0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

»Det eneste, jeg forstod, var, at jeg nu havde ansvaret for min mor og min lillebror. Selvmordet havde den konsekvens, at jeg ikke kom ind i mit eget liv«

6. marts 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han var fem år, da faren begik selvmord. Siden indtraf, hvad han kalder ’den egentlige tragedie’: De nye mænd i morens liv. Med en anmelderrost biografisk debutroman har Glenn Bech nu forsøgt at bjærge sig selv ved at erindre sig tilbage til barndommens Horsens. Vi gik med den voksne Glenn Bech rundt i den by, det har kostet ham år at komme ud af.

Med sin mørke vinterfrakke, en sort beanie trukket ned om det halvlange hår og mundbind for det meste af hovedet falder Glenn Bech i med mængden her en vinterdag på Horsens Station. Det er det, mennesker som han kan.

Svigtede børn er afsindig dygtige til at skjule sig.

Men nu er han trådt ud af skyggerne – Glenn Bech, 29-årig forfatter, født og opvokset i Horsens.

Hans debutroman, ’Farskibet’, har udløst stjerneregn, anmelderroser, interviews og opmærksomhed med skildringen af en barndom med en far, der tog sit liv, en mor, der troede, at nye mænd ville være en fin erstatning, og en hovedperson, der som meget lille påtog sig en voksens ansvar.

Der står ’Roman’ på bogomslaget, men den femårige, der forsøger at trøste sin mor og sin lillebror, hedder Glenn Bech i romanen, præcis som forfatteren i virkeligheden. Den otte-ni-årige, der oplever sin mor blive mast under vægten af en voldsom mand, hedder Glenn Bech. Den voksne fortæller, der forsøger at erindre og måske forstå, hvad der skete, hedder også Glenn Bech.

Og jo: Virkelighedens Glenn Bech har »i meget høj grad« skrevet en hudløs og smertelig udlægning af den barndom og ungdom, der blev hans. En barndom, det har taget ham år, terapi og nu altså 552 siders erindringer at forsøge at komme overens med.

»Det at erindre har været som bevægelsen rundt om den varme grød«, siger han.

Og nu har han indvilget i at rejse fra København, hvor han i dag bor, og tilbage til barndommens land for at gå en tur rundt til nogle af de steder, hvor grøden brændte.

»Velkommen til Horsens«, siger han ironisk efter selv lige at være stået af toget.

Første stop er Christiansholmsgade.

Skyerne trak indenfor

Uden sit mundbind træder Glenn Bechs karakteristiske ansigt frem. Sart og fint som en drengs med blød amorbue og lyseblå øjne, der opmærksomt følger, hvad der sker, og holder øje med, hvad man vil ham.

Når vi nærmer os det smertelige stof, taler han, som han skriver erindringer, med tøveprikker, tankestreger, indskud og indfald. Han kan tage et tilløb til et første forsøg på at indkredse en følelse. Standser så op midt i en sætning og tænker lidt, inden han prøver at nå frem igen, nu ad en ny sti, som måske er groet til, så han heller ikke herfra kan trænge hen, hvor han gerne vil.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

KAMPAGNETILBUD - SPAR 50 %
Få avisen fredag-søndag for kun 244 kr./md. i 6 måneder

Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren

Som da vi står ved barndomshjemmet på Christiansholmsgade midt i Horsens. Her i et 2-etages rødstenshus med hvide vinduer boede Glenn og hans lillebror, René, med deres forældre til den dag, da Glenn var fem, René tre, og deres far kørte ud i skoven for aldrig siden at vende hjem igen.

Glenn Bech har ikke været tilbage ved huset i årevis, og jeg spørger, om han har følelser ved at stå der igen:

»Nej. Det er ... Det har jeg ikke rigtig. Eller det er meget ...«, forsøger han.

Han mindes rumfordelingen derinde, og han har erindringsglimt om en voldsom og skræmmende brand en nat i et hus, vi kan se skråt overfor.

Og så husker han eller har måske fået at vide senere, at faren aldrig gjorde det godt nok i sin fars øjne. Et fænomen, som Glenn Bech, erklæret feminist, kalder giftig maskulinitet: en ødelæggende kultur, hvor mænd skal være stærke og ikke må vise følelser. En kultur, Glenn Bech ikke selv har kunnet få luft i.

Min far ender med at have et selvværd på størrelse med en knappenål. Han begynder at drikke som sin egen far

Vi ser op på taget: Faren lagde det selv. Farfaren kritiserede det.

