Mikael Rothstein er utilfreds med, at Henrik Dahl og Birgithe Kosovic har kaldt ham en fjende af ytringsfriheden, efter at han har benyttet attentatet på mig til at kalde mig voldsmand. Jeg må imidlertid give Kosovic og Dahl ret: Mikael Rothstein er fjende af ytringsfriheden. Hvordan skal man eller betegne en person, som bruger et mordforsøg - der tydeligvis er affødt af mine ytringer - til at kalde offeret voldsmand? LÆS KRONIKDe afskyelige meninger Ganske vist er jeg ifølge Rothstein kun en »slags voldsmand«. Jeg ved ikke, hvad forskellen er på en slags voldsmand og en voldsmand, og jeg er sikker på, at Rothstein heller ikke ved det. Altså mener han, at jeg er voldsmand, selv om jeg aldrig har udøvet vold, truet nogen med vold eller opfordret andre til at begå vold.
I et miserabelt forsøg på at tilføre sine rablende betragtninger en vis substans opfinder han det nye begreb »sproglig terror«, som jeg skulle have gjort mig skyldig i. Jeg kan ikke få andet ud af det, end at Mikael Rothstein vil sidestille mine ytringer med nedskydninger, bombeattentater, giftgasangreb o.l. Jeg kunne til en vis grad tilgive Rothstein hans sproglige afmagt, hvis han kunne komme med et eneste eksempel på, at jeg havde opfordret til forfølgelse, undertrykkelse, mishandling eller mord på mennesker eller grupper af mennesker. Men det kan han ikke, for så ville han nok have citeret mig for det. Den virksomhed, der hensætter Rothstein i et rablende raseri, er mine bestræbelser på at skildre islam, sådan som denne ideologi fremstilles i sine egne kanoniske skrifter, og sådan som den er blevet udlagt af sine mest indflydelsesrige talsmand, så langt vi kan se tilbage - og som den udlægges den dag i dag. LÆS OGSÅRothstein: Jeg udsættes for flabet og uklædelig kritik Hør f.eks., hvad chefideologen for Det Muslimske Broderskab, Jusuf al-Qaradawi, for få uger siden udtalte på egyptisk fjernsyn: »Hvis de [muslimerne, LH.] havde afskaffet straffen for frafald, kunne islam ikke eksistere i dag«. Sharialovens straf for frafald er som regel døden. Alligevel vil jeg ikke betegne Qaradawis udtalelse som 'sproglig terror'. Han beskriver ganske enkelt de faktiske forhold på et område, hvor han om nogen er ekspert. Jeg er langtfra så stor en ekspert som Qaradawi, men har gjort mit bedste for at gengive islams trosindhold, sådan som islams egne hellige skrifter og hellige mænd gør det. Bortset fra det kan Mikael Rothstein spare sit præk om ytringsfriheden som »et uopgiveligt gode«. Han mener ikke noget med det, og han giver mig kvalme.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

