Dagens tredje sæt fødder ligger trygt i Annemaries hænder, da døren åbnes på klem. I en febrilsk bevægelse kaster en tatoveret arm et lille stykke papir ind på gulvet og forsvinder igen. Annemarie skynder sig ud på gangen, men manden er væk. Hun kender ham udmærket godt, for han kommer ofte i Sundhedsrummet. På papiret står der noget, der ligner en matematisk ligning. Sætningerne er brudt op over hinanden mellem brøkstreger, og enkelte bogstaver er løftet eller i parentes. Annemarie kan tydeligt se, at det er et cpr-nummer, der står skriblet med kuglepen øverst på sedlen, efterfulgt af et lille råb om hjælp:
High :) Anno Marea, min venninerne. HA vi nogle sokker til mine fødderne? Poor f(o)rhånd Tak
Annemarie smiler og stikker hånden ned i en stor plastikæske i vindueskarmen. I æsken ligger der hjemmestrikkede sokker og kompressionssokker. Sokker til trængende fødder. Den har hun hånden nede i flere gange om dagen. For det er noget af det, der virkelig gør en forskel. Rene, tørre sokker i den rigtige størrelse.
»Mens jeg har arbejdet her, har jeg lært, at ordene ikke er det vigtigste. Jeg sidder bogstaveligt talt med folk i hænderne, og der opstår en særlig relation. De mærker noget så enkelt som opmærksomhed, som de måske ikke har oplevet i lang tid«.
