Solen skinnede over Bern, og det var noget møg. På finaledagen til VM 1954 håbede vesttyskerne på elendigt vejr – eller Fritz Walter-vejr, som de kaldte det, fordi deres anfører havde ry for at spille bedst, når himlen var flænset åben, og regnen styrtede ned. Den var den slags, Vesttyskland havde brug for.
For vesttyskerne handlede VM i Schweiz ikke bare om sport, det handlede også om at genrejse en nation i skam efter Anden Verdenskrig. En triumf kunne styrke bølgerne af optimisme, der så småt skyllede ind over landet. Men stort set ingen troede på, at det kunne lade sig gøre.
Finalemodstanderen var Ungarn, der havde ry for at være alle tiders bedste hold. Med store offensive stjerner som ’Den Galopperende Major’, Ferenc Puskás, og Sándor Kocsis samt revolutionerende taktisk opfindsomhed var ungarerne feterede verden rundt og bar talrige storladne kælenavne. Det gyldne hold, de mægtige magyarer, de magiske magyarer – det var blot nogle af dem.
