Jubelbrølet var så voldsomt, at det med lydens hast svævede ud af Estadio Monumental og et par sekunder senere trængte ind i torturfængslets celler. Der, midt i Buenos Aires, kunne de politiske fanger høre Argentinas fodboldspillere være på vej mod deres første VM-triumf – og høre støtten til landets militærdiktatur vokse.
»Vi fandt først senere ud af, at fængslet fungerede som et torturcenter. Fangerne kunne høre jublen, når vi scorede. Og senere har jeg tænkt over, om de var glade for eller kede af, at vi vandt«, har den argentinske stjerne Osvaldo Ardiles erindret.
»På den ene side var de vel glade, fordi de var argentinere, og vi vandt VM for første gang i historien. Vidunderligt. På den anden side må de have vidst, at triumfen ville befæste militærdiktaturets magt i længere tid. At de måske ikke ville blive sluppet fri. Hvordan havde de det? Jeg kan forestille mig det, men jeg har ikke lyst til det«.
Få år inden slutrunden havde generalløjtnant Jorge Rafael Videla kuppet sig til magten i Argentina. Han så politiske fjender som »terrorister«, og i løbet af kort tid forsvandt tusindvis af diktatorens modstandere – eller havnede i torturfængsler. I store dele af verden flammede kritikken op. Vrede røster krævede, at Fifa fratog Argentina slutrunden, men det internationale forbund holdt fast i det store sydamerikanske land som vært. I sidste ende dukkede alle 16 deltagere også op.
