Meget fra den nat står tilbage i mørket. Men noget er alligevel klart fra episoden ved enden af julis første dag i 1994, da fredag gled over i lørdag, og solen forsvandt bag bjergene ved den colombianske storby Medellín.
En ung mand på 27 år ringede til et par venner. Sammen tog de på en bar i det velstillede kvarter El Poblado i den sydøstlige del af staden – afgrænset af Medellín-floden og bjergene i Aburrá-dalen. De tog videre til en kiosk. Og kort tid efter ankom de til natklubben El Indio, før gruppen splittede op, og den unge mand med det sorte hår og lange ansigt blev tilbage. Ved 3-tiden om morgenen var han alene på parkeringspladsen uden for dansestedet, da tre mænd dukkede op.
Da var det, at mørkets tåge begyndte at indhylle begivenhederne. Men efter alt at dømme hev to af mændene pistoler frem, og en af dem skød seks gange med en kaliber 38. Angiveligt råbte han »gol!« – mål – for hvert skud. De tre mørke skikkelser steg ind i en pickuptruck af mærket Toyota og kørte væk, mens de efterlod den unge mand blødende på jorden. Tre kvarter senere blev han erklæret død.
Umiddelbart var det svært at se en direkte tråd til VM i fodbold, men den var der. For den unge mands navn var Andrés Escobar. Små 10 dage tidligere havde han spillet en uheldig rolle i Colombias farvel til slutrunden i USA. Den sydamerikanske nation havde et bedre landshold end nogensinde før med gode spillere som Freddy Rincón, Faustino Asprilla og Carlos Valderrama med det store hår og lille overskæg i spidsen. Selveste Pelé havde udråbt colombianerne blandt VM-favoritterne, men de skuffede slemt. Først tabte de til Rumænien og så til værtsnationen.
