De nominerede er: Øverste række fra venstre: Merete Pryds Helle for 'Folkets skønhed', Peter Laugesen for 'Brev til en maler' og Olga Ravn for 'Den hvide rose'.
Nederst fra venstre: Christina Hesselholdt for 'Vivian', Mich Vraa for 'Haabet', Kirsten Thorup for 'Erindring om kærligheden' og Peder Frederik Jensen for 'Vold'. Illustrationer: Claus Nørregaard.

De nominerede er: Øverste række fra venstre: Merete Pryds Helle for 'Folkets skønhed', Peter Laugesen for 'Brev til en maler' og Olga Ravn for 'Den hvide rose'. Nederst fra venstre: Christina Hesselholdt for 'Vivian', Mich Vraa for 'Haabet', Kirsten Thorup for 'Erindring om kærligheden' og Peder Frederik Jensen for 'Vold'. Illustrationer: Claus Nørregaard.

Stem nu: Her er de nominerede til Politikens Litteraturpris

Politikens litteraturanmeldere har fundet de syv kandidater til Politikens Litteraturpris. Her er en præsentation af værkerne. Nu er resten op til læserne, der suverænt bestemmer, hvem der skal vinde.

Den danske forbrydelse

Mich Vraa: Haabet. Lindhardt og Ringhof

Man kunne skrive en bog med titlen ’Den kyniske uskyld’ om den danske trafik med at skjule brutalitet bag en hellig maske – fra nutidig flygtningepolitik tilbage til kolonitiden. Et sort kapitel er Dansk Vestindien 1666-1917. Slaveriet blev afskaffet i 1848, men fortsatte reelt. Vi bryster os af i 1792 at være de første, der forbød slavehandel, men forbuddet gjaldt først fra 1803, og også derefter blev der illegalt fragtet slaver fra Guldkysten i Afrika til de tre jomfruøer Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas.

Her sætter Mich Vraas roman ind – med to effektive greb. Han henlægger hovedhandlingen til 1803, hvor fregatten ’Haabet’s ejer og hans datter tvinges med på en illegal slavetransport, der ender i forlis, og herfra spoles tilbage til en fatal slaveoverfart med oprør undervejs i 1788 – og frem til 1823-24, hvor en ung historiker udforsker de sortes vilkår og oplever eftervirkninger af dramaet i 1788.

Mich Vraas andet greb er at fortælle historien pseudodokumentarisk: via fiktive breve, manuskripter, dagbøger og forfalskede logbøger, suppleret med autentiske forordninger og glimt bagud til 1733.

Gradvis afdækkes både personernes og slaveøernes fortid, det, den unge historiker kalder »den danske forbrydelse«: 200 års kolonialisme, hvor grådige skippere tjente formuer på slavehandel, mens import af krydderier og sukker til Europa forgyldte både købmænd, adelige og kongelige uden fine fornemmelser. Det hele tegnet i kontraster mellem øernes frodighed, plantageejernes obskøne rigdom og de sortes elendighed med ulykker, mishandling og barbariske straffe.

Det er en barsk, men smuk og medrivende roman og yderst velfortalt. Den bygger på historiske kilder, men den viser også, hvad romankunst kan: tænde læserens indlevelse og indignation. En fin optakt til 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA. Desværre er Nationalmuseets planlagte udstilling blevet sparet væk. Godt, vi har litteraturen.

Hans Hertel

Barnepigens billeder

Christina Hesselholdt: Vivian. Rosinante.

Den amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009) efterlod sig kassevis af billeder, vidunderlige og barske vidensbyrd om levet, hærget liv. Selv førte Maier en forholdsvis anonym voksentilværelse som barnepige. Denne kombination af kunstnerisk kreativitet og tilknappet kvindeliv ansporer uvægerligt til den klassiske motivforskning: Hvad var hemmeligheden bag Vivians umærkelige seksualitet, og hvorfor sprang hun ikke ud som fuldblodskunstner?

Skyggetanten, guvernanten, den enlige barnløse kvindes til enhver tid mytedannende liv. Christina Hesselholdt går i sin sproglige magtdemonstration ’Vivian’ lige i kødet på de forventelige forklaringer om mandeforskrækkelse og omsorgssvigt i barndommen, men sender samtidig en tågebanke af lutrende poesi ind over den historiske researchs socialpsykologiske forudsigelighed.

