egen mammutbiografi fra 2003 om H.C. Andersen.

Biografien fyldte 800 sider fordelt på to bind, fordi han dengang også lod bogen bestå af sine »langhårede litterære analyser«.

Arbejdet med bogen fra 2003 var en ordentlig mundfuld, også på det private plan, for Jens Andersen, så det lå ikke i kortene, at han skulle genbesøge projektet.

Men for halvandet år siden åbnede forfatteren alligevel døren på klem i erkendelse af, at han for 20 år siden nok havde haft en større forsigtighed i forhold til især H.C. Andersens seksuelle identitet.

Tiden, der var gået, havde givet ham større frihed til at prøve at fortælle historien forfra:

»Han er et menneske, der hele sit voksne liv interesserer sig for kærlighed og sex, forelsker sig i kvinder og mænd – mest i mænd – og aldrig er i seng med et andet menneske, fordi han er bange for, at det skal føre til et syndefald inde i ham selv. Han tror, at hans kunst opstår gennem de barnlige, uskyldige kræfter, og derfor bliver sex en alt for dyr pris at betale for ham«, forklarer Jens Andersen.

Den nye bog hedder ’Eventyreren’ og er på gaden nu.

Læs mere i det store interview, som Camilla Stockmann står bag:

»Det var ikke noget, jeg nogensinde havde forestillet mig at vende tilbage til«

Og så til noget ganske andet.

For nu skal det handle om et fabeldyr, der breder sig allevegne.

På varehylderne, i børneværelset, i Netflix-serier og popsange.

Kræene aktiverer ingen særlig leg hos børnene. De har ikke humor.

De bærer ikke engang på et moralsk budskab.

De er enhjørninger.

Journalist Ida Herskind har fænomenet helt inde på livet.

Da hendes datter fyldte 4 for nylig, blev der pyntet op med balloner, papkrus og gavepapir med enhjørninger på.

Enhjørningen har ikke altid været så populær på produkter som nu.

Men nu har den gennemgået en transformation fra et mystisk, vildt og fuldvoksent væsen til en nuttet størrelse, der har overtaget verdensherredømmet i børnehøjde.

Hvad sker der?

Ifølge trendforsker Mads Arlien-Søborg kan en del af forklaringen være, at ingen har copyright på den, som det ellers er tilfældet med andre kulturelle varemærker, for eksempel Hello Kitty eller Elsa fra ’Frost’:

»Det er et fabeldyr, som alle kan og må bruge. På samme måde som med havfruen og feen, som ingen ejer rettighederne til. Og når de ikke er bundet op på et bestemt kommercielt univers, kan ingen stoppe dem«.

Læs mere i artiklen her:

Fra vild og voldsom til lilla og lyserød

Nedenfor kan du finde flere udvalgte eksempler på artikler fra Politikens kulturredaktion

Tak fordi du læste med.