De kunne lige nu have nydt dagtemperaturer på 30 grader i Fransk Polynesien. De kunne vågne i deres båd og tage stilling til, om de skulle dykke, kitesurfe, kigge på skyer fra gummibåden eller gå i land og se, hvad stedet havde at byde på – hvilket de i april fortalte om i Politiken.
Men de trak stikket til eventyret, så nu har Lasse Storm og Jes Brix Lauridsen lige så travlt som alle andre med at trække frakkekraven op om ørerne for at holde kulden ude.
Og med at falde ind i deres ny hverdag.
Alt skal bygges op igen, for de havde sagt deres job op og solgt lejlighed og indbo, da de i juli 2019 stævnede ud fra København i deres hjemmerenoverede båd, ’Marco’. Planen var at returnere efter cirka tre års jordomsejling. Men de valgte at afslutte deres livs rejse før tid og er allerede tilbage.