»Jeg har aldrig nogensinde set en hånd jeg godt ville have kom mig nær«, lyder et af Vivians isklare statements, mens hendes kredsen om ord som »skovbalsbukser« og »skovbalsområdet« sender os lige lukt ind i erindringens mindre klare, mere erogene zone. På skødet af en bror, under mændenes rus, i biografens mørke, i forbindelse med visse films fremkaldte kriblen.

»Kunst er ikke et sted man hygger sig«, som den knudrede klarsynede Vivian siger. I Hesselholdts radiofoniske turnering af genren ’den historiske roman’ vristes Vivian fri af rollen som ’hovedperson’ og får i stedet lov at blafre i et af de sørgmuntre stemmekor, Hesselholdt er en mester i at orkestrere. Moderen, pigen Ellen, som Vivian opdrager med en forulempende form for kærlighed, Ellens forældre og ikke mindst fortælleren snakker i den grad med.

Som kronvidner til Vivians »aparte« liv, men også som fuldgyldige karakterer med hver sit drama liggende på lur mellem de konstant gnistrende linjer. Alle bliver de, som Vivian formulerer det, »skrubbet i den store balje Livet«, alle udsættes de for Hesselholdts karske omsorg.

Lise Garsdal

Svigtet barn, presset mor

Kirsten Thorup: Erindring om kærligheden. Gyldendal

Kirsten Thorups roman løfter sig højt i sin fremragende og oprivende skildring af et kompliceret mor-datter-forhold.

Samtidig er den et intenst portræt af en kvinde, der aldrig føler sig tilpas i det såkaldt normale liv, fortalt med Thorups sikre blik for både psykologiske mønstre, skæve eksistenser og samtidens bevægelser. Den stofrige romans klangbund udgøres af en række tidsbilleder fra sidste del af 1900-tallet, lige fra kollektiverne over den enlige mor på kontanthjælp til flygtninge, udeliggere – alle dem, der ikke er plads til, eller som ikke passer ind i en stadig snævrere normalitetsramme – for til sidst at nå frem til en skildring af klimakonferencen COP15.

Romanen skifter mellem moderen Taras og datteren Siris synsvinkel, så man forstår både datterens voldsomme afvisning af sin mor og moderens lidelser. Som ung kunstner laver Siri en videoinstallation, der viser en høne, der æder sit eget æg. Den kannibalistiske mor. Ja, for Tara jagter efterhånden sit eget nu voksne barn, bejler til det, men jo mere hun gør det, jo mere afvises hendes »mor-performance«, som Siri hånligt kalder det. Ingen tilgivelse her, moderen kunne »jo blive normal, hvis bare hun samler sig sammen«. Kamppladsen mellem det svigtede barn og den pressede mor, der hverken har kunnet leve op til barnets, sine egne eller samfundets krav, kridtes op.

I den græske tragedie ’Medea’, som Tara citerer, betegnes »gudernes strengeste straf« som »at miste de børn, man har født«. Det sker på mere radikal vis for Tara end for de fleste, men der er for enhver forælder en masse genkendeligt stof i kampen mellem en forælder og et barn. Man læser disse scener og træfsikre eskalerende udvekslinger med hjertet helt oppe i halsen. Kirsten Thorup har haft mod til at skrive denne kamp helt til bunds. Hun er også modig nok til at lade den ende på en helt uforudsigelig måde, så dette mor-datter-forhold ikke kun er en tragedie, men også en stor fortælling om forsoning.

May Schack

Løft nu den vandpyt!

Peter Laugesen: Brev til en maler. Gyldendal

Man kunne give en karakteristik af disse digte ved at plukke nogle vers fra dem og sætte dem sammen: »Helt ligetil sætninger og ord. Ikke/ overraskende metaforer, medmindre de/ kommer af sig selv skubbet af skriften/ som altid. Ikke noget nyt«. »Det er skrift der strømmer som/ et endeløst lavmælt testamente«. »det endeløse brev/ hvis nogen vil vide genren/ er det den«.