»Min far ender med at have et selvværd på størrelse med en knappenål. Han begynder at drikke som sin egen far, han lærer ikke at række ud, han lærer ikke at være sårbar. Og han tager sit eget liv i stedet for at bede om hjælp«.

Det, Glenn Bech har af erindringer fra dagene omkring selvmordet, er scenarier med voksne, der »ikke troede, at han vidste, at de havde grædt«, og som var »kommet, på besøg ... ’herhenne’ hos ’mig’ ... alle sammen og på én gang«, som det hedder i bogen.

Minderne er stort set uden farver.

»Det er, som om gråvejret er trukket indenfor. Der er sådan nogle grå skyer, der svæver rundt indenfor-agtigt. Sofaen er grå, væggene er hvide, fjernsynet er sort, og så er der sådan nogle skriggule puder rundtomkring. Og så fortæller min mor et eller andet, der er sket. Jeg forstår det ikke rigtig. Det, jeg forstår, er, at nu skal jeg passe på hende«.

Det er den følelse, du erindrer: at det er dig, der skal være den lille voksne nu?

»Ja, 100 procent. I det øjeblik ... altså, jeg har jo ikke grædt en eneste gang, før jeg er blevet voksen, over min far. Jeg mærkede en ked-af-det-hed. Men ingen ville tale om det«.

I romanen har de voksne alle sammen »gjort sig helt grå« for ikke at blive til den, der »nogensinde, ville, skulle, tage noget, fra, mig –«.

Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren

Glenn forsøger selv at trøste sin lillebror ved at udpege en »gigasky«, der kan minde om et skib, på himlen:

»Jeg siger til ham, at det er Farskibet. Vi ved nok begge to godt, at det ikke er helt sandt, men det gad vi godt, at det var. Der er måske en lettelse i at forestille sig, at han driver rundt i sådan en majestætisk fred deroppe«.

Selvmordet bliver definerende, viser allerede romanens allerførste sætning: Sætningen, som Glenn Bech skrev for tre år siden, står helt alene midt på en side, men den fylder, så man ikke kan komme uden om den:

»Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel«.

Den egentlige tragedie

Nogle dage inden gåturen i Horsens har vi talt sammen nogle timer i telefon. Her beskriver Glenn Bech sig selv som den meget lille »tvunget voksne«, der desperat forsøger at trøste sin mor og er bange for, at hun også forsvinder. Han prøver at glæde hende og tage ansvar, hun ser det ikke, men dulmer »med overarbejde og andre overdoser«. Og der er ikke meget hjælp at hente hos kommunale sagsbehandlere og psykologer, der overvejer at sende drengene på børnehjem, men på den anden side siger, at det håndterer familien så fint, at det skal nok gå alt sammen.

Selvmordet havde den konsekvens, at jeg ikke kom ind i mit eget liv

»Det eneste, jeg forstod, var, at jeg nu havde ansvaret for min mor og min lillebror. Selvmordet havde den konsekvens, at jeg ikke kom ind i mit eget liv«, siger han.

I første omgang sælger moren huset i Christiansholmsgade og flytter med drengene til et nyt sted i Horsens, bare de tre. Men så opstår det, Glenn Bech beskriver som »den egentlige tragedie«.

Moren får med Glenn Bechs ord den idé, at hun kan opfylde drengenes savn efter faren ved at finde en ny mand og forsørger. ’Erik’ kaldes han i bogen, hvor karakteren fremstilles som en alkoholiseret, utilregnelig og voldelig satan, blottet for menneskelig indsigt.

Det er ’Erik’, som barnet Glenn Bech har en af bogens mest brutale erindringer om. Han har på det tidspunkt ikke voksenord for det.

»Eriks røv blævrende – oven på Mor. Huggende i hende«, skriver han i bogen uden at forstå, hvad han ser.

Han er rædselsslagen og føler sig magtesløs over det, han står tæt på og overværer. Han oplever det som et overgreb på den mor, han skulle beskytte.

Det er også i årene med ’Erik’, at Glenn finder et tømt pilleglas og moren med hovedet nede i toilettet.

»Med fare for at lyde tragisk var det faktisk hver eneste nat, at jeg prøvede at falde i søvn og var overbevist om, at ... De ville skændes nede i sengen, og jeg lå på første og hørte det, og jeg troede nærmest hver eneste nat, at nu ville han gøre det. Nu ville han slå hende ihjel«, siger han.

