Fredag 24. oktober 2021 gav Mø koncert i Den Grå Hal på Christiania i København. Der var proppet i det gamle ridehus. På scenen stod Mø med sit faste band som så mange gange før. Men det var mere end bare endnu en af tusindvis af Mø-koncerter. Det var den første store solokoncert i to år. En øm og intens aften, hvor den notorisk stærke performer skulle have banket rusten af både stemmebånd og nerver, mens hun genfandt sit publikum, men også sig selv.
Karen Marie Ørsted, Mø: »Jeg snakkede med Niels (Brandt, red.) fra The Minds of 99 bagefter. Jeg sagde til ham, at selv om jeg virkelig havde lyst til at gå på scenen som Mø, kom jeg til at gå på scenen fuldstændig som Karen. Jeg følte, at jeg var Mø i momenter. Men jeg var nok mest den private Karen«.
Sarah Sølvsteen, booker: »Det var en speciel aften, for det var genstarten, efter der havde været stille i lang tid. Karen var som en hest i et væddeløbsbur i timerne op til koncerten, hun ville bare i gang«.
Karen Marie Ørsted, Mø: »Det var min første rigtige koncert i to år. Så jeg havde tænkt, at jeg ville gå ind og være mere selvsikker. Men jeg følte mig meget overvældet og følsom. Ikke at der er noget galt i det, men det kom bag på mig ... Og det er egentlig naturligt nok. For det mindede mig om, at det har været nogle hårde år. Men også, at det har været så fedt frem til de hårde år. For mig var det en kulmination, en nulstilling, efter de seneste ti år af mit liv. Så jeg var meget emotionel på scenen«.
