Ronaldo lignede en munk, og indimellem virkede det også, som om han havde direkte kontakt til højere magter.
Knap 70.000 tilskuere på stadion i Yokohama, Japan, vidste, at det var den brasilianske angriber, de skulle holde øje med i VM-finalen 2002 mod Tyskland. Jovist, han havde stærke offensive legekammerater i Rivaldo og Ronaldinho, men når målene faldt, og kampene blev afgjort, var det som regel med Ronaldo i hovedrollen. Som 25-årig var han allerede en levende legende, og det styrkede kun opmærksomheden omkring ham, at han i de afgørende kampe havde raget alt sit sorte hår af på nær et trekantet areal forrest på issen.
Midt i anden halvleg fik tilskuerne, hvad de var kommet til gulddysten for, ved det første VM i Asien. På det tidspunkt havde Ronaldo brændt sjældent mange muligheder. Men så sparkede Rivaldo fra distancen, bolden hoppede foran tyskernes stærke målmand, Oliver Kahn, der på mystisk vis kiksede sit greb og sendte kuglen ud i feltet igen. Som om en guddommelig kraft spillede ham et puds. Ronaldo var hurtigt over bolden og prikkede den let i nettet til 1-0 med sit syvende mål i slutrunden, hvoraf de fleste egentlig hverken havde været kønne eller spektakulære. Snarere lidt heldige.
Men det var næppe tilfældigt eller af overnaturlige årsager, at netop Ronaldo var VM’s store spiller. For bare 25 år gammel var han et angrebsfænomen uden lige – kaldtes ofte ’O Fenômeno’.