»Nærmest hver eneste nat i de fem år trøstede jeg mig selv med, at hvis jeg bare lige klarede én nat mere, ville jeg komme væk derfra«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

KAMPAGNETILBUD - SPAR 50 %
Få avisen fredag-søndag for kun 244 kr./md. i 6 måneder

Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren

Debut-forfatteren Glenn Bech er vokset op i skyggen af sin fars selvmord. En nytårsnat her på bænken i Lunden var han tæt på selv at opgive livet.

Først efter fem-seks lange år flygter moren med drengene. Men de håbløse erstatninger for en far kommer til at overskygge farens selvmord:

»En ting er, at min far tager sit liv, og at jeg lige pludselig bliver den lille voksne, der skal passe på sin mor. Det er i sig selv nok så forkrøblende for et barn. Men det tror jeg godt ... det ville ikke have forvoldt mig nær så mange problemer, hvis ikke …«.

Det tænker du alligevel?

»Ja. Hvis hun havde været enemor med mig og min bror – det ville have været et paradis i forhold til den mand, hun fik ind«.

Glenn Bech udviklede »sådan en indre soldat, der bare skal stå imod og overleve«.

»Mit nervesystem er stadig ret meget på vagt over for fare. Jeg har jo ligesom lært, at i det øjeblik, man stikker hovedet frem, kan det fremprovokere helt ekstrem vrede fra en eller anden mand«.

Kort efter familiens flugt fra ’Erik’ flytter moren sammen med romanens ’Søren’.

»Og han har helt klart en anden opfattelse af virkeligheden, end jeg har. I hans optik kommer han ind i familien og redder os fra ødelæggelse, han hjælper mig med at lave lektier, han lærer min lillebror at børste tænder, han beskytter os imod farlige mænd og giver os tag over hovedet og passer os, så min mor kan uddanne sig som fængselsfunktionær«, siger Glenn Bech.

»Han har så en forventning om evig taknemlighed. Men ... Han overtager en familie med to små børn, men tager aldrig en snak med dem om deres far. Eller en meningsfuld snak om livet eller følelserne. Hans måde at kommunikere på er at give gaver eller ferier. Og hvis man så bliver solskoldet og har lidt ondt i huden, er man utaknemmelig. Og moren løber som en mægler mellem stedfar og børnene – og: »Kan I ikke godt kalde ham for far?««.

Altså, jeg er helt ekstremt vred indeni

Glenn »bliver verdensmester« i at falde i med tapetet, så omverdenen ikke opdager, hvor ulykkelige han og broren er. Lærere ser ham som en nem, sød dreng, man kan placere ved siden af klassens problembørn. Og hjemme flygter han ind i Mario-spil og ’World of Warcraft’ og skaber en spilkarakter, som han kan leve igennem og være tro imod sig selv igennem.

»Det kunne jeg ikke rigtig i hverdagen«.

En skillevej

Og nu har han skrevet om det hele. Han begyndte som 16-årig med Word-dokument på Word-dokument og har skrevet til siden. Brændstoffet er en højoktan blanding af hævn, terapi, uforløste følelser og et forsøg på at finde sig selv.

»Jeg mærker jo, at jeg ikke kan beskytte min mor, og det er der meget skam forbundet med. Og ensomhed. Samtidig med at jeg selvfølgelig ikke har noget sprog for, hvad der sker inde i mig. Men behovet for at hævne mig … Altså, jeg er helt ekstremt vred indeni«, siger han.

Og bogen ... tænker du, den er hævn, terapi, forsoning? Eller hvad tænker du?

»Jeg kan i hvert fald sige, at jeg er lettet. Jeg føler mig frigjort nu til at skrive om noget, jeg har lyst til at skrive om. Jeg har jo egentlig aldrig haft lyst til at skrive den her bog, men jeg har skullet det for at tage magten over mit eget liv tilbage«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til vores digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

KAMPAGNETILBUD - SPAR 50 %
Få avisen fredag-søndag for kun 244 kr./md. i 6 måneder

Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren

Ud fra en tanke om, at den, der fortæller, ejer sandheden? Eller ud fra en mere terapeutisk tilgang?

»Jamen, tidligt i livet kommer jeg til at idealisere min far, som mange kommer til at idealisere deres døde«.

Når barnet Glenn spurgte folk, hvem faren havde været, fik han beskrivelser af »et fantastisk væsen«, som man kunne komme til med sine problemer. »Du minder om ham«, og »I har hinandens øjne«, lød det.