Laugesen maler med ordene, ikke bare i den forstand, at han maler ting, som han vil have os til at se (såsom Brabrands lygter og himlens stjerner), men også i den forstand, at digtene selv er ting: små sorte skikkelser af sværte på hvidt papir. Små hoppende ordting eller »små/ ting som/ fugle/ hopper«. Et alternativt billede til fuglehoppet bliver andevraltet et af de steder, hvor Laugesens skrift helt af sig selv skubber en skøn og udknaldet metafor frem: »riff kører rundt/ som en rulleand af træ/ der klasker sætninger med fødderne/ klaske/ traske«.

Dette digt lægger ud med et udråb, som man bør lægge sig på sinde for at have noget at opmuntre chaufføren med, næste gang man skal tage en taxi i regnvejr: »Løft den vandpyt, taxaboy«!

Hvis Riff klasker og trasker som en rulleand, pjasker og sjasker Laugesen snarere som en Jackson Pollock. Digt som dryppemaleri får vi på en side, hvor de fire bogstaver i det franske ord for regn »p-l-u-i-e« er mangfoldiggjort som enkeltstående dråber i en bogstavbyge.

Grafisk betragtet ligner andre af digtene snarere minimalisme (seriel komposition med gentagelse af samme få ord-elementer) eller noget, der er malet med kinesisk pensel. Som musik er digtene ordjazz. Der er knald på klangen, der ligefrem producerer enderim: »når skøjterne skærer/ vores navne ned/ i den kolde is/ så vi kan lære/ hvad det var vi hed/ før trommerne begyndte at buldre og vores skuldre kom i spring/ dinga dingedingling/ oh y e a h«. Take it away, digtermand, løft nu den vandpyt, regn nu den sprogpyt, blæs lille fyr, oh yeah dingeling!

Lilian Munk Rösing

Folkets grusomhed

Merete Pryds Helle Folkets skønhed. Lindhardt & Ringhof

Man kan næsten ikke forestille sig en roman, der ligger længere fra de sms-romaner og iPad-fortællinger, som Merete Pryds Helle også har skrevet, end ’Folkets skønhed’, som er fuld af slæbesild, rationeringsmærker – og lussinger, der flyver i flok. Pryds Helle har tidligere arbejdet med både den dybe fortid og middelalderen, men da hendes tidsmaskine landede på 30’ernes fattige Langeland, hvor det første kapitel blænder op for lille Marie, der spiser ribs, mens hun venter på at blive afstraffet, ramte hun endelig og velfortjent det store publikum.

’Folkets skønhed’ er blændende godt skrevet. Sproget passer perfekt til det kuldslåede univers, den opererer i. Historien er inspireret af den livsbane, forfatterens egen mor har gennemløbet. Fra den fattige og voldsprægede opvækst i daglejerhuset ude på landet til parcelhuset i Værløse. Som læser er man naglet til siderne, fordi man bare må vide, hvilke konsekvenser den vold, som flyver ud af alle mennesker, mon får for den magtesløse pige. Kapitlerne, hvor lussingerne ryger gennem luften i familiens hus, er rystende, og broderen Kajs grusomhed over for sin søster får én til at gispe. I vore dage er fysisk afstraffelse af børn forbudt, og sociale myndigheder griber ind, når børn vanrøgtes eller mistrives, men dengang på Langeland var børn magtesløse, i særdeleshed piger.

’Folkets skønhed’ er skrevet i et enkelt, men sanseligt sprog, og så er vi tilbage ved de røde ribs, som Marie spiser, som »vinden skurrede frem og tilbage over den hvidkalkede mur. Hun vidste, at hun ville få slag«. Vor tid er så gennempsykologiseret og overlæsset, at det fundamentale og elementære i vores liv tit drukner i alt for mange ord.

I ’Folkets skønhed’, som er slægtshistorie, udkants- og danmarkshistorie af den marvfulde slags, skærer Pryds Helle magtfuldt ind til benet.

