Ligesom slutrunden fire år tidligere var VM 1938 stærkt præget af de politiske vinde, der føg over kloden på randen af Anden Verdenskrig. Efter Hitlers Nazityskland havde annekteret Østrig med Anschluss, trak østrigerne sig fra slutrunden, mens enkelte af deres spillere valgte at stille op for besættelsesmagten. Men 15 lande stillede op – blandt andet Hollandsk Ostinden, det senere Indonesien, og Cuba.
Både tyskerne og italienerne blev mødt med mange antifascistiske protester før, under og efter kampene, men det fandt Benito Mussolini sig ikke i. Da Italien skulle møde Frankrig, skulle der trækkes lod om, hvem af de to hold der måtte spille i deres normale blå dragter. Frankrig vandt. Almindeligvis ville Italien så bare spille i sin hvide udebanedragt, men selveste ’Il Duce’ dikterede, at de skulle spille i sort. Et symbol på de væbnede sortskjorter, der deltog i marchen mod Rom ved Mussolinis statskup.
På fodboldbanen vandt Italien igen – efter 4-2 i finalen over Ungarn – med Vittorio Pozzo som en af historiens første stjernetrænere.
Det begyndte helt som forventet. De offensive og stærke brasilianere pressede undertippede Uruguay tilbage på banen fra første fløjt af VM’s sidste kamp. For første og eneste gang i fodboldslutrundens historie var det ikke en egentlig finale, men blot sidste opgør i et slutspil mellem fire gruppevindere.