»De troede, at det trøstede, men jeg fik et billede af ham som en engel, hvilket ingen jo er«.

Der gik mange år, hvor Glenn Bech spekulerede over, om selvmordet var en løsning, og at faren bare havde gennemskuet, at det var den klogeste udvej:

»Og så satte jeg mig for at finde ud af det. Den her bog skulle tage mig til det yderste, hvor jeg skulle forestille mig, hvordan han måtte have haft det. Og så skulle jeg selv stå ved skillevejen og træffe valget, så uanset hvad bogen ville ende med, ville jeg have besluttet mig: Er det livet, der giver mening? Eller er det døden, der giver mening? Sådan groft sagt«.

Du har tænkt meget i ... absolutter?

»Ja«, svarer han.

Da du skrev på de her Word-dokumenter som teenager, tænkte du så bevidst, at du skulle prøve at tage kontrol over dit eget liv?

»Jamen det har jeg jo nok gjort. Altså, jeg har jo nok, lige siden han døde, overlevet i den der forestilling om, at … ja, at jeg en eller anden dag skulle finde tilbage til ham med visheden om, altså, du ved, ligesom Simba og Mufasa, der dukker op på himlen i ’Løvernes konge’. Sådan tror jeg måske, jeg havde det meget som barn: Nu skulle jeg lige gennemleve de her ting, ligesom min far havde gennemlevet dem i sin egen barndom. Og så kunne vi på en eller anden måde hen ad vejen forenes. Og det kunne ligesom kulminere med denne her bog«.

Savner du ham – vil du beskrive det som et savn?

»Jeg savner konceptet. Altså, jeg savner at have en far. Men jeg ved ikke, om han er den, jeg savner«.

En Gud-sætning

Vi har bevæget os ned ad en mudret Christiansholmsgade og ned til åen, der løber for enden af vejen, og som dengang stank af kloak. I romanen kalder den på Glenn – lokker ham med tanken om bare at lade sig glide ned ad skrænten, den sætter gang i hans erindringer. Og derfra beskriver romanen hans forsøg på at erindre, hvad tiden og traumerne holder tilbage.

»Som fortæller træder jeg ind i et barndomshjem, hvorfra jeg ikke rigtig har nogen minder. Og så driver jeg nærmest barnet derinde rundt, udpiner det næsten: Fortæl mig, hvad du ser? Hvad lugter her af? Hvad siger folk? Fortælleren er hele tiden spaltet mellem den voksne og barnet, og der, hvor det er barnet, der fortæller, er nok der, hvor jeg bliver mest ramt af nogle følelser, som langsomt får mig til at overgive mig«.

Forsøgene på at erindre er afspejlet helt ud i tegnsætningen. Sjældent har en roman været så fyldt med tankestreger, tøveprikker eller halvt og kvart begyndte sætninger.

»Jeg havde ligesom en idé om, at der må findes én sætning eller et par sætninger efter hinanden, som helt præcist kan indramme, hvordan jeg har haft det. Sådan en Gud-sætning eller sådan noget. Men hver gang jeg begyndte at skrive, kunne jeg ikke ... syntes jeg ikke, det lige helt præcist var den. Så begyndte jeg forfra med en ny begyndelse og et nyt forsøg på at skrive mig frem til indsigt«, forklarer han.

Vi står ved det frosne vandløb, der løb Glenn Bechs erindringer i gang, men på hans måde og ikke, understreger han, på den berømmede erindringsforfatter Karl Ove Knausgårds måde:

»Jeg abonnerer ikke helt på den der Knausgård-måde at skrive om sin fortid på, hvor han ligesom helt tilbagelænet og skråsikkert kan fortælle om noget, der skete for mange år siden, sådan som det var-agtigt. Det er lidt en mandeting eller en gammel litterær forestilling om formfuldendthed og præcise sætninger, blottet for følelser. Der er jeg mere ... erindring er ikke noget, der foregår lineært fra A til Z«, siger han.

Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren

»Min holdning som forfatter er, at man ikke helt er herre over erindringen. At erindre er, at man har 10 tanker på en gang, og man dykker ned i en af dem, og så er den egentlig også ambivalent. Der er ikke noget, der er tydeligt, og det ville jeg gerne udtrykke«.

Jeg synes selv, romanen er revolutionerende for erindringsbogslitteraturen som genre

Du prøver helt ud i formen at beskrive, hvordan det er med det her kaos af tanker, når man både kan og ikke kan huske?

»Ja. Når jeg prøver at