Jes Stein Pedersen

Magi i det mærkelige

Olga Ravn: Den hvide rose. Gyldendal

Olga Ravns ’Den hvide rose’ er kærlighedspoesi til det trætte 21. århundrede og dystert skøn i sin både enkle og svulstige gådefuldhed. I digtsamlingen finder Ravns karakteristisk overmættede og slyngede stil n hidtil knappeste form. Nok tæller den murstenstykke og giftigt bleggrønne bog 160 nummererede digte, men hvert digt er på kun 5 korte linjer, og ligesom formen på denne måde er fast og begrænset, er det hovedsagelig klassiske grænsende til slidte poetiske ordforråd af bristende hjerter og blodfattige roser, som digtene cirkulerer rundt og rundt i i forskellige gentagelser og kombinationer, det også.

Scenen er sat i en have ved nattetid, hvor roserne – som jo er kærlighedsdigtningens til alle tider flittigst brugte symbol – blomstrer, og sådan her kan det lyde: »37: Mit hjerte falder/ som en fedtdråbe/ og forsvinder/ natten væder/ sit ansigt i roserne// 38: Natten væder/ sit ansigt i roserne/ som et bristende/ hjerte hjerte/ som et sprog«.

Digtenes mærkelige magi opstår dermed lige dér, hvor umådelig patos og sentimentalitet møder streng og ikke så meget systematisk som ligefrem mekanisk form. Digtene er ikke bare messende, men næsten tvangsmæssigt gentagelsesprægede. De er ikke bare følelsesfulde, men også insisterende fremmedartede og foruroligende i deres salvelsesfuldhed, ikke mindst – som det bleggrønne omslag, det bristende hjerte og de anæmisk hvide roser gysende lader ane – fordi den kærlighedsrelation, der beskrives, også er relationen mellem en syg og en plejer.

Alligevel bliver det bevægende, særligt i bogens langsomt opbyggede klimaks af en afslutning, hvor noget så affortryllet og kitschet som en pink solopgang afløser nattens mørke i et genfortryllende morgengry: »159: Solen falder over træerne/ over hænderne/ bølgerne slår mod stranden/ roserne står/ hvide mod busken// 160: I den første sol/ rosarødt og lydigt/ under blomstringen/ rosarødt og lydigt/ i den første sol«.

Kizaja Ulrikke Routhe Mogensen

Volden vreden verden

Peder Frederik Jensen: Vold. Samleren

I et polemisk indlæg i foråret 2015 efterlyste Peder Frederik Jensen en litteratur, som netop ikke var så bange af sig og som, med hans egne ord, ikke havde hovedet oppe i røven på sig selv. En litteratur som i stedet skulle være udadvendt og udfarende og gerne forholde sig til den globale virkelighed her i det nye årtusinde. En sådan bog er ’Vold’ i det store hele (selvom det selvfølgelig er umuligt at leve 100 procent op til).

Bogens hovedperson hedder Simon og er ret så tydeligt forfatterens alter ego. Han har alle disse planer om sit næste romanprojekt i sit hoved. Han vil skrive om Afrika, om Laura, hans kæreste, han vil skrive om sin familie, om sin fortid i det venstreradikale miljø i København, om sine talrige rejser, han vil skrive om kunst og litteratur.

På den måde er det også en bog om den kamp, det er at skrive den bog. Det er ikke meningen, at det skal være formfuldendt, perfekt. Det er meningen, at det skal være bumlet, uperfekt. Som der står et sted: »Vi kæmper alle sammen med vores historie, med præmissen og sproget. Plottet findes ikke. Det er en lang, ustadig prosa«. Det er meningen, at det skal være virkeligt.

Og virkeligt føles det, når Simon i nogle passager, som får et nærmest dokumentarisk præg, skriver om sine rejser gennem Vestafrika. Man kan mærke ørkenen, de gamle kolonier, diarreen, gederne, der står på taget på den propfulde bus og pisser ned på passagererne undervejs. På trods af den viden og de erfaringer, der ligger til grund for ’Vold’, bliver romanen imidlertid aldrig frelst eller selvsikker. Men den udtrykker helt klart klare holdninger og er samtidig bevidst om, at »kontinentet Afrika er for komplekst til at kunne defineres under en parole«. Under alle omstændigheder er ’Vold’ et afgørende nybrud i Peder Frederik Jensens indtil nu ellers ret minimalistiske forfatterskab og et godt bud på en vigtig samtidsroman anno i dag.

Mikkel Krause Frantzen

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce