To gange om ugen ankommer landmand Johanne Schimming til vareindleveringen på Bæst i København med æg og kyllinger fra sit landbrug i Lejre. Men i modsætning til andre leverandører kører hun ikke tomhændet tilbage. I stedet får hun bøtte på bøtte af restaurantens grønne køkkenrester og søsterrestauranten Mirabelles gamle brød, der ikke længere kan sælges. Resterne bliver brugt som foder til hendes høns i Lejre.
Eller rettere: Det gjorde hun. I december troppede to mand fra Fødevarekontrollens rejsehold nemlig op på Bæst og bad restauranten om øjeblikkelig at stoppe leverancerne af porretoppe, kartoffelskræller og surdejsbrød til hønsene.
